’Babylon Berlin’ sæson 3: Tysk gigantserie er fuld af saftige sensationer – men også meget mere end det

»Laster, udskejelser, rænkespil, jalousi, intriger. Hele molevitten«, opremser chefredaktøren på den nyetablerede, moderne aftenavis Tempo til den politiske graverjournalist Katelbach, da han skal forklare, hvad læserne vil ha’ i slut-1920’ernes Berlin.

’Babylon Berlin’, den tyske gigantserie med astronomisk budget, leverer alt det (igen) og trumfer med en seriøs omgang historielektion, der tilmed er skamløst underholdende.

Tredje sæson, der igen kan fanges på DR, lægger fra land med en svimlende flot scene, hvor Børsen krakker, og Gereon Rath (Volker Bruch), den forflyttede kriminalkommissær fra Köln, der jagtede et sovjetisk guldtog og kæmpede med granatchok i sidste sæson, vakler forfærdet rundt imellem blodige selvmord og forvredne kroppe, imens børspapirer og pengesedler daler ned om ørene på ham fra oven.

Med ét vågner han i sin seng, fem uger tidligere. Var det et mareridt eller en forudanelse om noget grufuldt på vej? Sådan er ’Babylon Berlin’ ret eminent til at forskubbe virkelighedsplaner og invitere os ind i skallen på den plagede Gereon, der, trods broderkomplekser og PTSD, alligevel er en dygtig og fremsynet opdager. Sammen med sin uofficielle kompagnon skråstreg lærling Charlotte Ritter (Liv Lisa Fries), der som den første kvinde er blevet optaget på kriminalteknikker-studiet, efterforsker han i denne sæson mordet på filmstjernen Betty Winter. Så langt, så neo-noir.

Under en overdådig filmindspilning på Babelsberg-studiet får Betty Winter en enorm projektør i hovedet og dør på stedet. Men det er ingen simpel ulykke. En hætte- og maskeklædt gerningsmand har fiflet med boltene, håbefulde skuespillerinder står i kø for at overtage Bettys plads i rampelyset, og i kulisserne rumsterer desperate studiebosser og pengegriske bagmænd. Heriblandt den såkaldte Armener, som vi husker som Moka Eftis hensynsløse natklubejer fra de to første sæsoner.

Moka Efti blev i øvrigt sønderskudt i sidste sæson, så de hypnotiske synge- og danseoptrin, der er en vigtig del af seriens tiltrækningskraft, får alt andet lige et andet udtryk i denne ombæring. Blandt andet i form af et ekspressionistisk musicalnummer, hvor Betty Winter til tonerne af slæbende bigband-jazz synger om sjælesmerte og undergang – lige inden projektøren slår hende endegyldigt til jorden med et tungt, metallisk brag. Wow for en scene.

Det hele er nok i virkeligheden ret kulørt og lidt småfjollet. Altså mord på filmstjerner begået af en kostumeklædt, maskebærende morder, okkulte sammensværgelser med pikante ritualer, gale gangstere, hypnoterapi på euforiserende stoffer og en hed, lesbisk flirt på en over-the-top queer-natklub. Men det indeholder jo netop alle de ingredienser, som vi – ligesom Tempos læsere – vil ha’. Det er, som om serien blinker indforstået til seerne: Værsgo’, her har i alt det, Weimar-Berlin var berømt og berygtet for.

Men heldigvis er ’Babylon Berlin’ meget andet og meget mere end blot saftige sensationer i hobetal.

Med børskrakket i 1929 som både motor og muligt endemål tager serieskaberne Tom Tykwer, Henk Handloegten og Achim von Borries (på solid baggrund af Volker Kutschers romanserie) os med ind i et skæbnesvangert øjeblik af Tysklands historie. Nazister, børsspekulanter og brodne kar blandt politiets egne smeder rænker i alle lag af samfundet – i retssalen såvel som på gaden blandt uskyldige børn. Selv Gereons teenagedreng drages af kammeratskabet i den nationalsocialistiske ungdomsbevægelse Hitlerjugend.

Kan Gereon både holde traumerne døren, redde det forbudte forhold til broderens kone, opklare filmstjernemordet og holde sønnen ude af nazismens kløer? Der er godt med kød på hans karakter, der ikke længere blot er et omvandrende granatchok. Det klæder serien. Mere plads og dybde er der også til politifotografen Gräf (Christian Friedel fra ’Urmageren’), en tidligere trækkerdreng, som kriminalchefen Gennat har taget under sine bryske vinger og givet en ekstra chance. Friedels sympatiske hængemuleansigt er sært rørende – ikke mindst når han sender Gereon tilbedende blikke over en sen øl på den lokale bar.

Mest medrivende er dog fortællingen om Charlotte Ritters stædige insisteren på at kravle ud af armodet og den kvindeskæbne, der ellers synes hende forudbestemt. Liv Lisa Fries er seriens ubestridte stjerne, og hendes uforfalskede charme og indlevende mimik indgyder Charlotte-karakteren den perfekte dosis gåpåmod og modernitet. Derfor føles det heller ikke hverken påklistret eller leflende frækt, da hun overgiver sig til et inderligt kys fra en veninde på en natklub. Det er først og fremmest frisættende.

Kriminalassistent in-spe Charlotte Ritter er en kvindelig heltinde, du bare må heppe på. Det er også svært andet, når serien med et skælmsk smil om munden lader hende og lillesøsteren synge med på Berlinersangerinden Claire Waldorfs ’Raus mit den Männern aus dem Reichstag’: en feministisk vise om at vise de mandlige politikere døren.

Og sådan føles ’Babylon Berlin’ helt og aldeles aktuel.

---

Kort sagt:
’Babylon Berlin’s overdådige for-meget-hed såvel som den historiske akkuratesse er intakt med seriens tredje sæson – og så er snarrådige Charlotte Ritter med længder min favoritfigur på tv.

Anmeldt på baggrund af de første to afsnit.