Sjældent har der været så fin genre- og udtryksmæssig variation i det danske filmudbud som i 2018. I vores top 5 herunder finder man to komedier og en thriller –genrer, som ellers sjældent blomstrer herhjemme – mens der også i den pæne pulje af film, der ikke klemte sig ind blandt de øverste, var kvalitet at hente i mange forskellige afskygninger.
På dokumentarfronten imponerede blandt andre det fintfølende ekskæresteportræt i Emil Næsby Hansens ’Skjold & Isabel’, krigsskildringen gennem børneøjne i Simon Lereng Wilmonts ’The Distant Barking of Dogs’, Elvira Linds danserportræt ’Bobbi Jene’ og Janus Metz og Sine Plambechs ’Hjertelandet’ om dansk-thailandske ægteskaber.
Ungdomsfilmen fik et sitrende adrenalinskud i Martin Skovbjergs ’Brakland’, mens Milad Alami formidlede en klassisk flygtningehistorie fra et friskt perspektiv i ’Charmøren’, og Mads Brügger dyrkede det skæve og sørgmodige perspektiv på Kina i ’Sankt Bernhard Syndikatet’.
Et anderledes intimt blik fik vi på danmarkshistorien i Kasper Kalles ’Christian IV – den sidste rejse’, mens Bille August gik klassisk til værks i den solide ’Lykke-Per’, og Ole Bornedal forenede det klassiske biopicske og klassisk bornedalske i ’Så længe jeg lever’ med en strålende Rasmus Bjerg. Selv i absolut mainstreamregi, ’Journal 64’, var der nye stilige boller på suppen med den tidligere arthouseinstruktør Christoffer Boe ved roret.
Og så var der de, når alt kommer til alt, fem største oplevelser i 2018. De kommer her:
5. ’The House That Jack Built’
Lars von Trier tegnede sig i år for det, der lignede et afskedsværk, men forhåbentligt ikke er det. ’The House That Jack Built’ med seriemorderen som billedet på den narcissistiske kunstner forbandt mange af instruktørens tematikker, og Trier klippede billeder fra sine tidligere film ind i mikset, så man ikke kunne undgå at drage biografiske paralleller.
Filmen fik naturligvis kritik for sin afstumpede vold, men i virkeligheden var den mere en urkomisk skildring af den kiksede og klodsede morder, der langsomt bliver bedre til sit fag og intet ænser omkring sig, mens han forsøger at dygtiggøre sig med kynisme og tunnelsyn. Trier viste igen, hvor stor en komiker han er og altid har været, mens andre elementer af filmen – de diggressionstunge samtaler mellem Jack og den mystiske Verge – føltes mere fodslæbende denne gang.
Trier opfandt måske ikke den dybe tallerken med ’The House That Jack Built’, men mindre kan så absolut også gøre det, og heller ikke ’The House That Jack Built’ går man uanfægtet fra.
4. ’Ditte & Louise’
Danske komedier har i årevis været fortabt i pruttehumorens tåger, men i år vejrede genren morgenluft med to meget forskellige, glimrende eksempler på, at komik ikke står i modsætning til indhold, vid og bid.
Ditte Hansen og Louise Mieritz omsatte deres for tidligt nedlukkede DR-serie til en charmerende, kønspolitisk slagkraftig fortælling, hvor den karrieredesperate Ditte klæder sig ud som en mand og straks får hovedrolle i vikingefilm og permanent medlemskab af den uofficielle drengeklub med Anders W. Berthelsen, Thure Lindhardt & co.
Man kan ikke være i tvivl om, hvad Hansen og Mieritz mener om de indgroede kønsroller i filmbranchen, men heldigvis vender de også selvironisk blikket indad og skildrer med bundærlig satire Dittes grådighed med udsigt til succes og Louises smålighed med udsigt til at blive forladt – for slet ikke at tale om Lotte Andersens kvindelige instruktør, der behandler sine kønsfæller på settet akkurat så elendigt som enhver MeToo-indfattet mand.
Men vigtigst af alt var filmen altså bare ærligt sjov. Fra Louises voldtægtsafskrækkelse på fuldemandstysk til Berthelsens bro-bemærkninger i mødet med sin nye følsomme BFF. Hvor stædigt mand-agtig du end er, slipper du ikke ud af Ditte & Louises klør u-grinende.
3. ’Den tid på året’
Listens anden komedie er Paprika Steens nye film, der er blevet et veritabelt biografhit, og det skulle ikke undre, om det blandt andet skyldes, at mange indløser billet flere gange. Tag vores ord for det: Den bliver blot endnu bedre ved gensyn!
Der er nemlig så mange småreplikker og barberbladsskarpe blikke, som man først rigtigt lægger mærke til og sætter pris på, når man spekulerer mindre i, hvor plottet bevæger sig hen. For det er ikke i den konventionelle fortælling, at skuespillerens tredje film som instruktør lever, det er i hver enkelt interaktion mellem familiemedlemmerne under en helt almindeligt – og så alligevel lidt ualmindelig – juleaften.
Hver enkelt karakter er simpelthen kostelig, fra Karen-Lise Mynsters situationsfornemmelsesløse mor med selfies og konstante krav om opmærksomhed til Lars Knutzons konfliktsky forfatterfar, der har det allerbedst alene med en flaske whisky og klassisk på højeste volume, og Sofie Gråbøls selvretfærdige præst med slet skjult smålighed. Allerherligst er dog den belærende, selvbedrageriske. småalkoholiserede og i sidste ende selvtillidsløse pseudo-intellektuelle (Quiz-)Torben spillet af Lars Brygmann i sin bedste rolle længe.
Det er umanerligt godt selskab, og midt i den Woody Allen’ske pinpong og det Mike Leigh’sk kølige blik på familiedynamikkerne er der også ægte hjerte. En dansk juleklassiker er født.
2. ’Den skyldige’
Forleden kom det frem, at Gustav Möllers debutfilm er købt til amerikansk remake med Jake Gyllenhaal i hovedrollen. Et stort kompliment, mens man samtidig tænker: Se nu bare originalen i stedet.
’Den skyldige’ er nemlig ganske universel med sin uhyre effektive genrefortælling om politimanden Asger, der er tvangsindlagt til vagter på alarmcentralen, hvor monotonien brydes, da en kidnappet kvinde ringer og trygler om hjælp.
Det er starten på en historie, der flere gange får én til at tabe kæben af ren overraskelse, og hvor man fuldstændigt glemmer, hvor ensformigt det kunne være at glo på den samme skuespiller i samfulde 90 minutter. Her fungerer det, og det gør det, dels fordi Jakob Cedergren spiller med fængslende temperament, dels fordi Jasper Spannings kamera får det meste ud af begrænsningerne med smuk brug af skygger og farver, og dels fordi manuskriptet er så skarpskåret, at man uden problemer danner sig sine egne billeder i hovedet.
One location-film er en svær kunst, men ’Den skyldige’ skriver sig direkte ind i kanonen over de bedste.
1. ’Holiday’
Der var noget meget udansk over Isabella Eklöfs debutfilm om den unge Sascha, der kommer i store problemer som kæreste med gangsteren Michael på den tyrkiske solkyst. Eller sagt på en anden måde: Film som ’Holiday’ bliver meget, meget sjældent lavet i Danmark.
De distancerede tableauer, der i både dans og badeland svinger mellem poesi og kitsch. Det gådefulde portræt af en kvinde, som passivt accepterer de værste ydmygelser og overgreb, selvom hun aner en vej ud i form af den søde sømand Thomas. Den tvetydige moralske fortælling i en tid, hvor forholdet mellem kønnene er på alle dagsordener.
Måske bunder fornemmelsen af et friskt og fremmed blik blot i, at Eklöf er svensk (uddannet fra Den Danske Filmskole), men et bedre bud er, at hun står på skuldrene af en arthousetradition med instruktører som Carlos Reygadas og Claire Denis frem for de inspirationskilder i enten 60’er-nybølge eller kvalitets-Hollywood, som typisk har præget dansk film.
I hvert fald var ’Holiday’ en sjældent helstøbt debut og en film, der selvfølgelig var udfordrende og barsk at overvære, men også ubesværet medrivende og intens med en dragende Victoria Carmen Sonne i en suveræn gennembrudsrolle.
Vi har imødeset Eklöfs debutfilm siden hendes afgang fra Den Danske Filmskole i 2011. Det var ventetiden værd.
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret