ANALYSE. Det var en historisk dansk filmbegivenhed, da Thomas Vinterberg i går blev nomineret i sværvægterkategorien Bedste Instruktør for sit arbejde på den fuldblodsdanske ’Druk’.
Vinterberg er den første dansker til at blive hædret i kategorien, og han træder ind i en eksklusiv gruppe af instruktører nomineret for film på andre sprog end engelsk.
Før 2018 (mere om, hvorfor den skillelinje er vigtig, om lidt) var den ære blot overgået otte filmskabere siden 1980: Akira Kurosawa for ’Ran’ i 1985, Lasse Hallström for ’Mit liv som hund’ i 1987, Krzysztof Kieslowski for ’Rød’ i 1994, Michael Radford for ’Il Postino’ i 1995, ’Roberto Benigni for ’Livet er smukt’ i 1998, Ang Lee for ’Tiger på spring, drage i skjul’ i 2000, Fernando Meirelles for ’City of God’ i 2003 og Michael Haneke for ’Amour’ i 2012.
Det er lidt af en kongerække og i al væsentlighed film, som stadig huskes og elskes i dag (modsat så mange andre Oscar-hyldede film), hvilket lover godt for ’Druk’s fremtidige status.
Så mens Oscar-akademiet igen understregede, at de er langt mindre forudsigelige end deres rygte, må vi tirsdagstrænere i stedet nøjes med at komme med bud på, hvorfor det gik så fabelagtigt.
Fem faktorer gjorde udslaget.
Slutningens betydning
For det første har Thomas Vinterberg skåret en glimrende film, som rigtigt mange føler sig ramt af, måske særligt midt i en coronatid, hvor historien om at puste nyt liv i en tomgangstilværelse virkelig har vakt genklang. Publikum går euforiske fra Mads Mikkelsens dansende slutning, som jeg helt uvidenskabeligt vil hævde spiller en nærmest lige så stor rolle for Oscar-nomineringen end resten af den veloplagte film til sammen.
For det andet er Vinterberg et velkendt og velrespekteret navn, som den internationale filmverden har kendt til siden det utrolige gennembrud med dogme og ’Festen’ i 1998. Med ’Festen’, ’Jagten’ og ’Druk’ står danskeren som en sand og vedholdende mester i udlandet, hvilket har en betydning, idet det kun er instruktørgrenen af akademiet, der stemmer på de instruktørnominerede. Kollegerne vil være mere tilbøjelige til at stemme på en eksotisk udlænding, som de i forvejen anser som ligebyrdig auteur, end en blank tavle med et mærkeligt navn.
For det tredje har Samuel Goldwyn Films kørt en effektiv kampagne, hvor Vinterberg netop er blevet positioneret sammen med andre respekterede instruktører i videosamtaler, fra Guillermo Del Toro til Sofia Coppola. Han har indtaget en naturlig plads i filmskabernes superliga.
For det fjerde er det umuligt ikke at blive berørt på et dybt menneskeligt plan af ’Druk’s tilblivelseshistorie. Det er en film, der – som Vinterberg selv har forklaret – er lavet på en stor sorg og kærlighed oven på det ubærlige tab af instruktørens datter Ida lige omkring optagestart. Når man ved, at Vinterberg har skabt en så stærk kunstnerisk bedrift på den ufatteligt tragiske baggrund, og at Ida spillede en stor rolle for filmen, som er dedikeret til hende, kan man kun nære uforbeholden sympati.
En vis tendens
Og så er der den femte grund, som er mere strukturel, og som også peger fremad mod de kommende Oscar-udgaver.
For to år siden blev Alfonso Cuarón for den mexicanske ’Roma’ og Pawel Pawlikowski for den polske ’Ida’ nemlig nomineret i instruktørkategorien, og sidste år vandt Bong Joon-ho kategorien for ’Parasite’, der som bekendt også strøg helt til tops i hovedkategorien Bedste Film.
Med udmærkelsen af Vinterberg kan man efterhånden godt konkludere, at der er sket en varig forandring af Oscar-akademiets udsyn. Instruktørgrenen, der altså står for nomineringerne, har altid været den del af akademiet, der har haft skarpest blik for filmkunsten uden for Hollywoods alfarvej. Men den strategiske ændring af akademiets sammensætning, som ledelsen har igangsat efter OscarsSoWhite-kritikken i 2015, har forrykket Oscar-prisens perspektiv markant.
Dengang bestod akademiet af lidt over 5.-6.000 medlemmer – langt størstedelen gamle hvide mænd – mens det på fem år er vokset til 9.300. Andelen af kvinder og etniske minoriteter er steget betragteligt, og i denne sammenhæng er det særligt interessant, at andelen af ikke-amerikanske medlemmer er eksploderet. Af de 819 nye medlemmer, der blev indlemmet i 2020, kom halvdelen af dem fra andre lande end USA – i alt fra 59 forskellige lande. Alene i Danmark vil jeg anslå, at der er 30-40 filmfolk stemmeberettigede til Oscar.
Man kan ikke få en instruktørnominering på ikke-amerikanske stemmer alene, men pludselig er Oscar i langt mindre grad en amerikansk pris. De nye medlemmer har utvivlsomt langt bedre blik for, at en film på dansk kan have mindst lige så store kvaliteter som de bedste fra Oscar-hjemlandet selv.
Det var en væsentlig årsag til, at ’Parasite’ kunne vinde for Bedste Film som den første ikke-engelsksprogede film nogensinde, og det er en væsentlig årsag til, at Thomas Vinterberg kunne blive instruktørnomineret for ’Druk’, selvom filmen ikke – modsat de fire andre nominerede instruktørers film – blev indlemmet i Bedste Film. Med ikkeengelsksproget repræsentation i instruktørfeltet tre år i træk virker det, som om vi bør begynde at forvente det.
Kærlighed til komedier
Endelig glæder jeg mig over et andet fællestræk mellem ’Parasite’ og ’Druk’, der føles friskt i Oscar-sammenhæng: Begge er sjove film, i perioder nærmest komedier. Oscar har altid generelt favoriseret dramaer over komedier, men fordi den internationale kategori ofte har været en anledning for akademimedlemmerne til at vise, at de forstod den store europæiske filmkunst, har humoren ofte haft særligt svære vilkår her.
Vindere som den sorthvide ’Roma’, Anden Verdenskrigsfilmen ’Son of Saul’ og alvorsmanden Michael Hanekes ’Amour’ er symptomatiske.
Måske har ’Parasite’ og ’Druk’ bare været så gode film med så mange facetter, at de har kompenseret for komedieulempen, men forhåbentligt har foryngelsen og diversificeringen af Oscar-akademiet også betydet en øget forståelse for, at det er mindst lige så svært at vække grin som gråd i biografsalen (eller sofaen).
Det antyder årets nominering af ’Borat Subsequent Moviefilm’ i både manuskript og kvindelige birolle i hvert fald også.
Uanset hvad er alt gået op i en højere enhed for ’Druk’, og mens Vinterberg blot skal være glad (nej, ekstatisk) over at være indlemmet i det fine instruktørselskab, vil det sandsynligvis kulminere igen 26. april ved selve Oscar-showet, når filmen vinder prisen for Bedste Internationale Film.