- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Aftenens hovednavn efterlod salen i tårer: Vi var på ambitiøs endagsfestival i København
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
The Beautiful New Born Children
1:40 – 1:42 – 1:53 – 1:46.
Gør det. Men gør det kort og kontant! Ovenstående tidskoder taler vist for sig selv. The Beautiful New Born Children er tysk effektivitet af den ekstreme slags. Garagepunk, der i vildskab og energi vil slå luften ud af de fleste med ni mindre eksplosioner, der knap er antændt, før deres afsvedne efterladenskaber ligger rygende tilbage.
Debuten fra The Beautiful New Born Children strutter af vitalitet. Måske fordi samtlige fire medlemmer spontant er gået sammen i kølvandet på pauser fra andre projekter. Bedst kendt er frontmand Michael Beckett for sine bidrag i elektroniske Schneider TM. Den reference skilter han imidlertid ikke med her. Tværtimod.
Med titler som ‘Do The Do’, ‘I Do Too’, ‘Ok, Allright, Fine’ og ‘Left, Right, Forward’ skriger Beckett sine tyske tropper frem til kompakte, punkede mavepumpere tilsat en god omgang krads krautrock.
Legesyge. Overbegejstrede. Potente. Og efter mindre end to minutter er det hver gang ud af døren igen. Det var det. Ikke mere at komme efter. Trommer, guitarer, bas og mikrofon efterladt i en bunke på gulvet. Distortion. Hyl. Støj. Auf wiedersehen.
Og ikke for sarte sjæle.
The Beautiful New Born Children. 'Hey People!'. Album. Playgrund/ Domino.