Calexico/Iron & Wine

På papiret ser det rigtigt lovende ud. Forventningerne til den interessante konstellation, bestående af den amerikanske ørkenrock-gruppe Calexico og Sam Beam fra folk-projektet Iron & Wine, bliver da også indfriet til fulde. Sammen har de på mini-albummet ‘In the Reins’ begået syv ørehængere, der allerede ved første gennemlytning vinder indpas og hænger fast.

Albummet er kulminationen på et ønske, der har eksisteret i tre år, om at arbejde sammen. Et ønske, der først blev realiseret i december 2004, hvor begge bands endelig fandt tid i deres travle kalendere. De neddæmpede skæringer, som fik liv i den røde ørken midt i Tucson, Arizona, er som en smuk siesta i det vilde vesten. Med ypperlige vokalharmonier, banjo, lap steel og trompeter giver præriepoesien i Sam Beams sange liv til lette, elegante vip med foden.

»One more kiss tonight from some tall stable girl / She’s like grace from the earth / When you’re all tuckered and tame«, synger Beam i den storartede ‘He Lay in the Reins’. Man får lyst til at åbne sit vindue og give et glædens råb i ‘A History of Lovers’ og til at kysse sin elskede blidt i ‘Sixteen, Maybe Less’.

‘In the Reins’ er mere elektrisk end Iron & Wine og mere afdæmpet end Calexico. Således toner et yndefuldt spejlbillede frem, der reflekterer noget genkendeligt og så alligevel vækker noget nyt og smukt til live.

Calexico/Iron & Wine. 'In the Reins'. Album. Touch and Go/VME.
Fejl: Argumentet 'posts' er ikke sendt med