Det gamle, hæderkronede filmstudie Warner har gjort sig godt og grundigt uvenner med en række af de eftertragtede filmskabere, der ellers havde valgt netop dem til at producere deres film.
Filmskaberne havde nemlig ikke fået det at vide på forhånd, da Warner i sidste uge smed en bombe ved at annoncere, at alle studiets 17 film i 2021 vil komme direkte på deres streamingtjeneste HBO Max i en måned simultant med biografpremieren.
Én af filmene er ‘Dune’ af den visionære instruktør Denis Villeneuve (‘Sicario’, ‘Arrival’, ‘Blade Runner 2049’). En sci-fi-film med Timothée Chalamet lavet til det store lærred og anset som en af årets helt store biografoplevelser, før den blev flyttet på grund af corona.
Og Villeneuve er heller ikke just imponeret over, at Warner uden hans samtykke har besluttet, at ‘Dune’ skal kunne ses fra sofaen, samme dag som man kan fange den i biografen. I et debatindlæg i Variety skriver han, at han selv hørte om beslutningen i nyhederne, hvor han kunne konstatere, at de brugte billeder fra hans film til at promovere HBO Max.
»Med denne beslutning har AT&T (telegiganten, der ejer Warner Media, red.) kidnappet et af de mest respekterede og vigtige studier i filmhistorien«, skriver han.
»Der er absolut ingen kærlighed til film eller til publikum her. Det handler kun om en telecom-mammuts overlevelse (…). Med HBO Max som en foreløbig fiasko har AT&T besluttet at ofre Warner Bros’ fulde 2021-program i et desperat forsøg på at fange publikums opmærksomhed«.
At lave film er et samarbejde baseret på gensidig tillid, fortsætter canadieren, »og Warner Bros. har erklæret, at de ikke længere er på samme hold«.
Villeneuve mener direkte, at Warner spiller hasard med hans film, som han kalder den bedste i hans karriere, og som han og hans hold har brugt tre år på at gøre til en unik oplevelse på den store skærm, som både billede og lyd er specifikt designet efter.
»Streamingtjenester er en positiv og stærk tilføjelse til film- og tv-økosystemet. Men jeg vil gerne have publikum til at forstå, at streaming ikke alene kan opretholde filmindustrien, som vi kendte den før covid. Streaming kan producere fantastisk indhold, men ikke film af ‘Dune’s størrelse og skala.
Warner Bros. beslutning betyder, at ‘Dune’ ikke vil have en chance for at gøre sig gældende økonomisk for at være levedygtig, og piratkopiering vil i sidste ende vinde. Warner Bros. har muligvis lige slået ‘Dune’-franchisen ihjel«.
Villeneuve er en af klodens mest respekterede instruktører, og hans ord kommer i kølvandet på en sjældent direkte sviner fra en anden absolut topfilmskaber, Christopher Nolan. Bølgerne går højt, og meget tyder på, at Warner Bros. har mange sår at læge, hvis de igen skal blive de store filmskaberes foretrukne hjemsted.