’Christian IV – den sidste rejse’: Afdød legende er formidabel i sin sidste store rolle
Kasper Kalle har hang til periodedramaer med et twist. Filmskole-afgangsfilmen ’Sorte måne’ fra 2015 var en fortættet og skyggefuld middelalderdrøm i sorthvid, og også instruktørens biografaktuelle spillefilmdebut danser lystigt uden om det historiske dramas konventioner.
’Christian IV – den sidste rejse’ indeholder ingen overdådige balsale, ingen silkebetrukne sovegemakker, ingen blodige halshugninger og ingen politiske spændinger i konciliet. Portrættet af Danmarks længst regerende konge udspiller sig nemlig udelukkende i en hestevogn.
Som titlen antyder, følger vi kongen (Baard Owe) i hans livs sidste tid. Han køres fra Hillerød til Rosenborg Slot i København for at ånde ud. Fortællingen i den intime karet handler meget passende om Christians kærlighedsliv, mens hans store bedrifter som regent falder i baggrunden.
På vejen til København samler han sin ekskone Kirsten Munk (Karen-Lise Mynster) op fra det fængsel, han tidligere har forvist hende til af ren jalousi. Han har aldrig kunnet slippe mistanken om, at hun havde en hed en affære med Rhingreve Otto Ludwig – og nu skal hun altså indrømme, at det skete.
Afdøde Baard Owe er helt igennem formidabel i sin sidste store rolle som den aldrende, småsenile og barnligt stolte konge. Owes ingenlunde underspillede levering passer godt til karakteren, der gennem hele livet har været Danmarks vigtigste person, og som desuden har lidt af gevaldige humørsvingninger, siden han tog et syv meters fald til hest i Hameln. »Dit hoved er ødelagt«, siger Kirsten flere gange.
Det skyldes imidlertid ikke bare det gode skuespil, men også instruktørens opfindsomhed, at den halvanden times karetsnak kan fastholde éns koncentration. Christian er så syg, at livlægen (spillet af en veloplagt Peter Plaugborg) stikker ham en stor pibe galar til at bedøve smerterne. I hashrusen ser han, sideløbende med det anstrengte gensyn, tilbage på kærlighedsforholdet – fra det spirer, til det langsomt dør ud.
Vekslen mellem nutiden og fortidsminderne, der også foregår i en hestevogn, forekommer ubesværet og let. Man tror faktisk på Rudi Køhnke og Rosalinde Mynster (datter til Karen-Lise Mynster) som yngre udgaver af hovedpersonerne. Specielt Mynster fortryller med sin drilske legesyge, der med det samme indfanger både Christian og publikum.
Derfor havde Kasper Kalle måske ikke behøvet at male deres relation med så stor og tydelig en pensel. Når unge Kirsten entrerer kareten med et blændende, orange lys i ryggen, som var hun en engel, og når den ældre Kirsten viser sine følelser for Christian ved at hælde fint strandsand ud i hans udstrakte hånd, er det ved at kamme over.
Instruktørens stilistiske eksperimenter styrker ikke altid det historiske dramas troværdighed. Ellis Mays elekroniske og engelsksprogede underlægningsmusik til billeder i sommervarme pangfarver giver ikke helt følelsen af at være i 1648.
Til gengæld giver den æstetiske leg en opkvikkende og sanselig dynamik, som de historiske kostumedramaer ofte savner. Denne kreative drivkraft lover i særdeleshed godt for Kasper Kalles kommende karriere.
Kort sagt:
Dygtige skuespillere og spandevis af stilistisk opfindsomhed betyder, at man aldrig keder sig med Kasper Kalles alternative historiske drama om Christian IV’s sidste timer.
Læs også: Rosalinde Mynster vil vise al sin kvindepower og bare fucke dem op – »I WILL NOT REST«
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret
Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret