’Reminiscence’: ’Westworld’-skabers sci-fi-thriller er som en billig kopi af en Nolan-film
Lisa Joy fik med sin mand, Jonathan Nolan (bror til Christopher), pæn succes med HBO’s flagskibsserie ’Westworld’, og sidenhen har parret skrevet under på en svimlende 150 millioner dollar dyr kontrakt med Amazon, for hvem de skal udvikle originalserier.
I mellemtiden debuterer Joy som spillefilminstruktør med det biografaktuelle sci-fi-mysterie ’Reminiscence’, der finder sted i en postapokalyptisk fremtid i Miami præget af stigende vandstande og en altødelæggende borgerkrig. Her følger vi veteranen Nick Bannister (Hugh Jackman), som sammen med sin øjenrullende krigskammerat Watts (Thandiwe Newton) hjælper klienter med at genfinde tabte erindringer ved hjælp af en særlig teknologi, der involverer et slags erindringsfremkaldende badekar og en udvidet 3D-projekter.
Som følge af de dystre omstændigheder er teknologien eftertragtet hos store dele af befolkningen, som føler et voksende behov for at genopleve glædelige minder og flygte fra en verden, der ikke just bærer på de mest lovende fremtidsudsigter.
Makkerparrets forretning kører på rutinen, indtil de en dag bliver opsøgt af den femme fatale-lignende figur Mae (Rebecca Ferguson), som skal bruge hjælp til at finde sine forsvundne nøgler. På trods af at Mae – helt indlysende – har en skjult agenda med sit visit, bliver Nick øjeblikkeligt forelsket og indleder sit livs romance med den rødhårede skønhed. Det varer dog ikke længe, før Mae pludselig forsvinder sporløst og efterlader Nick i en smertelig længsel.
I desperation bruger han alle sine vågne timer i erindringskaret for at mindes deres lykkelige tid sammen og blive klogere på hendes exit, indtil han bliver hyret til at hjælpe politiet med at finde bevismateriale ved fremkaldelse af erindringer hos et vidne i forbindelse med en omfattende narkosag.
Og minsandten om ikke Mae dukker op i vidnets erindringer og viser sig at være involveret i den aktuelle narkohandel ledet af Saint Joe (Daniel Wu), hvilket til Nicks store begejstring forklarer hendes forsvindingsnummer.
Frygtløs og målrettet opsøger han straks den hårdkogte underverden, hvor han sætter alt på spil for at blive genforenet med sit livs store kærlighed, som åbenlyst lige har taget røven på ham.
Lisa Joys Nolan-beslægtede fortælleteknik, hvor vi – ligesom hovedkaraktererne – pendler mellem fortid og nutid, gør det vanskeligt at finde hoved og hale i handlingsforløbet.
Og med temaet om den menneskelige underbevidsthed i krydsfeltet med indviklet teknologi oven i købet, får man uundgåeligt deja-vu til samtlige af Nolan-klanens tidligere værker, fra ’Westworld’ og ’Inception’ til ’Tenet’.
Desværre savner ’Reminiscence’ samme kompleksitet og originalitet. Kun halvhjertet bliver vi præsenteret for filmens ellers oprigtigt interessante og aktuelle handlingstråd om rædselsvækkende klimaforandringer og en brændende klassekamp.
Heller ikke Watts selvdestruktive alkoholmisbrug og hendes omsorgssvigt af sin datter når de dybere lag. Af samme grund bliver det til tider næsten tragikomisk, når hun hidsigt griber ud efter den ene flaske sprut efter den anden.
Læg dertil den billige voiceover, hvor Nick slynger floskuløse udsagn ud som »Fortiden hjemsøger os ikke … vi hjemsøger fortiden«, suppleret af overfladiske dialoger, der kun har til formål at drive plottet frem.
Ikke engang det garvede cast og det indbydende visuelle udtryk kan redde den mangelfulde fortælling.
Kort sagt:
’Westworld’-skaber Lisa Joys postapokalyptiske sci-fi-drama er underholdende nok, men vil hurtigt forsvinde fra erindringskaret.