I starten af måneden fik Lil Uzi Vert simpelthen implanteret en stor, lyserød diamant i sin pande. Det kan jo have sine fordele og ulemper at rende rundt med sådan en funklende sten til en værdi af 24 millioner dollars i panden, men nu har rapperen rent faktisk afsløret den primære årsag til, at diamanten endte med at blive placeret mellem hans øjne.
Lil Uzi Vert blev således interviewet i sidste uge af rapkollegaen Fat Joe på Instagram, hvor han kunne fortælle, at han købte diamanten, inden han havde lagt nogen planer om en måske, måske ikke skævt siddende piercing i hovedregionen.
Til at starte med havde han en fingerring i tankerne. Men:
»Jeg er Lil Uzi. Jeg er turnt up. Så at bruge 24 millioner dollars på en ring er den dummeste idé, fordi jeg kommer til at kigge ned, og ringen vil ikke være der længere«, fortæller rapperen i videoen. »Jeg kender mig selv. Jeg vågner op på underlige steder og i forskellige scenarier«.
Lil Uzi Vert understreger desuden over for Fat Joe, at vedkommende, som satte stenen fast i hans ansigt, ikke var helt frisk på idéen fra start.
»Tro ikke, at det bare var sådan: ‘Kom så, lad os tage hans penge«, fortæller han. »Nej, bro, de diskuterede det med mig. Det er næsten vanvittigt for en normal person – eller for nogen som helst person«.
Hele Fat Joes timelange hangout-session på Instagram kan findes herunder. Lil Uzi Vert-snakken starter 36 minutter inde i videoen.