Med nyheden om, at James Gandolfinis søn skulle overtage sin afdøde fars rolle som mafiabossen Tony Soprano, har hypen omkring filmen ‘The Many Saints of Newark’ været til at tage og føle på.
Første trailer til den ventede ‘The Sopranos’-prequel er nu ude. Dermed får vi et smugkig på Michael Gandolfini, som sønnike hedder, i en ung udgave af den ikoniske figur fra seriernes guldalder.
‘The Many Saints’ of Newark’ følger unge Tony Sopranos vej ind i gangstermiljøet i en tid, hvor racekonflikt og rivaliserende familier skaber stor og blodig tumult i byen Newark. Teenageren lærer især om gangstertilværelsen gennem sin onkel Dickie Moltisanti, der er far til Christopher Moltisanti (spillet af Michael Imperioli i den originale serie).
Alessandro Nivoli indtager rollen som Dickie Moltisanti, mens Billy Magnussen og Jon Magaro spiller yngre udgaver af ‘The Sopranos’-fanfavoritterne Paulie Gualtieri og Silvio Dante. På rollelisten ses desuden Leslie Odom Jr., Jon Bernthal, Corey Stoll, Michela De Rossi, Ray Liotta og Vera Farmiga.
‘The Sopranos’-skaberen David Chase har skrevet prequel-filmens manuskript sammen med Lawrence Konner, som også skrev en håndfuld tidlige afsnit af serien. En anden garvet ‘The Sopranos’-bagmand, Alan Taylor, instruerer.
‘The Many Saints of Newark’ får biografpremiere 23. september.