’Thunderbolts*’: Marvels nye antiheltefilm leverer netop det, vi har tørstet efter
Når Marvels enorme superheltebrand omtales anno 2025, er det ofte med negativt fortegn, præget af en vis distance eller mental træthed.
Andet ville måske også være underligt, da der er tale om en ustandselig franchisemaskine, der kører på sit 17. år, sin 36. biograffilm og 13. tv-serie.
Der er mange forklaringer på Marvels svingende niveau i årene efter de seneste to ’Avengers’-film. Multiverse-rod, fanservice galore, sløje computereffekter, sløsede manuskripter, kontroverser i kulissen, en uklar retning. Men personligt mener jeg, at det største problem er den manglende identifikation med det nuværende heltegalleri.
Tom Hollands Spider-Man er naturligvis universelt elsket og andre karakterers appel (som Deadpool, Daredevil og Loki) er fortsat intakt.
Men prøv at se mig i øjnene med en smule overbevisning, mens du fortæller mig, at du oprigtigt kerer dig om Sam Wilson/Captain America, Doctor Strange, Ant-Man, Captain Marvel og Thor, som peakede i ’Thor: Ragnarok’, på samme måde som de førnævnte, Guardians-holdet eller de resterende, oprindelige Avengers.
Det er svært, ikke?
Derfor er en af Marvels bundne opgaver forud for de kommende ’Avengers’-film ganske simpel og kompliceret på samme tid: at udstyre deres karakterer med lige dele relevans, personlighed og udvikling.
Og den gode nyhed er, at denne mission netop lykkes i den nye MCU-film ’Thunderbolts*’.
Her møder vi en række fejlslagne antihelte, som alle har haft personlige nedture i Marvel-universet:
Yelena Belova (Florence Pugh), en dødbringende Black Widow og søster til afdøde Natasha Romanoff, og hendes adoptivfar Alexei Shostakov, som i årevis var supersoldaten Red Guardian (Sovjetunionens svar på Captain America), inden han blev kasseret.
Traumatiserede Bucky Barnes/The Winter Soldier, der forsøger at holde liv i sin nye karriere som kongresmedlem, og John Walker/U.S. Agent (fra ’Falcon and the Winter Soldier’), som i en kort periode var den nye Captain America, inden han begik mord foran hele verden.
Den hjernevaskede dræbermaskine Antonia Dreykov/Taskmaster og Ava Starr/Ghost, en kvinde med evnen til at trænge igennem massive objekter, som vi sidst så i ’Ant-Man and the Wasp’.
Flere af dem tjener til dagen og vejen ved at udføre undercovermissioner for den lyssky og magtliderlige CIA-boss Valentina Allegra de Fontaine (Julia Louis-Dreyfus). Men da Fontaine pludselig befinder sig i en kattepine, hvor visse informationer og ugerninger ikke tåler dagens lys og derfor må bortskaffes (herunder vores antihelte), må det brogede team slå sig sammen i håbet om at få ram på Fontaine og tilmed stoppe en mystisk trussel, der lurer i kulissen.
’Thunderbolts*’ er skrevet af MCU-veteranen Eric Pearson (’Black Widow’, ’The Fantastic Four: First Steps’) og, væsentlig mere interessant, Joanna Calo, som har arbejdet på de anerkendte serier ’BoJack Horseman’ og ’The Bear’. Og så har ’Beef’-skaberen Lee Sung Jin også været omkring manuskriptet, mens Jake Schreier (ligeledes ’Beef’) har instrueret.
Filmen er derfor også velskrevet, særligt i de mere rå og sårbare dele, hvor der er et flot ambitionsniveau i fortolkningen af temaer som ensomhed, tomhed, eksistentialisme, depression og selvhad.
Calo og Pearsons manuskript forklarer og underbygger (næsten) alle antiheltenes brister og personligheder, og man kan ikke undgå at blive investeret i de sørgelige skæbner, som undervejs finder en fælles forståelse i hinanden.
Desværre bryder det glimrende manuskript ikke helt ud af de vanlige quips og jokes, som skal presses ned i halsen på det meste MCU-content, hvilket er en skam, da humoren for det meste er enerverende og billig. ’Thunderbolts*’ er afgjort bedst i sine mørke og tematisk modne afkroge.
Filmen er for det meste også flot eksekveret på et visuelt plan, hvor især et meget omtalt stunt med Florence Pugh tog pusten fra mig. Der er også et nydeligt one-take i starten af filmen, og generelt er kampscenerne lige dele enkle og veludførte (»So … we all just punch and shoot?«).
Florence Pugh hijacker ikke overraskende filmen fra første færd ved at gøre den bedrøvede Belova til en knust og ensom sjæl, der døjer med et selvhad større end de fleste. Men som alligevel gemmer på en usædvanlig heltedåd. Lewis Pullman er stærk som den mystiske Bob, hvis funktion i handlingen ikke skal afsløres her, mens resten af ensemblet også er særdeles veloplagt.
Selvom filmens plot og præmis næppe hører til de mest originale, er det så veludført og velspillet, at man nemt kan sluge den genanvendte found family-pille igen.
For første gang i lang tid bør du heller ikke skippe filmens end credit-scene, som for en gangs skyld leverer på hype i stedet for fanservice.
Kort sagt:
’Thunderbolts*’ er hverken den bedste eller mest spændende superheltefilm, men til gengæld leverer den præcis det, Marvels superhelteimperium sulter efter: fejlbarlige og dybt menneskelige karakterer, man holder af, kan spejle sig i og som i øvrigt er godt og underholdende selskab.