’Ironheart’: Marvel svigter sin unge antihelt i ny Disney+-serie
Det har været nogle hårde år for karakteren Riri Williams aka Ironheart, siden hun blev introduceret i ’Black Panther: Wakanda Forever’.
Den spinoff, karakteren blev lovet tilbage i 2020, er først blevet hentet frem til dette års menu af Disney+-serier under Marvels banner. Selvom Hollywood-strejken har spillet en rolle, er det ikke det bedste udgangspunkt for en serie med en uprøvet karakter i front. Og man forstår egentlig godt, hvorfor Marvel har plastret alskens pr-materiale til med succesfulde Ryan Coogler, der agerer executive producer på serien, for at skabe hype.
Det gør ikke premieren nemmere, at internettets giftige troldehær atter har følt sig forpligtet til at review-bombe serien før dens premiere. Suk …
Nu er ’Ironheart’ endelig landet på Disney+, og selvom der er flere lovende øjeblikke, lever den ikke helt op til sit sjove hook om clashet mellem magi og teknologi.
Efter begivenhederne i ’Black Panther: Wakanda Forever’ (som i øvrigt er den eneste MCU-titel, du behøver at se før ’Ironheart’) er tech-vidunderbarnet og MIT-eleven Riri Williams (Dominique Thorne) vendt tilbage til universitetet.
Her bliver hun hurtigt bortvist for at finansiere sin udvikling af et ironsuit gennem tvivlsomme metoder – blandt andet ved at sælge opgaver til topkarakterer til sine medstuderende.
Riri tager hjem til Chicago og sin enlige mor, hvor minderne om stedfaren og søsterens tragiske død hurtigt melder sig. Fast besluttet på at tjene penge til sin forskning bliver hun hvervet af en kriminel bande, ledet af den mystiske Parker Robbins (Anthony Ramos), også kendt som The Hood, der står bag en række kup mod Chicagos elite.
Hood besidder overnaturlige kræfter via en magisk kappe, men han gemmer også på en mørk hemmelighed, som Riri opdager, hvilket bringer hendes familie og venner i fare.
Dominique Thorne klarer sig godt i rollen som Riri, og man tror på karakterens høje intellekt, der blandes med egoisme, ambitioner og naivitet.
Det er en forfriskende vinkel på en MCU-helt, at hun er på kant med loven og træffer beslutninger, der får konsekvenser for hendes nærmeste. Karakteren har potentiale, og forhåbentlig går der ikke tre år, før vi ser hende igen.
Computereffekterne overrasker positivt gennem serien. De er både legesyge og stilsikre, hvilket er en markant forbedring fra de rædderlige effekter i ’She-Hulk: Attorney at Law’ og ’Secret Invasion’.
’Ironheart’ leverer desuden et spændende finaleafsnit, hvor Riri atter træffer overraskende valg, og hvor en velcastet Sacha Baron Cohen dukker op. Hvem han spiller, vil jeg ikke afsløre, men jeg håber, han får en større rolle i Marvel-universet.
I store dele af serien mangler der desværre en retning for karaktererne. Hood-bandens forskellige heists er uinteressante, grænsende til det kedelige, og man overbevises heller aldrig om bandens familiefølelse. Flere af medlemmerne er usympatisk eller endimensionelt skrevet.
Det er synd, for serien råder over et mangfoldigt og veloplagt cast, som havde fortjent et bedre udgangspunkt og manuskript.
Men ’Ironheart’ placerer sig forvirret mellem flere stole. Nogle gange vil den være ’Doctor Strange’ og ’Iron Man’, andre gange ’Ocean’s Eleven’ og ’Suicide Squad’. Det hjælper ikke, at balancen mellem humor, drama og mørk magi for det meste falder til jorden.
Dette møde mellem magi og mekanik hælder unægteligt selv mere i retning af det sidste.
Kort sagt:
’Ironheart’ råder over en anderledes og interessant antihelt i form af Dominique Thornes Riri Williams, men desværre er hendes omgivelser og mod- og medspillere for jævne til, at hun for alvor kan stråle.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.