’Westworld’ sæson 3: HBO’s flagskib falder gumpetungt til jorden – igen

I slutningen af ’Westworld’s første sæson ærgrede jeg mig over Maeves (Thandie Newton) beslutning om at blive hængende i den titulære, højteknologiske robot-forlystelsespark for at finde sin datter. Den oprørske ’vært’ havde ellers mulighed for at flygte ud i den omkringliggende fremtidsverden, som jeg, efter 10 afsnit i parken, hjertens gerne så blive udforsket.

Den skuffende anden sæson sneglede sig herefter videre gennem Devos’ temaparker. Men nu, i den premiereaktuelle tredje sæson, er HBO’s flagskibsserie omsider trådt ud i ’virkeligheden’.

Hævneren Dolores (Evan Rachel Wood) formåede således i slutningen af sæson 2 at skjule flere af Westworld-parkens værter i sikkerhed i The Valley Beyond, mens hun selv flygtede til menneskenes verden. Med sig bragte hun perler, aka robothjerner, som hun i sit eget lille hjemmelaboratorium har proppet i syntetiske kroppe, der ligner velkendte skikkelser – blandt andre Delos’ bestyrelsesforkvinde Charlotte Hale (Tessa Thompson).

I de nye afsnit er Dolores blevet transformeret til en toptjekket agent, oftest klædt i tætsiddende, sorte kjoler og stilletter, der forekommer ganske upraktiske til de mange slåskampe, hun vikler sig ind i.

Hendes mission er fortsat at få dem, der har styret hendes liv, ned med nakken. Hovedmålet er den anonyme ejer af »systemet«, som styrer ikke bare robotterne, men også menneskenes liv. En af disse mennesker er nytilkomne Aaron Pauls smådeprimerede karakter Caleb, som er fanget på bunden af samfundet, og som kan relatere til Dolores’ frihedskamp.

Det er på sin vis forfriskende, at ’Westworld’ har flyttet sig væk fra de fortidsimiterende forlystelsesparker og, med undtagelse af et unødvendigt smut til Nazi-Tyskland, hovedsageligt foregår i en futuristisk sci-fi-storby. Til trods for at jeg har fået min vilje, er tredje omgang ’Westworld’ dog langt fra blevet til den medrivende sci-fi-thriller, som man kunne håbe på.  

HBO-seriens hovedproblem står nemlig stadig lysende klart: Hovedforfatterne Jonathan Nolan og Lisa Joy prioriterer plot over karakterer.

Serieformatets styrke er jo ellers, at man virkelig kan dykke ned i de gennemgående hovedkarakterers udvikling i løbet af mange flere timer, end en film tillader det. Men i ’Westworld’ fokuseres der til stadighed så meget på en suspensefuld fortælling med skjulte motiver, twists og dobbeltspil, at karaktererne står tilbage som intetsigende figurer, man ikke kan føle særlig meget for. Som når førnævnte Charlotte ikke engang er sig selv, men en bedrager der ligner hende.

»Intet af det betyder noget, for intet af det er virkeligt«, siger Maeve meget rammende i afsnit 2 til sin evige flirt Hector, da de pludselig befinder sig midt i Anden Verdenskrig i den del af parken, som kaldes Warworld. Her bruger serien en stor mængde energi på spektakulære actionscener, hvor karaktererne har tyske soldater i hælende, men til hvilket formål? Publikum ved jo, at der ikke reelt er noget på spil, idet det hele er en simulation, hvorfor de ellers velproducerede skuddueller fremstår som ligegyldigt show-off.

Også den futuristiske storby præsenteres i en lækker indpakning. Men igen, hvad nytter det, hvis man er komplet ligeglad med dem, som befinder sig i byen? Dolores, en af anden sæsons helt store irritationskilder, er eksempelvis fortsat en teatralsk figur, der ikke synes at indeholde andet end sin iskolde og ustoppelige hævnlyst.

Evan Rachel Wood og de andre skuespillere får ikke mulighed for at skinne igennem, når den mindste smule indlevelse konstant forpurres af Hollywood-dialog af værste skuffe, hvor enhver replik fungerer som en opstyltet og ekspositionstung punchline. Måske egner det sig til trailers, men ikke til timelange afsnit.

Et lille lyspunkt er Aaron Paul, der med sin mere afslappede skuespilstil gestalter den udslidte bygningsarbejder og krigsveteran Caleb med en tiltrængt uhøjtidelighed. Der er imidlertid ikke tid til at komme helt ind på livet af ham.

Meget symptomatisk skitseres hans indre liv – med både barndomstraume og en stor sorg – kun kortvarigt.

---

Kort sagt:
’Westworld’s visuelle blær falder til jorden med flade karakterer, klodset dialog og et intetsigende plot.

Anmeldt på baggrund af sæsonens første fire afsnit.