Vi har givet begejstringen frit løb i vores kåringer af årets bedste serier, bedste film, bedste danske film og bedste film, der fik direkte premiere på streamingtjenesterne. Men tilbageblikket på året skal heller ikke være urealistisk rosenrødt. Og ikke mindst på seriefronten har vi brugt en hel del timer, vi ikke får igen, i håb om at blive blæst omkuld, mens vi i sidste ende kun mærkede et diminutivt vindpust. Også de oplevelser er vi nødt til at komme ud med, så de har forladt kroppen, inden vi starter seriesæsonen 2019 på en frisk.
Nedenstående er ikke nødvendigvis årets dårligste serier – det er de serier, vi havde tilladt os at have visse forventninger til, men som efterlod os svært skuffede.
‘The Handmaid’s Tale’ sæson 2
Det er altid ærgerligt, når en seriefavorit falder fra tinderne qua en åbenlyst inferiør opfølgende sæson. I ’The Handmaid’s Tale’s andet kapitel blev den fortættede klaustrofobi og de knivskarpe politiske samtidsparalleller mellem kvindefjendske Gilead og det tiltagende kristen-puritanske USA udvandet til fordel for dobbelt-op på sadistisk vold som dække over manglende kreativitet, idet June travede frem og tilbage i Waterford-dukkehjemmet, uden at hverken hun eller historien flyttede sig nævneværdigt ud af stedet.
Og med undtagelse af ét enkeltstående highlight blev det endeløse antal slutscene-close-ups af Elisabeth Moss’ martrede tjenerinde, der spyttede ’spændingsopbyggende’ oneliners til kameraet a la »praise fucking be«, således sjældent fulgt op med andet og mere end flere uforløste teaserplots. Suspense er én ting, dramaturgisk dødvande en ganske anden.
‘Camping’
Forventningerne til Lena Dunham og Jenji Konners nye komediesamarbejde ’Camping’ var indledningsvist optimistiske, til trods for at duoen castede det evigt tvivlsomme ’talent’ Jennifer Garner i hovedrollen som en voksen Hannah Horvath-excentriker med galoperende kontrolvanvid på lejrtur med vennerne.
Men ikke alene var resultatet langt, langt under begge serieskaberes tidligere ’Girls’-niveau, ’Camping’ viste sig ganske enkelt som en af årets suverænt mest tåkrummende serier overhovedet. Dialogen var stiv som et i håbløst bedaget sketchshow, Garner overspillede konsekvent hysterisk, og med undtagelse af Juliette Lewis’ frigjorte hippie skulle man kigge langt efter et castmedlem, der så ud, som om de havde lyst til at være underlagt Dunhams skabagtige forsøg på midaldrende voksenkomik. Ikke overraskende fik HBO-serien hastigt kniven.
‘House of Cards’ sæson 6
Efter hovedrollestjernen Kevin Spaceys exit i sexkrænkelses-vanære satsede Netflix hele butikken på Robin Wrights isdronning Claire Underwood, der kørte sololøb i flagskibsseriens afsluttende sjette sæson. Wright havde ingenlunde Spaceys karismatiske pondus til at løfte hovedrolleansvaret som publikums djævelske fortrolige, og historien stod frustrerende i stampe, mens hun konspirerede ligegyldigt på gangene i Det Hvide Hus frem til det tåbelige finaleklimaks med Claire og Doug sidste stand-off, der ene og alene handlede om Franks arv.
Intentionen var at lade fortællingen om en kvindelig præsident og enke til en lumskebuks slå et slag for de nye kønspolitiske vinde i det virkelige USA og udforske en alternativ virkelighed til valget anno 2016. Men det var paradoksalt Spaceys fravær, der fik korthuset til at ramle.
‘Maniac’
Med Jonah Hill og Emma Stone i hovedrollerne og ‘True Detective’- og kommende Bond-instruktør Cary Fukunaga som instruktør på samtlige afsnit var ‘Maniac’ muligvis den serie, vi glædede os mest til i 2018. Også præmissen om to psykisk plagede mennesker, der indvilliger i at stille op til et pilleeksperiment ledet af Justin Theroux, som skulle fjerne alle dårligdomme, lød lovende og ‘Eternal Sunshine of the Spotless’-agtigt. Vi ville så gerne have, at den var god.
Men ‘Maniac’ var ikke rigtigt god. Ikke hovedrystende ringe, slet ikke – men usammenhængende og uvedkommende i fortællingen, der sprang i tid og sted gennem Hill og Stones pilledrømme, så de det ene øjeblik var i ‘Ringenes herre’-land, det næste i noget, der mere mindede om, ja, førnævnte James Bond. Det var sært uengagerende og meget lidt tankevækkende, om end flere af de visuelle ideer i denne 80’er-inspirerede fremtidsvision var ganske fascinerende.
Som fortælling var ‘Maniac’ desværre ren staffage.
‘Here and Now’
Alan Ball lavede med ‘Six Feet Under’ en af de guldalderserier, der med rette er blandt alles yndlingsserier, og når han nu igen satte sig for at kreere et familiedrama for HBO med eksistentielle overtoner, var der grund til at spærre øjnene op. Men hold nu op for en gang mumbo-jumbo.
Udgangspunktet var den liberale, velstillede familien Bayer-Boatwright-familie i Portland bestående af filosoffar (Tim Robbins), psykologmor (Holly Hunter) og fire børn af forskellig race (tre af dem adopteret) og temperament. På hver deres måde ramler deres liv, særligt Tim Robbins i pludselig søgen mod det metafysiske og den homoseksuelle søn, der begynder at se mystiske syner. Serien kredser febrilsk om temaer som racisme, tolerance, kønsidentitet, seksualitet, sexisme, religion, psykisk sygdom, mystik, selvhjælpsfilosofi og post-Trump-depression uden at gøre andet end at skøjte i overfladen på det hele. Og tonen er så frelst politisk korrekt, at det halve kunne være nok – båret af højst utroværdige scener, som når mor Hunter løser en racebetonet skoleklassekonflikt med tre banale ord om empati.
Det er nærmest ubegribeligt, at manden bag ‘Here and Now’ også har lavet ‘Six Feet Under’.
‘Westworld’ sæson 2
Der gik metaltræthed i maskinen i anden sæson af HBO’s sci-fi-dystopi om kunstig intelligens og kødelig idioti i forlystelsesparken Westworld, hvor robotter og mennesker stod over for en all-out ’racekrig’ oven på første sæsons finalemassakre. Seriens forkærlighed for plottwists – herunder især at afsløre hovedkarakterer som ’hosts’ – kørte af sporet i det rene nonsens, mens Ed Harris’ dog fortsat gjorde, hvad han kunne for at føje gravitas til det dramaturgiske kaos af parallelle tidsspor, nye parker og ’Lost’-lugtende evighedsmysterier (vi har luret dig, ’Westworld’!).
Særligt irriterende var Evan Rachel Woods’ selvretfærdige Dolores og hendes nyfundne hævngerrighed (selv trofaste Teddy stod af på blodbadet), mens Thandie Newtons før så fascinerende Maeve – den bedste karakter i sæson 1 – mestendels løb frustrerende i ring i labyrinten.
‘The Rain’
Netflix’ første dansksprogede serie var en stort anlagt dystopisk fortælling om tiden efter en klimakatastrofe, der har forvandlet regn til gift, og forventningerne var tilsvarende høje. Men ambitionerne og det glimrende unge cast til trods – ledet af Mikkel Boe Følsgaard og Alba August – kunne man ikke komme uden om, at ’The Rain’ føltes som et opkog af ’The Walking Dead’s mere fantasiforladte episoder.
Billederne af det hærgede, forladte København var effektive og stemningen indledningsvist knugende, men idet serien kontinuerligt brød med sin egen logik, og den lille gruppe af overlevende traf stadigt mere hovedløse beslutninger på deres skovtur i genreklicheer, skyllede momentum væk som tårer i regnen. Anden sæson er på vej, og man må derfor håbe, at ’The Rain’ strammer garnet om konceptet for – måske – at finde sit fodfæste. Det er ikke nødvendigvis for sent.
‘Blank’
Ingen kunne klandre titlen på NRK’s ’Skam’-kusine for at love mere, end den holdt. ’Blank’ slægtede Julie Andems sublime generationsserieportræt på i både form og indhold (den fortsatte aldersmæssigt, hvor ’Skam’ slap), men her hørte lighederne også op, eftersom ’Blank’ slæbte sig af sted i snegletempo, mens 19-årige Ella (Cecilie Amlie Conea) sjoskede rundt i havecentret og crushede på sin nye kollega Simen (Jakob Fort), samtidig med at hun kedede sig bravt i forholdet til kæresten Mats.
Det samme gjorde vi, og selvom serien forsøgte at gøre Ellas apatiske sløvsind til en pointe i billedet af et retningsløst ungt menneske, var det svært at kere sig rigtigt for en hovedkarakter, der gav så lidt af sig selv.
‘Liberty’
DR’s første favntag med en søndagsserie baseret på romanforlæg – første bind i Jakob Ejersbos Afrika-trilogi – var uhyre ambitiøst med et stjernespækket cast bestående af folk som Sofie Gråbøl, Connie Nielsen og Carsten Bjørnlund. Og første afsnit startede da også med en interessant indføring i det hykleriske skandinaviske expat-miljø i Tanzania i 1980’erne: Fuld af skalten og valten med DANIDA-kronerne, dårlige resultater af gode intentioner og grov udnyttelse af lokalbefolkningen.
Men allerede fra andet afsnit stod det klart, at hjertet i Ejersbos fortælling – forholdet mellem Ejersbos alterego Christian og den lokale unge fyr Marcus – blev sjoflet til bagdel for en mere skabelonagtig ensemblefortælling, hvor de dansk-svenske dårligdomme – grådighed og liderlighed synes at være de gennemgående – blev udpenslet i en grad, så man dels følte, at serien kunne foregå hvorsomhelst, dels skulle tage sig sammen for at tage hul på elendighederne i næste afsnit. I hvert afsnit føltes det faktisk også, som om fortællingen startede forfra – indtil slutafsnittet, hvor fokus for sent vendte tilbage mod de unge knægtes venskabsforhold, mens andre figurer forsvandt underligt ud af historien.
Serien skulle oprindeligt have været et afsnit længere, men måtte strammes op på grund af budgettet, og det kunne desværre mærkes.
’13 Reasons Why’ sæson 2
Første sæson af ’13 Reasons Why’ fik skarp kritik for at glorificere teenageselvmord i USA, men anden sæson var endnu mere problematisk. Der var således ikke den ting, de stakkels unge på den ironisk betitlede Liberty High ikke kæmpede med, og skolen repræsenterede en samfundskritisk smeltedigel over (hovedsageligt hvide) amerikanske middelklasseteenageres værste mareridt, fra mobning over seksuelle krænkelser og skoleskyderier.
Serien ville cementere, at visse ulykkeligheder kan afværges ved at fordre et sundere skolemiljø og større åbenhed blandt de unge – ikke mindst i lyset af #MeToo – men nedtonede de voksnes essentielle rolle heri. Når den da ikke direkte pegede på, at forældre og vejledere fatter hat og svigter, når det brænder på. ’13 Reasons Why’ var tydeligvis inspireret af bevægelser som #WalkUpNotOut, der er blevet mødt med hård kritik af psykologer såvel som ofre for at lægge skylden for skoleskyderier over på gerningsmændenes klassekammerater, og på samme vis syntes serien at advokere for, at truslen om en massakre er en knude, de unge selv bør tage ansvar for at løse for derigennem at opnå syndsforladelse og sjælefred. Hovedrystende ansvarsløst.
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret