Hvad skal vi med et amerikansk remake af ’Druk’?
Det var spørgsmålet på tværs af Twitter og diverse medier just efter annoncering af, at Leonardo DiCaprios produktionsselskab Appian Way har erhvervet sig rettighederne til at genindspille Thomas Vinterbergs nyslåede Oscar-vinder for Bedste internationale film.
Bør de ikke snart vænne sig til at læse undertekster over there? Er det overhovedet realistisk at kunne matche originalens ånd, der havde rødderne solidt plantet i den danske drukkulturs våde muld? For slet ikke at tale om de fænomenale skuespilpræstationer, der var så langt fra nogen ’The Hangover’ som tænkeligt muligt?
Twitter-kritikerne var skeptiske – heriblandt en række amerikanske stemmer, bemærkes – og ja, det samme er vi. Skønt Vinterberg i vores interview med ham mandag aften gav sin velsignelse til DiCaprio og co’s projekt:
»Jeg har selvfølgelig været involveret i noget tid, og jeg synes, det er spændende. Jeg har prøvet før at se folks fortolkninger af det, jeg har skrevet, og det er altid meget spændende«, sagde instruktøren.
Leo selv er klar til at træde i hovedrolleindehaver Mads Mikkelsens store sko som gymnasielæren Martin, hvis eksperimenter med hverdagsdruk får alvorlige konsekvenser. Og dén casting er Vinterberg umiddelbart også positiv overfor:
»Jeg synes jo, at ud over at Leonardo DiCaprio er en fuldstændigt fænomenal skuespiller (…), har han taget nogle virkelig intelligente valg i sin karriere, som viser ret stor integritet«.
Men hvem skal så indtage de øvrige tre roller som Martins drukfæller og kolleger, aka. alkoholikeren og idrætslæren Tommy (Thomas Bo Larsen), familiefaren og psykologilæren Nikolaj (Magnus Millang) og 40-something singlen og korleder Peter (Lars Ranthe)?
For at komme Leo til undsætning har vi samlet vores bedste bud herunder:
Tommy: Ben Mendelsohn
Den her er så godt som en en no-brainer: Hvem bedre til at ære Thomas Bo Larsens præstation som nedslidte, ensomme Tommy end bundsolide Ben Mendelsohn, som sidste år brillerede i HBO-serien ’The Outsider’?
Mendelsohn med det vejrbidte visage har spillet sin del af lumske skurkeroller i Hollywood inden for de seneste år (’Ready Player One’, ’Robin Hood’, ’Captain Marvel’, ‘Bloodline’), men i ’The Outsider’ formidlede australierens trætte hundeøjne en ganske anderledes, decideret rørende melankoli som sorgramt efterforsker.
Midaldrende Mendelsohn ligner en mand, der har været helt nede og vende en gang eller fem, og det er lige før, at bare tanken om ham som lilleputtræner med et hjerte af guld og gigtplaget vovse får det til at svie i øjenkrogen.
Nikolaj: Aziz Ansari
Vennegruppens yngste medlem er en søvnudfordret småbørnsfar i 30’erne, der føler sig lettere tromlet af hustruen i privaten og totalt ignoreret af eleverne, han forsøger at engagere.
Magnus Millang spillede rollen med en perfekt blanding af lun slapstick-humor og udmattelse, og vi ser for os, at komikerkollegaen og stand-up-veteranen Aziz Ansari ville ramme samme, brandsympatiske balance med et drys af sin karakteristiske selvsatire – ikke ulig Dev, skuespillerens hovedrollekarakter i serien ’Master of None’.
Selvsamme Dev satte jo i øvrigt også pris på et godt glas druer qua. Ansaris virkelige madinteresse, så mon ikke portrættet af Nikolaj ville passe som hånd i handske? Og ja, så kunne Ansaris danske kæreste, Serena Skov, jo passende give sin mand et par tips med på vejen …
Peter: Adam Sandler
Okay, hæng på selvom nakkehårene rejser sig i horror:
Annonceringen af Sandlers medvirken ville skabe bølgegang i Hollywood og indgyde bange anelser blandt originalens fans. Men alle, der har set komikeren folde sig ud som seriøs skuespiller i ’Punch Drunk Love’, ’The Meyerowitz Stories’, og ’Uncut Gems’ vil vide, at Sandler vitterligt er en intet mindre end fremragende dramatisk begavelse. Når han da ellers lyster at grave lidt dybere i værktøjskassen en gang hvert femte år.
I rollen som Lars Ranthes Peter ville Sandler få rig mulighed for at dyrke den akavede, underspillede generthed og midtvejskrise-frustration, han tidligere har flirtet så stærkt med i navnlig ’The Meyerowitz Stories’.
Ja, faktisk er vi ikke mange sekunder i tvivl om, at prygelknaben ville ende som filmens helt store overraskelse, hvis produktionen turde knytte så kontroversielt et kommercielt komedienavn til projektet.
Vi lugter en Bedste mandlige birolle-triumf coming up i en af den slags komiker-til-seriøs-skuespiller-forvandlinger, som Oscar-akademiet elsker – om end Sandler formentligt ville skulle slås med både Ansari og Mendelsohn i samme kategori.
Leo, grib røret øjeblikkeligt. Selv tak!