Milosh

En laptop og en stemme tenderende det androgyne. Sådan skaber Milosh stemningen. Universet er drømmende og afslappet og musikken præget af søvnige beats, som holder sig under og ved hvilepulsen. ´

Umiddelbart klassisk downbeat, men Milosh har andet i ærmet. Hans egen vokal er gennemgående på hele albummet og modsat meget andet på den elektroniske scene, handler hans tekster om mere seriøse emner. Bosiddende i Toronto synger, eller nærmere hvisker, han om søvnløshed, meningsløse one-night stands og om at tage sig sammen og komme videre. Milosh kombinerer på personlig vis downbeat med sin egen fortolkning af sing/songwriter-traditionen. En ny form, der bekræfter, at minus gange minus giver plus.
Med sin androgyne stemme, der ofte blot ligger som ordløs vokal under de synkoperede beats og svævende harmonier, skaber han sit eget lille melankolske univers. Og det vokser på én.

På åbningsnummeret ‘It’s Over’ prædiker han gentagende: »It’s over / It’s over / It’s over again«, og stille lulles man ind i det spind, Milosh spinder over hele albummet. »Come on… let’s run far away / From those things that we do every day«, lyder omkvædet på ‘Run Away’. Men der er ingen grund til at gå, for Milosh er ikke, som folk er flest.

Milosh. 'Meme'. Album. Plug Research/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af