- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- De fem største scoops blandt de første Roskilde Festival-annonceringer
Kresten Osgood & Hvad er klokken?
Kresten Osgood & Hvad er klokken? debuterede i 1999. Trioen er nu klar med et alternativt frimærkealbum: En konceptuel hyldest til frimærket. Her er corny, snurrig alvor, kitsch og overskud.
Med den overordentligt talentfulde jazztrommeslager og idémager Kresten Osgood (kendt fra bl.a. Ikscheltaschel) som drivkraft og sanger, er det lykkedes trioen Hvad er klokken? at skabe en sammensat cd med digte, tekster og sange, der rækker fra det eksistentielle til det dadaistiske, rørende, påhitsomme og innovative.
Udover Osgood giver Jesper Løvdal på sax, fløjte m.m. og kontra- og elbassisten Thomas Vang hver deres besyv med, bistået af diverse gæstemusikere. Hvad enten der rockes, rables, ironiseres eller leges med sprogudtryk og musikalsk gestik er udtrykket oplivende. Albummets ordspil og fiffige kommentarer hylder brevskrivningen og frimærket som truede tegn på fordybelse og engagement i denne tids hurtige email/sms-kultur. Alt vedrørende brevskrivning endevendes, også i små kærlighedshistorier, hvor frimærket er bindemidlet, det man slikker på og sidder tilbage med, når det hele er forbi.
Kombinationen af Martin Bisted Rasmussens digte, som han selv reciterer, og Hvad er klokken?’s hhv. viltre punkjazzfremtoning og instrumentale improvisationer virker fjong og gør albummet til en spændstig music & poetry-udgivelse. Det er befriende at opleve en dansk trio, der ikke bare tør og vil, men vitterlig formår at bryde med diverse koncensus-forestillinger og -skabeloner. Lyt så, latente brevskrivere og frimærkefreaks!
Kresten Osgood & Hvad er klokken?. 'Frimærkealbum'. Album. ILK/VME.