’Vi børn fra Bahnhof Zoo’: Serieremake af skræmmefilm fra 80’erne er et fornøjeligt fix

Da bogen (1978) og efterfølgende filmen (1981) ‘Christiane F.’ kom til verden, blev de begge nyklassikere.

Publikum og kritikere tabte kæber over den sande historie om den 14-årige pige Christianes forvandling fra teenager til heroinvrag på gaderne i Berlin. Der var tale om et dokumentarisk nybrud og et hidtil uhørt skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå, når børn begynder at lege med stoffer. Ikke overraskende strøg begge værker direkte ind på folkeskolens pensumlister.

Det var her, på skolebænken, at jeg første gang stødte på filmen ‘Christiane F’. Jeg husker stadig den nagende følelse af ubehagelig håbløshed, oplevelsen vækkede i mig.

Men mest af alt opfattede jeg nok filmen som en betontung skræmmekampagne, som man lidt unødvendigt forsøgte at presse ned over et ret clean barndomssind. Det var alt sammen meget fjernt og dystert. Og langt fra en hverdag, der lå lidt tættere på Bullerby end Bahnhof Zoo.

Når jeg genser filmen i dag knap 17 senere, slår det mig igen, hvor tung, grum og lang den er. Det er 80’er-grå socialrealisme med stort s. Og lidt af en kontrast til det nye seriemake ‘Vi børn fra Bahnhof Zoo’, der netop har ramt Viaplay.

Man kan ikke just kalde den nye serie børnevenlig, men den skyder i hvert fald ikke sine skræmmeeksempler ind med dysterhed og tung tristesse. Her er et gråt Berlin skiftet ud med en eksplosion af 80’er-farver, ungdomsstemning og pang. Og selvom der faktisk indholdsmæssigt er skruet op for elendigheden, gør en eventyrlig tone og lækker æstetik historiens alvorlige stikpiller betydeligt nemmere at sluge.

Christiane F. er stadig den ubetingede hovedperson, men seriens forlængede spilletid på otte gange 50 minutter giver plads til udfoldelse af andre skæbner og baghistorier. Vi møder for eksempel Christianes bedsteveninde Stella, som flygter fra voldtægt og en døddrukken mor ind i en lidt alternativ ungdomstilværelse med heroin og sugardating.

Lyder det barskt? Ja, men sådan er livet åbenbart ved Bahnhof Zoo. Det er en hård storbyjungle, fyldt med svigtende voksne og klamme stoddere. Overdrivelsen fremmer forståelsen, og serieskaberne styrer ikke ligefrem uden om klichéerne i en opstilling af forhindringer for de hårdføre berliner-børn.

Kritikere har kritiseret hovedrolleindehaver Jana McKinnon for at være for gammel til rollen som Christiane, og det er rigtigt, at hun ikke udstråler ødelagt barn, på samme måde som Natja Brunckhorst gjorde i 1980’er-udgaven.

Men hvad der trækkes fra i år, lægges til gengæld til i legesyge optrin, der minder os om, at seriens Bahnhof-slæng stadig kun er børn.

I en særligt herlig scene svæver venneflokken glade og fri igennem luften, dinglende fra en gammel, forladt karrusel. Christiane F. og vennerne har børns særlige evne til at glemme i sjov og komme sig hurtigt over knubs. Selv salg af egen krop omsættes på et tidspunkt til en slags leg om kontrol i gode kammeraters selskab.

Den legende lethed i samspil med mættede farver gør Bahnhof-karussellen til en fornøjelig tur trods voldsomme scener. På den måde minder serien lidt om en anden tysk hitbasker, ‘Babylon Berlin’: Universet er smukt, lækkert, råt, og man lader sig nemt opsluge af et farverigt ensembles op- og nedture. 

Men i stræben efter fremdrift og det næste fix får konsekvenserne af det sidste ikke rigtigt lov til at sætte sig fast. Alle lidelserne stryger lidt hurtigt forbi og glider sammen i farten. I hvert fald i de fem ud af otte afsnit, jeg har fået adgang til.

Jeg kan godt lide serien, og jeg er næsten sikker på, at mit folkeskole-jeg bedre ville kunne spejle sig i og få et federe fix ud af den end dens notoriske forløber.

Men jeg tror ikke, ‘Vi børn fra Bahnhof Zoo’ finder vej til nogen pensumlister. Og jeg tror ikke, jeg vil kunne huske en bestemt følelse, oplevelsen vækkede i mig, hvis nogen spørger igen om sytten år.

---

Kort sagt:
’Vi børn fra Bahnhof Zoo’ er et farverigt og gribende serie-fix, der dog giver god plads til den kolde tyrker, der sætter ind, når rusen er forbi.