En filmelskers opråb: Disney, ræk nu biograferne en hånd!

Streamingkrigen æder løs af biografprogrammet. Og det er dybt trist, at striden kan koste os ’Black Widow’, ’Dune’ og mange flere film på det store lærred, skriver Soundvenues Lise Ulrich.
En filmelskers opråb: Disney, ræk nu biograferne en hånd!
Scarlett Johansson som Black Widow. (Foto: Marvel)

KOMMENTAR. Det var en glædens dag, da biograferne endelig slog dørene op i sidste uge, og duften af nypoppede popcorn sivede lifligt lokkende ud på gader og stræder landet over.

Velkommen tilbage til ’Retfærdighedens ryttere’ (5 stjerner herfra), highfive til Carey Mulligan og mindfucket ’Promising Young Woman’ (også 5 stjerner) og tak for forsommerens storskræmmende ’Den anden side’, I dejligt jävlar svenskere (jep, 5 mere!).

For pokker, det føltes godt at blive kræset for i mørket igen, omgivet af nyligt coronatestede, ikke-pyjamasbukse-klædte medpublikummer optændt af fælles filmkærlighed (jeg har savnet jeres knæ i stoleryggen og ånde i nakken næsten lige så meget, som jeg har savnet de kulturelle vingesus – og det er ikke engang halvt løgn).

‘Retfærdighedens ryttere’. (Foto: Rolf Konow)

Så meget desto mere bittert var det, at der dårligt gik to dage af den nye-gamle biografhverdag, før et stort fedt »men« ramte som en våd karklud i fjæset:

Hvorfor brølede actionbraget og den potentielle boxoffice-basker ’Godzilla vs. Kong’ ikke triumferende i CinemaxX sale? Hvor var Oscar-filmene ’Nomadland’ og ’Sound of Metal’ i Nordisk Film Biografers åbningsprogram?

Forklaringen er lige så frustrende nu og her, som den er decideret foruroligende på den lange bane:

Efter måneders ulmende beef sætter CinemaxX og Nordisk Film Biografer nu foden ned over for Disney og Warner Bros. distributionmodeller, der i hele 2021 sender nye film på streaming samtidig med eller umiddelbart efter biografpremieren.

Dén tendens er ikke gangbar for biograferne, mener de danske biografkæder, navnlig fordi filmstudierene kræver lige så klækkelig en filmleje fra biograferne, som hvis værkerne fik eksklusiv premiere på det store lærred.

Abefest i hjemmebiografen?

Disney og Warner Bros. har tidligere bedyret, at de opsigtsvækkende lanceringstrategier er formet ud fra midlertidige coronahensyn, men i biografindustrien frygter man, at straight to streaming-tendensen er kommet for at blive.

Herhjemme rammer Nordisk Film Biografer og CinemaxX ‘boycot’ i første omgang Riz Ahmeds trommeslager, Frances McDormands nomade og kæmpeabens overlevelseskamp, idet de første to allerede ligger på henholdsvis Amazon Prime og Disney+, og ’Kong’s ophavsstudie Warner Bros. har forkortet perioden fra biografpremiere til streamingudgivelse fra 122 dage til blot 28.

Men det er kun begyndelsen.

Riz Ahmed spiller hovedrollen i ‘Sound of Metal’. (Foto: PR)

Har du også glædet dig som et lille barn til at opleve Scarlett Johansson i Marvels ’Black Widow’ (Disney) og Timothée Chalamet i Denis Villenueves ’Dune’ i IMAX-format (Warner Bros./HBO Max)?

I værste fald er det bare ærgerligt, Sonny Boy.

Jovist, Marvel-serierne ’WandaVision’ og ’The Falcon and the Winter Soldier’ tager sig glimrende ud på Disney+ med hver deres enorme blockbusterbudget, men blockbusterfilmene, de må og skal redde verden/give Godzilla bøllebank/sparke røv i et læder-catsuit i meter-højt format, nicht wahr?

Ikke nødvendigvis, lyder det fra Disney+, som sender den sorte enke på streaming samme dag som biografpremieren 9. juli.

‘Dune’ kommer på HBO Max samtidig med biopremieren i USA.

Nordisk Film Biografer og CinemaxX frygter, at flere og flere publikummer vil poppe førnævnte popcorn i eget køkken. Det er en forståelig bekymring om end med interne komplikationer, idet en almindelig familie immervæk sparer knaster så det batter, ved eksempelvis at leje ’Raya og den sidste drage’ for 179 kr. på Disney+ Premium, i forhold til, hvis der skulle lægges ud for fire biografbilletter til minimum 100 kroner stykket, eksklusive bland-selv.

Hjemme i de vante rammer går ungerne imidlertid glip af en mere mindeværdig, sanselig »live-oplevelse« akkompagneret af ligesindedes grin og gys, så hvad skal det være … ?

Biograferne har det svært, men man skal ikke være blind for, at mange familiers underholdningsbudget i forvejen er strukket til bristepunktet. Og det vil være et besk Catch-22, hvis billetpriserne af nød hæves yderligere til et leje, hvor kunderne ligeledes af nød falder fra.

‘Raya og den sidste drage’. (Foto: PR)

Et sådant skrækscenarie forsøger Nordisk Film Biografer og CinemaxX givetvis at undgå igennem de igangværende forhandlinger med filmstudierne, og godt nyt kan – måske – være på vej inden længe.

Det antydede formanden for Danske Biografer, Torben Villesen, da han ved Bodil-prisuddelingen i weekenden tog imod årets Æres-Bodil, dedikeret til alle de danske biografer, og i sin takketale slog på, at der bliver arbejdet hårdt for at finde en løsning snarest muligt.

Alting kan gå itu, og et filmhjerte kan gå i tusinde stykker ved tanken om, at projektoren slukkes og lærredet rulles sammen. Og det var sket for flere små biografer, understregede Villesen, havde det ikke været for ’Druk’ og ’Retfærdighedens ryttere’s sejrsridt i efteråret – overlad det til Mads Mikkelsen-effekten at stå stand mod streamingtyranniet.

Den store bøn

Midt i al virakken er det værd at bemærke, at Hollywood-mastodonterne ikke er helt usårlige selv. For nok er Danmark et bittelille biografmarked på verdensplan, men andetsteds er det kommercielle La La Land fortsat dybt afhængig af billetindtægter:

Beslutter én milliard kinesere sig i morgen for, at det fremadrettet vil være 100 procent sjovere at pirat-streame alt fra ’Mission: Impossible 17’ til ’No Time To Die’ på Huawei-mobilen end at se dem i biffen, kan vi vinke farvel til den amerikanske filmindustri, som vi kender den.

Scarlett Johansson og Florence Pugh i ‘Black Widow’. (Foto: PR)

Bevares, det sker næppe, men man kunne godt drømme om, at biografkæder på tværs af landegrænser sendte et samlet kollegialt signal til branchen om, at ingen i filmstudiernes og biografernes semi-ægteskabelige økosystem er tjent med konsekvent at tryne hinandens forretning. Lad streamingtjenesterne om det indbyrdes.

Kunne man forestille sig, at studierne satte filmlejen ned for biograferne på de titler, der partout også er tiltænkt simultan VOD-debut? At vinduet for filmenes spilletid i biograferne blev udvidet igen med fokus på at skabe langvarig publikumshype om de enkelte film og uden frygt for tabte abonnenter? At danske filmfans ligefrem »gik i strejke« på streamingtjenesterne (right … )?

Vildest af alt: Kunne man forestille sig, at musestudiets moguler kerede sig nok for filmkulturens fysiske hjem og vigtige, sociale historie uden for Kina og USA til ikke inddirekte at give danske biografer dødskysset?

Kære Disney og co., en bøn fra alle os til alle jer:

Nok er vi pjattede med Mandalorians og Marvel-seriemagi på Disney+, men jeres egne nye film værdsættes, elskes og huskes nu engang bedre, når de anskues fra sofarækken i Imperial end sofaen i stuen. Så ræk nu os og biograferne en håndfuld goodwill, inden korthuset vælter.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af