På grund af Disneys eget indtog på streamingmarkedet blev superheltesamarbejdet med konkurrenten Netflix, der blandt andet producerede Marvel-serierne ‘Jessica Jones’ og ‘Iron Fist’, afsluttet. Netflix er dog langt fra færdige med at producere egne superhelteserier uden for Disneys univers.
Senest stod den på superheltegalskab i ‘The Umbrella Academy’, og snart kommer så serien ‘Jupiter’s Legacy’, som lige har fået sin første trailer.
‘Jupiter’s Legacy’ er baseret på Mark Millar og Frank Quietlys tegneserie af samme navn, som har kørt siden 2013. Den følger Jordens første superhelte, som har reddet verden i nu 90 år, og deres børn, som skal tage stafetten videre. Forældrene og omverdenens forventninger til de unge arvtagerne, der allerede er født ind i celebrity-status, bliver dog svære at indfri.
Showrunner på den nye serie er Steven S. DeKnight, som tidligere blandt andet har været manuskriptforfatter og instruktør på Netlix’ Marvel-serie ‘Daredevil’ og ‘Pacific Rim: Uprising’. På rollelisten ses blandt andre Josh Duhamel, Leslie Bibb, Ben Daniels, Elena Kampouris, Andrew Horton, Mike Wade og Matt Lanter.
‘Jupiter’s Legacy’ lander på Netlix 7. maj.