Der lød et ramaskrig, da Warner Bros. offentliggjorde, at Denis Villeneuves storfilm ’Dune’ ville få simultant premiere 1. oktober i biografen og på HBO Max i 31 dage i USA i lighed med resten af studiets film i 2021.
For et par dage siden kunne Deadline så berette om, at Warner Bros. havde vendt rundt på en tallerken og trukket beslutningen tilbage, sandsynligvis fordi beslutningen vakte voldsom modstand hos både Villeneuve og produktionsselskabet bag, Legendary, der har finansieret cirka 75 procent af filmen.
Her lød det, at ‘Dune’ kunne få verdenspremiere på Venedig-festivalen til september og siden en ordinær biografpremiere, hvorefter filmen først senere ville komme på HBO Max.
Men det rygte bliver nu affejet af nogle af Warner Bros.’ topfolk, som holder fast i planen om en biograf- og streaming-hybrid:
»Dune vil få premiere i biografer og på HBO Max samme dag i USA«, lyder det fra kommunikationschefen for WarnerMedia Studios and Networks Group, Johanna Fuentes.
Om det også kommer til at gøre sig gældende herhjemme, bliver spændende at se. Modellen har hidtil kun gjaldt USA, men HBO Max bliver udrullet i Danmark i netop sidste halvdel af 2021, og det vil unægteligt skabe opmærksomhed om udrulningen, hvis man har en blockbuster i ‘Dune’-klassen at lokke folk til med.
Omvendt vil det skabe (endnu et) ramaskrig i biograferne, hvilket kan betyde, at ‘Dune’ får meget få visninger på det store lærred herhjemme.
Og det er der i hvert fald ingen, der er tjent med.