’The Sopranos’ får snart et comeback i forbindelse med filmen ’The Many Saints of Newark’, der følger en ung Tony Soprano spillet af James Gandolfinis egen søn, Michael Gandolfini.
I det seneste afsnit af podcasten ’Talking Sopranos’ fortæller Robert Patrick en mindeværdig historie om en scene, han havde med den afdøde hovedrolleindehaver fra HBO-serieklassikeren.
Robert Patrick er nok bedst kendt for sin rolle som dræber-robotten T-1000 i James Camerons ’Terminator 2’ fra 1991. Rollen i ’The Sopranos’ var på det tidspunkt hans første store tv-optræden.
Han husker særlig ét øjeblik med en scene, hvor Gandolfini skulle tæve Patrick, der i serien havde alvorlige spilleproblemer og endte med at skylde Tony Soprano penge.
»Jeg havde aldrig mødt Mr. Gandolfini«, starter Patrick.
»Jeg sad på en bænk og røg en cigaret med Jimmy (Gandolfine, red.), efter vi havde lavet en gennemlæsning. Vi prøvede at lære hinanden at kende, da vi jo skulle spille barndomsvenner. I slutningen af samtalen sagde jeg til ham, ’Det er en scene, hvor du skal indsamle dine penge, så du skal være på fucking toppen’. Så kiggede han på mig og sagde: ’Jeg skal nok være på fucking toppen’«.
Patrick fortæller, at Gandolfini efterfølgende skoddede sin cigaret og gjorde det klart, at udfordringen var accepteret. Lige inden de startede optagelserne af konfrontationen, spurgte Gandolfini Patrick: »How’s your balls?«.
Hvortil Patrick svarede, »They’re fine. I’m hungover«, og Gandolfini replicerede: »Let’s do this fucking scene«.
»Han skræmte næsten livet af mig. Det var så intimiderende. En fantastisk oplevelse«, fortæller Patrick i podcasten.
’The Many Saints of Newark’ får ikke dansk biografpremiere, men det vides endnu ikke, hvornår den kan streames. Mens du venter på en afklaring, kan du se eller gense ’The Sopranos’ på HBO Nordic.