The Spinto Band
Skulle man være på udkig efter lidt rart og forholdsvis uforpligtende selskab her hen på vinteren for at aflive de sidste mørke aftener inden foråret og livet igen indfinder sig, må vi så ikke foreslå, at man inviterer det udmærkede Spinto Band og deres plade ‘Nice and Nicely Done’ indenfor til en hyggestund i pejsens skær.
‘Nice and Nicely Done’ er lige præcis dét og så lidt til. Nykomlingene i The Spinto Band er i ånden beslægtede med både nye og lidt ældre kolleger i sådan en grad, at dette album sine steder mest af alt minder om et elegant katalog over en række trendsættende koryfæer. Pavement hører sikkert til de halvguder som The Spinto Band har rådyrket i teenageårene, men de har nu bestemt sig for, at når man nu alligevel har et dyrt studie og en producer ved hånden så kan man sgu lige så godt få det til at lyde lidt pænt.
De seks unge amerikanere vil hellere polere end skramle. Det gør heller ikke det fjerneste når man kan diske op med en komplet uimodståelig og ungdommelig naiv sag som ‘Trust vs. Mistrust’. På ‘Crack the Whip’ har The Spinto Band taget ophold i The Strokes’ oliestinkende garage og har monteret Franz Ferdinand diskorock-kugle i loftet mens ‘Oh Mandy’ – pladens stærkeste nummer – ganske enkelt er indie fra De Forenede Stater når det er allerbedst.
Jovist, The Spinto Band er godt selskab. Det er amerikansk på en måde, der ikke stikker så dybt igen, men som alligevel er sprælsk og opkvikkende. Man bliver let fascineret af The Spinto Band, men gruppen skal også have et par drøje hug for, at man på den anden side heller aldrig bliver fuldstændig fortrolig med denne plade, der lige mangler at bekende kulør og hvile i sig selv i stedet for at flintre rundt mellem forskellige ståsteder og referencer.