’Malcolm & Marie’: Zendaya og John David Washington udmatter i selvfed talestrøm af en film
Lækkerheden vil ingen ende tage i ’Euphoria’-skaber Sam Levinsons ævlende parforholdskammerspil ’Malcolm & Marie’.
Filmens to – og eneste – skuespillere, John David Washington og ’Euphoria’-stjernen Zendaya, er gudesmukke. Velklædte og stilfulde bevæger de sig rundt om hinanden i en god halvanden times tid, filmet i knivskarpe sort-hvid-billeder i et arkitektonisk vidunder af et labert, californisk glashus, mens anlægget spiller alt det fede musik med James Brown, John Coltrane, Duke Ellington og Dionne Warwick.
Kunstnerkæresteparret Malcolm og Marie kaster sig ud i en all-nighter af et skænderi. En decideret udmattende ordstrøm, som jeg af og til glemte at følge med i, fordi ja, det hele var så overgjort, glat og lækkert at skue.
’Malcolm & Marie’ er både udtænkt, skrevet og indspillet under sommerens restriktive covid-19-virkelighed. I isolation og al hemmelighed, endda. Med tanke på hvor store og tunge hjul, en vanlig filmproduktion sætter i svingninger, er det velgørende at se en så energisk og nytænkende tilgang ført ud i livet. Bare sådan. Benspænd kan, som vi særligt herhjemme ved, bringe nyt og godt til kunsten.
Filmens ordvekslinger og enetaler føles således friske og rammer sine steder durk ned i tidens popkulturelle diskussioner om repræsentation, filmanmelderi, race og autenticitet.
Malcolm er filminstruktør på stjernekurs, Marie er skuespiller og vistnok tidligere model med karrieren på vågeblus. I filmens første scene vender de hjem en sen aftentime oven på premieren på hans debutfilm. Malcolm er ekstatisk og speedsnakkende. Alle kritikerne skamroste ham, og branchen klappede ryg i ét væk. Han slowdanser rundt i det enorme hus, skænker sig en drink og har det helt igennem fedt med sig selv. Marie siger ikke så meget, men er tydeligt irriteret. Spankulerer ud på toilettet i sin glimtende gallakjole, tisser, ryger en cigaret i terrassedøren og begynder at lave mac and cheese på komfuret.
Og så får de to talt sig ind til sagens kerne: Malcolm glemte at takke Marie i sin ellers alenlange takketale under premieren. Med tanke på, at hovedpersonen i Malcolms film tilsyneladende er skåret 1:1 over Maries liv som tidligere misbruger, synes hun godt, han kunne ha’ takket hende også. Helt fair, faktisk. Men også et ret privilegeret first world problem.
Og derfra diskuterer, ævler og mundhugges Malcolm og Marie derudaf, alt imens Marcell Révs kamera smyger sig op og ned og ind og ud imellem de to ferme skuespillere i det labyrintiske glas- og betonhus med dyr designerindretning og smukt lysindfald. Perfekt koreograferet og tableau-nydeligt til en sådan grad, at kunstigheden ender med at springe i øjnene – og kammerspillets ord-intensitet ofte falder til jorden.
Der er langt fra den polerede designerhybel i ’Malcolm & Marie’ til Adam Drivers skoæske af en luset lejlighed i Noah Baumbachs langt mere vellykkede parforholdsfortælling ’Marriage Story’. Her slog Driver et hul i den tarvelige gipsvæg i et frustreret og farligt vredesudbrud, mens John David Washingtons mest aggressive scene involverer en dobbelt portion ostemacaroni, han skovler i sig, mens han skændes med Marie i den anden ende af huset. Sådan er ’Malcolm & Marie’ mere komisk end egentlig kolerisk i sit portræt af et kærestepar på slingrekurs.
Samspillet mellem Washington, der gjorde en fremragende figur i Spike Lees veloplagte ’BlacKkKlansman’, og lige-nu-fænomenet Zendaya, der er så overrumplende god i ’Euphoria’, klikker ikke rigtigt. Levinsons livtag med parforholdet er mere en langstrakt, selvfed talestrøm, hvor Washington og Zendaya på skift deles om det – indrømmet – yderst flatterende, sort/hvide rampelys, end et egentligt, ægte kærlighedsdrama.
Kemien udebliver simpelthen.
Kort sagt:
Zendaya og John David Washington holder imponerende, men udmattende enetaler i parforholdskammerspillet ’Malcolm & Marie’.