De film, der går direkte på hjemmevideo, er altid blot blevet værdiget et nedladende blik. Men det ændrer sig i disse år, hvor Netflix investerer massivt i filmproduktion og kun undtagelsesvist sender titlerne ud i biograferne, mens HBO også så småt har lugtet lunten og indset mulighederne i at skære fortællinger løftet over gængs ’tv-film’-kaliber.
Når instruktører som Alfonso Cuarón, Coen-brødrene og Alex Garland går direkte på streaming, er der i al fald ingen grund til at være biografsnob, om end det da var skønt, at førstnævntes fantastiske ’Roma’ kunne ses herhjemme i en uges tid på det store lærred før Netflix-premieren, hvilket er grunden til, at vi har udeladt den her (den er da også at finde på vores liste over årets allerbedste film).
Netflix’ udbud af originalfilm har i 2018 været stærkt svingende med titler som ’The Outsider’ og ’The Cloverfield Paradox’ som bundskrabere – og film som ’Cargo’ og ’Apostle’ som fine mellemvarer.
Der har dog også været adskillige perler iblandt – som nu de fire Netflix-titler, der dominerer vores top 5.
5. ’Cam’
Netflix satser stærkt på gyserfilm, der er velegnede til sofauhygge, men kvaliteten er været i høj bølgegang. Den overrumplende undtagelse var Daniel Goldhabers ’Cam’ om den målrettede camgirl Alice, der en dag finder ud af, at en eksakt kopi af hende har overtaget hendes show foran kameraet. Madeleine Brewer fra ’The Handmaid’s Tale’ leverer en absolut tour de force som både Alice, porno-alteregoet Lola og dobbeltgængeren, der stjæler hendes rolle, mens filmen præsenterer et befriende fordomsfrit blik på Alices kontroversielle profession i en genre, der ellers ofte har reduceret prostituerede til smukke genstande.
Manuskriptforfatter Isa Mazzei har da også selv arbejdet som camgirl, og det mærker man i en film, der intelligent og creepy sætter fingeren på det ømme punkt, når det kommer til nettets fremmedgørende relationer, særligt når det kommer til sex.
4. ’The Tale’
I HBO’s stærkt tankevækkende ’The Tale’ dramatiserer instruktør og dokumentarist Jennifer Fox’ sin egen historie om et seksuelt forhold, hun havde som barn. Laura Dern spiller 48-årige Jennifer, der bliver konfronteret med fortiden igennem en stil, hun skrev som 13-årig. Barnet beskriver forholdet til sin løbetræner, men voksne Jennifer slår det indledningsvist hen: Hun ville det jo selv. Men da hun ser et billede af sit purunge jeg, synker realiteterne ind, mens årtiers fornægtelse siver ud.
’The Tale’ er en af de mest kompromisløst komplekse skildringer af et ‘Lolita’-forhold, der nogensinde er kommet ud af Hollywood. Og den er sindssygt vigtig i sin svære nuancering af Jennifers minder, der blander skyld og offerskam med spørgsmål om, hvorvidt barnet til en vis grad også selv legede med drifterne. ’The Tale’ er blevet kaldt både en tidssvarende #MeToo-film og en problematisk genfortælling af en hændelse, Fox ikke engang selv ved, hvad hun skal mene om. Men det er netop i fravalget af firkantede, moralsk forløsende skabeloner, hvor forbudt begær får fatalistiske følger, at ’The Tale’ smadrer Hollywoods lillepige-feticheren med en wrecking ball.
3. ’Private Life’
Hvor langt vil du presse dit forhold for at realisere drømmen om at blive forælder, hvis biologien arbejder stædigt imod dig og alderen begynder at trykke?
I Tamara Jenkins (’Savages’) hverdagsmesterlige indieperle ’Private Life’ spiller solide Paul Giamatti og Kathryn Hahn et par i slut 40’erne, der stadig bor i den lille to-værelses i New York, de flyttede ind i i 20’erne, hvor drømmene om identitetsmættende karrierer og familiestiftelse endnu var friske. Nu tikker frugtbarhedsuret hastigt ned, mens parret bruger al energi og opsparing på opslidende fertilitetsbehandlinger, der knægter både sex og livslyst. Pludselig tilbyder en ung og idealistisk niece imidlertid sin hjælp som rugemor, og for en stund spirer håbet. Men det er risikabelt at lægge alle sin æg i et andet menneskes kurv.
Manuskriptets lune sensibilitet og livskloge parforholdskundskab slægter selveste Woody Allen på, og Giamatti og Hahn stråler fuldstændig autentisk som almindelige mennesker med ondt i følelserne. Det er bittersødt, sortkomisk og vekommende underholdning i en tid, hvor stadigt flere får brug for hjælp til at få børn eller uforvarende venter til 11. time.
2. ’The Ballad of Buster Scruggs’
Coen-brødrenes kapitelopdelte wild west-epos er en usøgt fornøjelse af karakteristisk kulsort humor, besk samfundskritik pakket ind i Hollywood-klassisk westernikonografi med et dødeligt svirp af katarsis.
Tim Blake Nelson, Liam Neeson, James Franco, Zoe Kazan og Tom Waits er blandt topnavnene i det velspillende cast, der formidler mere eller mindre absurde skæbnefortællinger fra de endeløse vidder, hvor hver mand var sig selv og sin seksløber nærmest, og alle kunne gøre krav på/voldtage landskabernes rigdom. Filmen indeholder nogle af de smukkeste billeder i Coen-kataloget, der står i skærende ironisk kontrast til historiernes brutalitet når naturens skønhed og skovens dyr agerer tavse vidner til tragedierne, der udfolder sig.
Dialogerne er skarpladte med satirisk livsvisdom og fatalistisk filosofi over menneskesjælens fordærvelse, og i det ondeste kapitel af dem alle må Harry Melling (Dudley fra ’Harry Potter’!) som arm og benløs skuespiller således se sit eksistensgrundlag revet væk under sig, da hans publikum (med reference til vor tids ukritiske, fordummende reality-mæskeri) pludselig foretrækker en klog hønes kunstner frem for Shakespeare-dannelse.
1. ’Annihilation’
Alex Garland fulgte op på ’Ex Machina’ med en visuelt spektakulær sci-fi-horror-film, der fik øjnene til at svimle og hjernecellerne til at køre på højtryk.
Natalie Portmans militærbiolog og hendes ekspeditionskolleger Tessa Thompson, Jennifer Jason Leigh, Tuva Novotny og Gina Rodriguez går på opdagelse i den mystiske karantænezone The Shimmer, hvor tid, sted og jordiske naturlove synes at gå i opløsning for øjnene af gruppen og os. I det frodige alien-øko-mareridt, hvor mennesker, dyr og landskaber bogstaveligt talt smelter sammen, er der ingen ondsindede kræfter på spil, slet og ret organismer, der udvikler sig efter deres nye miljø.
Og hvor ’Ex Machina’ således udforsker det moderne menneskes etiske forhold til og potentielle kødelige forening med teknologien, var ’Annihilation’ en psykedelisk Adam og Eva-dystopi om menneskets dårskab over for naturen, der kan resultere i nogle særdeles uønskede, hastigt eskalerende ’klimaforandringer’.
En tankevækkende og tidssvarende miljøbevidst sci-fi-nyklassiker.
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret