’Snabba Cash’
Sverige har ramt den i røven med flere af deres Netflix-serier, ikke mindst denne hæsblæsende sag spundet ud af Jens Lapidus’ poplære bogforlæg om den svenske underverden og mennesker med drømmen om hurtige penge.
I centrum står den enlige mor Leya, der med energi og gode visioner prøver at få luft under vingerne på et passioneret tech-projekt, gangsteren Salim, der så småt begynder at overveje en vej ud, og teenageren Tim, som er på vej i den modsatte retning: Ind i bandemiljøets spin af udnyttelse og no exits.
Serien er fra ende til anden besat af dybt karismatiske skuespillere, som det er svært at tage øjnene fra, og indføringen i det kriminelle miljø føles troværdigt og overbevisende, samtidig med at underholdningsværdien ikke ville efterlade Guy Ritchie noget tilbage at ønske.
’Ring til min agent!’
Alt for længe fløj den franske komedieperle ’Ring til min agent!’ (‘Dix pour cent’) under radaren herhjemme, men i den mørkeste lockdown-vinter eksploderede seriens popularitet pludselig globalt in sync med premieren på den fjerde og (troede vi dengang) sidste sæson på Netflix. Plottet følger de ansatte på et fiktivt parisisk agentur, ASK, der repræsenterer en række af Frankrigs største, virkelig skuespillere – spillet med fantastisk selvironi af stjernerne selv fra Isabelle Hubert til Jean Reno, Monica Bellucci og Oscar-vinderen Jean Dujardin fra ’The Artist’ (Sigourney Weaver joinede festen i sæson 4).
Der er klare ‘The Office’ møder ‘The Devil Wears Prada’-vibes over seriens spidning af kontorkulturen, Cannes-festivalens snobbede glamour og skuespillernes krukkede krav, og de mange plottwists eksekveres med stor charme. Sjældent har man fået så stor lyst til at kramme en serie – og vi kan dårligt få armene ned over, at der for nylig er blevet givet grønt lys til både en sæson fem og en spillefilm.
’Ethos’
I hjemlandet Tyrkiet har ’Ethos’ været et seerhit og et af de helt store samtaleemner, men uden for de tyrkiske grænser er der stadig for få, der har opdaget dette lille seriemirakel.
Dramatikeren Berkun Oyas har orkestreret en kalejdoskopisk fortæling om en hel række forskellige karakterer fra forskellige klasser og hjørner af det tyrkiske samfund – med den unge rengøringskvinde Meryem som centrum og bindeled. Meryem oplever pludselige besvimelser og opsøger psykiateren Peri, der med sin sekulære livsstil uden tørklæde skiller sig meget ud fra Meryems konservative opvækst i en lille by uden for Istanbul. Andre karakterer er en playboy på psykisk nedtur og en skuespiller i en soap-serie.
Vores anmelder indledte sin dom, der kulminerede i topkarakteren seks stjerner, sådan her:
»Egentlig ville jeg starte med at remse karakterernes sociale baggrund op i den tyrkiske serie ’Ethos’. Men med fare for at miste din interesse må jeg hellere lige få slået fast: ’Ethos’ er et mageløst imponerende serieværk. Som noget fra en anden tid, der ikke kunne være mere aktuelt. En serie, jeg aldrig havde forestillet mig ville dukke op i Netflix’ katalog af hurtigt spiste tv-retter«.
’Shtisel’
Det israelske familiedrama ’Shtisel’ fik oprindeligt premiere helt tilbage i 2013 for sidenhen at blive afsluttet med sæson 2. Fem år senere genoplivede Netflix imidlertid serien, hvorfor vi i år endelig fik sæson 3 – og den er særdeles fremragende.
’Shtisel’ følger matriarken og læreren Shulem Shtisel og hans ’fortabte’ søn Akiva (Michael Aloni, som spillede skurken i ‘Unorthodox’), og hele den øvrige, pukkelryggede familie i et ortodokst kvarter i Jerusalem. Miljøskildringen er dybt fascinerende og skuespillet i særklasse, og navnlig Aloni og Shira Haas – som vi ligeledes kender fra sidste års ’Unothodox’ – er stjerner i international klasse. En skæv, sjov og vitterligt meget lærerig serie, der åbner vores øjne for en verden og en kultur, de færreste herhjemme kender til.
’Papirhuset’
Første del af Netflix’ største ikkeengelsksprogede seerhit er en djævelsk underholdende heist-fortælling om en gruppe kriminelle misfits, der bringes sammen af en mystisk mastermind med den ambitiøse plan at tømme Spaniens nationalbank for guld.
Alex Pinas serie, der oprindeligt var en lokal spansk produktion, inden den blev overtaget af Netflix og gjort til et globalt fænomen, har alle de elementer, der gør en bankrøverfortælling seværdig: Masser af twists, kulørte intriger, højt tempo og fængende karakterer.
Allerede i anden del mærker man, at det er svært at holde en serie så stærkt forankret i ét røveri kørende, og de irriterende soap-elementer og utroværdige plotdrejninger tager over. Men del 1 glider ned som en iskold sommerdrink.
’Dark’
Tysklands imponerende serieboom de senere år har kulmineret i særligt to hovedværker: Den historiske ’Babylon Berlin’ og den mere overnaturlige ’Dark’.
Sidstnævnte har over tre sæsoner taget ambitiøse favntag med et ellers lidt udtrådt emne, nemlig tidsrejser. I det, der i starten kan ligne en tysk udgave af ’Stranger Things’, møder vi en række unge, der finder en mystisk grotte i jorden, som sender én af knægtene 33 år tilbage i tiden.
Og efterhånden finder vi ud af, at det ikke er første gang, at dette tidshul har præget den lille atomkraftby Winden i naturskønne skovomgivelser.
Serien udmærker sig ved at gå til tidsrejserne med nærmest naturvidenskabelig seriøsitet, og man kan blive helt rundtosset af at følge med i, hvor og hvornår vores hovedkarakterer befinder sig. Men der er heldigvis også menneskelig og eksistentiel dybde til at drive fortællingen frem mod et hjerteskærende klimaks. Alt i alt et tillokkende miks af sci-fi, thriller og melodrama.
’Kalifat’
Før debatten om børnene af nordiske IS-krigere i de syriske lejre for alvor gik amok herhjemme, præsterede svenskerne en dybt medrivende, aktuel serie med udgangspunkt i netop det sprængfarlige emne.
I centrum for serien står Pervin, der er vokset op i Sverige, men er flyttet til Islamisk Stats hovedkvarter i Raqqa, fordi hendes mand har tilsluttet sig det religiøse styre. Tilværelsen i IS er dog langt fra, som hun var blevet lovet, og hun får kontakt til Säpo-agenten Fatima, som vil gøre alt for at få hende ud.
Samtidig ser vi hjemme i Sverige, hvordan unge piger radikaliseres af en charmerende vikar med gedulgte motiver, og på den måde får vi et nuanceret og interessant bud på, hvorfor ellers almindelige nordiske unge kvinder lader sig forføre af forestillingen om et andet liv. ’Kalifat’ er derudover ualmindeligt nervepirrende særligt i sidste del, blandt andet når forsøget på at få Pervin ud af Syrien spidser til.
‘Generation 56K’
Denne italienske romcom-serie glider ned som den lækreste Hansen-flødeis på en hed sommerdag, og vil gå rent ind hos både børn af 90’erne og alle, der nogensinde er stukket af fra en kikset online-date.
20-something Daniel (Angelo Spagnoletti) dyrker dating-apps med samme rutinerede indifferens som andre børster tænder. Det er ikke fordi, søde Daniel ikke virkelig gerne vil finde kærligheden, men gang på gang ender han eller kvinden, han sidder overfor med at trække den klassiske dating-nødbremse og få en ven til at ringe med en pressende »ulykke«.
Lige indtil vor helt møder den mystiske ‘Magda’ (Cristina Cappelli) …
Seriens præmis er ikke skelsættende, men ‘Generation 56K’ føjer et morsomt og vellykket lag til karakterernes skæbningfortælling ved at springe frem og tilbage mellem nutiden og 1998, hvor vi følger Daniel og co. som kejtede, kæreste-crazy 13-årige – naturligvis sovset ind i fed, fantastisk 90’er-nostalgi til tonerne af internetmodemmets genkendelige ringetone.
’Fauda’
Apropos sprængfarlig træder denne israelske spændingsserie ud på dybt kontroversielt farvand med fortællingen om en lyssky specialenhed, der forklædt som arabere jager Hamas’ værste terrorister på Vestbredden og i Gaza.
Da første sæson udkom frem i 2015, opnåede den det umulige, nemlig at blive højst populær på begge sider af den israelsk-palæstinensiske konflikt, fordi den indfanger langt flere nuancer, end man umiddelbart ville have troet om en hårdkogt thrillerfortælling.
I spidsen for specialenheden står den barske Doron, der hives tilbage i manegen, da en terrorist, han ellers troede, han havde fået kål på, vender tilbage fra de døde. Hvilket i sæson 1 bliver starten på en intens fortælling, der kombinerer biljagter og bomber med et skarpt blik for karakterernes dobbeltmoral. Doron bliver spillet af Lior Raz, der selv arbejdede i en hemmelig specialenhed som ung og også selv har været til at skrive serien.
’Lupin: Kapitel 1’
Vi glemmer lige alt om den flade anden sæson et øjeblik og sender en hyldest efter franske ’Lupin’s forrygende underholdende sæson 1, der tilbage i januar blev årets første reelle se-den-før-din-nabo-serie på Netflix.
Omar Sy spiller ’gentleman-tyven’ Lupin, der låner sit kaldenavn fra den fiktive romanfigur og mestertyv Arséne Lupin, og som er på en mission for at få rigmanden Pellegrine ned med nakken. Lupin mistænker Pellegrine for at have spillet en rolle i Lupins fars mystiske død, og åbningsafsnittet er en labert orkestreret omgang ’Ocean 11’ med et storstilet juvelkup på Louvre-museet og twist på twist på …
De efterfølgende afsnit kapitaliserer effektivt på Sys naturlige karisma tilsat en vis karakteristisk fransk klassekritik, og man ræser igennem sæsonen frem til den neglebidende cliffhanger. Ærgerligt, at Kapitel 2, der fik premiere i juni, ikke helt formår at holde kadencen oppe.
’Norsemen’
Det er sjældent, at ikke-engelsksprogede komedier batter hos et globalt publikum, men én rendyrket komedieserie skal nu med på listen i form af norske ’Norsemen’.
Serien er en gennemført og ofte hysterisk morsom spoof på vikingegenren, der både er indspillet i en norsk og engelsk version. Med ret imponerende produktionsværdi, der giver serien de helt rette ’Game of Thrones’-vibes, punkterer Jon Iver Helgaker og Jonas Torgesen ethvert tilsnit til episk højtidelighed, når pardating, kunstinstallationer og halskæder af afhuggede munkepikke er på vikingernes dagsorden.
»Tonen og komikken er sine steder ikke langt fra den sorte humor fra ’Monty Python and the Holy Grail’ og Mel Brooks’ ’Robin Hood – helte i underhylere’«, skrev vores anmelder og konstaterede rettelig: »Det er umuligt at stå for«.