Homesick Hank

Læg det bag dig, synger den danske gruppe Homesick Hank på deres andet album med gennemført amerikansk alternative country i rillerne. Og hvad er det så, de har lagt bag sig trods deres hjemve? Det kunne i hvert fald være såvel dansk jordbundenhed som vores elskede syng-med-tradition.

De seks herrer fra Nordsjælland så sig om i verden, og både øjne og ører faldt på en lille gård i Kentucky i USA, hvor produceren Paul Oldham holder til. Med Pauls bror, den særegne singer-songwriter Will Oldham medvirkende på gæstevokal på et enkelt nummer, er stjernelyset sat på fuldt blus.

Men skal der sættes spotlys på sandheden, så var Homesick Hank måske en anelse for villige til at give slip på alt medbragt, hvor de kom frem på deres færd. Eller oversat, så skal der lægges kompetente ører til at spotte, hvor Hank stopper og Oldham starter. Og omvendt. Homesick Hank synes at være så fanget af det beærede venskab med Oldham-brødrene, at de langt hen ad deres færd forsvinder i Kentucky-drengenes musikalske formåen.

‘Leave It Behind’ er derfor ikke langt fra at lyde som et appendiks til Will Oldhams mere country-orienterede udgivelser. Unødvendigt, for Homesick Hank burde under alle omstændigheder ikke lade egen personlighed blive tilbage. Sangskriver-talentet synes stort nok til egne ben, hvis der sættes større fokus på egen karakter.

Homesick Hank. 'Leave It Behind'. Album. Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af