Snow Patrol

Salget er gået strygende for Snow Patrols lette rock-ballader i de britiske pladeforretninger. Opskriften er åbenbart at finde inspiration i amerikansk collegerock, tilsætte enkle, lettilgængelige tekster og krydre med en pæn, pletfri produktion.

Så bandet fortsætter, hvor de slap. Gary Lightbodys glatte og følsomme, men en anelse anonyme, vokal guider os gennem en række ferske numre, der er hverken ustyrligt interessante, opløftende eller fængslende, men de har en vis charmerende fredsommelighed over sig. Et strålende lyspunkt er der dog, da Snow Patrol lader Martha Wainwright komme fint og skrøbeligt til mikrofonen i en skøn duet med Lightbody på ‘Set the Fire to the Third Bar’, der med et rammende refræn hæver niveauet en god del. Og gør albummet til lidt mere end en high school-piges romantiske, våde drøm.

Det er stilsikkert og fejlfrit fremført, men ‘Eyes Open’ kunne godt tåle at blive peppet op med et par ridser i lakken, et par pletter på skjorten og lidt skæv opfindsomhed. Det ville gøre det hele en anelse mindre kedsommeligt og neutralt.

Snow Patrol. 'Eyes Open'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af