Åh nej, Lil Uzi Vert, hvad er det, du har startet?
I sidste måned fik rapperen implanteret en gigantisk lyserød diamant midt i panden (eller i hvert fald sådan cirka midt i panden), og fordi han jo er lidt af en trendsetter, så var det vel egentlig kun et spørgsmål om tid, før en anden rapper gjorde noget lignende.
Det er så sket nu, da rapperen IDK har fået en hvid diamant sat i ved siden af øjet. Der er dog ikke tale om en helt lige så vanvittig ansigtsdekoration som Lil Uzi Verts lyserøde diamant, der kostede tæt på 150 millioner kroner.
»Én fejlfri VVS-diamant på mit ansigt koster mindre end 100$. Jeg foretrækker at investere i hjem fremfor diamanter«, skriver IDK således på Twitter.
Han er desuden også klar over, at Uzi-sammenligninger er uundgåelige.
»Here before the Uzi did it first-comments«, har IDK selvbevidst skrevet i kommentarsporet til den Instagram-video, hvor han viser den nye diamant frem.
Så nu lyder spørgsmålene selvfølgelig: Hvem bliver den næste til at gøre noget lignende? Og hvilken farve diamant bliver det mon?