John David Washington fortsætter sit parløb med Netflix efter kammerspillet ‘Malcolm & Marie‘.
Denne gang er han aktuel i den politiske thriller ‘Beckett’, der efter traileren at dømme lægger sig i forlængelse af 70’ernes politiske thrillers, der blev mestret af folk som Alan J. Pakula og Sydney Pollack.
Washington spiller en amerikansk turist i Grækenland, der bliver fanget i en politisk konspirationsteori efter en bilulykke. På flugt fra ordensmagten må han rejse tværs over landet for at nå frem til den amerikanske ambassade. Gradvist afsløres et spind af løgne, som er mere vidtrækkende end først antaget.
På rollelisten finder man desuden Hollywood-stjerner som Alicia Vikander (‘The Danish Girl’) og Vicky Krieps (‘Phantom Thread’). Filmen er instrueret af italienske Ferdinando Cito Filomarino, der tidligere har været instruktørassistent på ‘Call Me by Your Name’.
Filmen har premiere på Netflix 13. august. Filmen har verdenspremiere på Locarno Film Festival i starten af august.