Antoine Griezmann smides på porten af spilfirma efter anklager om racisme

Antoine Griezmann smides på porten af spilfirma efter anklager om racisme
Antoine Griezmann. (Foto: Aurelien Meunier/Getty Images)

Konami, der blandt andet står bag den populære fodboldserie ‘Pro Evolution Soccer’, har revet deres kontrakt med Antoine Griezmann itu efter en kontroversiel video blev lækket med den franske angriber.

I videoen ser man Griezmann og holdkammerat Ousmane Dembele, der gør grin med asiatiske ansatte, imens de prøver at fikse et fjernsyn for de to spillere:

»Alle de her grimme ansigter bare så du kan spille ‘PES’, synes du ikke, det er pinligt?«, siger Dembele ifølge ESPN, hvilket Griezmann ikke svarer på, men dog griner ad.

Både Dembele og Griezmann har efterfølgende undskyldt på sociale medier og understreget, at der ikke var tale om racisme.

Griezmann sagde, at han »er imod enhver form for diskrimination«, imens Dembele hævdede, at der ikke var ondskabsfulde tanker bag kommentaren:

»Det fandt alt sammen sted i Japan, men det kunne være sket hvor som helst, og jeg ville stadig have brugt samme udtryk«, udtalte Dembele.

Griezmann har været ambassadør for Konamis ‘Yu-Gi-Oh!’-serie, men det er han altså ikke længere.

Konami, som har et tæt samarbejde med Barcelona i forhold til ‘PES’, har desuden bedt den spanske klub om en redegørelse for en eventuel straf af de to spillere.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af