Rosalinde Mynster vil vise al sin kvindepower og bare fucke dem op: »I WILL NOT REST«

Som barn af to skuespillere voksede Rosalinde Mynster op i teatergarderober og filmkulisser. Barndommen bød på masser af sjov, kaos og magi, men også på et indblik i en branche fyldt med tvivl, usikkerhed og selvcentrerede kunstnere, som i mange år afskrækkede Mynster fra selv at blive skuespiller. Men talentet voksede sig for stort og sikrede hende hovedrollen i filmen ’To verdener’. Ti år efter er hun nu igen biografaktuel i to hovedroller.
Rosalinde Mynster vil vise al sin kvindepower og bare fucke dem op: »I WILL NOT REST«
Foto: Rasmus Luckmann/Soundvenue

Egentlig burde vi ikke sidde her. Hjemme hos Rosalinde Mynster i anledning af at hun er aktuel i to hovedroller på det store lærred som henholdsvis Kirstine i ’I krig & kærlighed’ og som Kirsten Munk i den premiereaktuelle ’Christian IV – den sidste rejse’.

Havde man spurgt hende for år tilbage, var kaldet nemlig ikke at blive skuespiller. Dengang var drømmen at blive jazzsangerinde. Med skuespillerparret Karen-Lise Mynster og Søren Spanning som forældre kæmpede Rosalinde Mynster i mange år en brav kamp for netop ikke at gå i deres fodspor.

»Jeg har altid syntes, at teatret og filmsettet er virkelig magisk. Men det er også noget, jeg altid har kendt, og man gider jo bare ikke lave det samme som sine forældre. Man har lyst til at træde ind i nye verdener, når man skal ud og blive voksen og ikke bare ind i alle de teatre, jeg er kommet på, siden jeg var fire. Hvad spændende er der ved det?«, spørger hun retorisk ved sit skrivebord foran vinduet denne morgen i de sidste rester af november.

Kom til Soundvenue Forpremiere på ‘Christian IV – den sidste rejse’ på tirsdag – og mød Rosalinde Mynster og Rudi Køhnke

Den 28-årige skuespillerinde har inviteret inden for i lejligheden på Vesterbro. Her er højt til loftet, stuk, gamle rustikke møbler, lysekroner, grønne klatreplanter og et lyserødt køkken, som hun netop har brygget stempelkaffen i. Hun skænker sig en kop og hælder mandelmælk i, inden hun fortsætter:

»Da jeg fandt ud af, at det var den vej, det gik, gjorde jeg noget ud af at lave min egen sti, så jeg kunne gøre det til mit eget, og så det stadig kunne få lov til at være en undersøgelse og have en nysgerrighed. Alle de initiativer, jeg selv har startet, har været for at opleve det på min egen måde og undersøge, hvad jeg specifikt kunne som kunstner og finde en styrke i det«.

Tvivl og forfængelighed

I ’Christian IV- den sidste rejse’ deler Rosalinde Mynster rolle med sin mor som Christian IV’s henholdsvis unge kone og senere ældre ekskone Kirsten Munk. Ligheden mellem mor og datter er slående, men faren Søren Spanning er også at finde i de markante træk, som i dag er omkranset af en glat afbleget page.

Også stemmen er lige så fløjlsblød og luftig som morens.

Mynster er praktisk talt vokset op i den branche, hun selv er en del af i dag. Hun kender den indefra på godt og ondt, hvilket også har været en medvirkende årsag til, at hun i mange år følte sig fristet til at vælge en helt anden retning.

Som barn var hun vidne til to succesfulde skuespillerforældre, som elskede deres arbejde. Men hun så også deres kamp med den evige tvivl, som følger med et kunstnerisk fag som skuespillet, hvor der ikke er noget facit, og hvor ens egne sanser er et af få pejlemærker.

(Foto: Rasmus Luckmann/Soundvenue)

»Jeg har oplevet hos mine forældre, at der er en konstant forhandling med den der tvivl i forhold til at bruge den på en god måde, så den ikke æder en op og gør en usikker. En anden omstændighed, som også er rigtigt hård, er den personlige tvivl og forfængelighed, som følger med faget. Det er mig, det handler om, og hvis jeg ikke får et job, er det mig, der bliver valgt fra«.

»Som yngre tænkte jeg, at der var enormt mange skuespillere, som var selvcentrerede og forfængelige, og det gad jeg ikke. Man skal have et stort ego for at stille sig op på den der fucking scene – det kan godt være ulækkert. Hele branchen emmer af det der: Tag mig! Vælg mig! Og angsten for ikke at få det næste job. Det er jo ikke en branche, man har lyst til at gå ind i«.

Er det ægte angst?

Ikke desto mindre sidder vi her. Mynster er for længst blevet kendt i den brede befolkning som skuespillerinden, der fik sit folkelige gennembrud som den milde jyske Fie i TV 2-succesen ’Badehotellet’.

Senere på dagen skal hun til prøver i Operaen på Det Kgl. Teaters nye musikforestilling ’Amadeus’, hvor hun spiller rollen som Mozarts kone Constanze, og endnu senere venter optagelser som hovedrollen i kortfilmen ’Stakler’.

Selvom kalenderen er pakket lige nu, fremhæver Mynster den usikre freelance-tilværelse som endnu en »sindssyg« omstændighed ved skuespilfaget, selvom hun ikke kan forestille sig noget andet, fordi hendes forældre også altid har levet sådan. Derfor er det også vigtigt for hende ikke kun at beskæftige sig med skuespil, men også musik, poesi og manuskriptskrivning og sætte egne forestillinger og projekter i søen.

Rosalinde Mynster med Rudi Køhnke i den ventede debut ‘Christian IV – den sidste rejse’, som man kan se på tirsdag ved Soundvenue Forpremiere, inklusive Q&A med begge skuespillere.

»Jeg har ikke rigtigt noget til marts, og hvis jeg ikke passer på, kan jeg godt få det sådan: Hvorfor er der ikke nogen, der ringer? Der tror jeg bare, man hele tiden skal gøre sig klart, om angsten for at blive arbejdsløs skyldes forfængelighed, eller om det er en ægte angst for ikke at komme til at arbejde med sin passion. Og hvis det er derfor, hvordan kan man så gøre det på andre måder, når nu telefonen ikke ringer?

Hvis man tænker sådan, er det pludselig helt åbent land, hvor der er vildt mange svedige ting. Ellers bliver det virkelig ikke et fedt liv«.

Barndommen i kulissen

Rosalinde Mynster er opvokset i en villa på Frederiksberg, i hvad man vil kalde en kernefamilie med mor og far, en storebror og en hund og kat. Derudover har hun en halvsøster på farens side. Dagligdagen spenderede hun på den kreative Bernadotteskolen i Hellerup med masser af stimulerende kreative værksteder og sang og musik. Den dag i dag er det stadig i kreativiteten, Mynster finder allermest ro, om det så er at tegne, skrive eller rode med ler, fortæller hun.

»Kreativiteten har altid været et redskab, som har været til rådighed som barn, og derfor er det også en måde, jeg kan håndtere mange ting på nu. I skolen havde vi fem kreative timer om ugen, og der var meget plads til leg og fantasi og til at være sig selv. Jeg legede trolde med min veninde helt op til 8. klasse. Det var bare det, vi gjorde«.

Hjemme i privaten læste Mynsters mor »sindssygt mange« bøger for hende og fortalte historier. Det var et hjem med klaver, som man altid kunne spille på, og der var frit lejde til at rode overalt med tegnegrej og andre kreative udfoldelser.

Jeg var dejligt umiddelbar – dengang!

»Mine forældre har altid været gode til at give plads til det der kaos. Jeg kunne godt lide at være alene og gå og nusse med alt muligt mærkeligt og bygge en tidsmaskine nede i kælderen. Vi havde nogle babysittere, som bare var ansat til at lege med os børn, så det var fantasi og klæd ud hver aften, fordi mine forældre ikke var der«.

Af og til kunne den lille Mynster godt ønske sig en mere konventionel tilværelse. Hun elskede at besøge sin bedstemor, fordi der var styr på alt derhjemme med håndværkere om morgenen og faste spisetider. Men i Mynsters verden var det helt normalt, at hendes forældre arbejdede hver aften. Og når de var hjemme, var de meget nærværende. I de perioder hvor hun savnede dem, kom hun med på teatrene eller på turné eller filmoptagelser. Så sad hun i garderoben og snakkede med de andre skuespillere eller så det samme stykke igen og igen ude fra kulissen.

Overvældet af et eksistere

I retrospekt gætter Mynster på, at det er der, hendes store kærlighed til ord og poesi kommer fra. Som flittig teatergænger oplevede hun, hvordan sproget kan fremkalde følelser og skabe billeder i hovedet.

»Det var virkelig noget, jeg allerede elskede dengang«, husker hun. »Bare at sidde og lytte og blive beruset af den poesi, som teatret rummer«.

Især en af morens forestillinger gjorde stort indtryk på Mynster. Det var kabareten ’Tågænger’, som var baseret på Tove Ditlevsens tekster, og som Mynster lappede grådigt i sig »en milliard gange«.

rasmusluckmann.com (Foto: Rasmus Luckmann/Soundvenue)

»Hendes tekster handlede om kærlighed, men også meget om ensomhed. Det at være barn er jo meget specielt, fordi man oplever og føler alt muligt, men man har ingen redskaber til at forstå, hvad der sker. Følelser som ensomhed og melankoli er en omstændighed i livet, som man ikke nødvendigvis behøver gøre noget ved, og der synes jeg, litteratur og poesi kan være redskaber til at lære at være i de følelser. Jeg dealer selv med det, når jeg vågner om morgenen og tænker: Hvorfor er jeg så trist i dag? Det giver ingen mening, alt er jo godt«, siger hun og klukker stille.

»Jeg kan huske, at jeg som barn tit havde en følelse af at være overvældet af bare det at findes, for det er virkelig overvældende at eksistere. Tove Ditlevsen var jo psykisk syg og havde det virkelig hårdt, men der er et fællesskab i, at andre mennesker også føler sig overvældet, og jeg tror bare, jeg kunne genkende hendes måde at beskrive det på«.

Barndommen på diverse teatre beskriver Mynster som »en virkelig livfuld verden«.

»Skuespillere er jo underholdende, så der var altid et hold af sjove voksne til at snakke, lege og synge med mig. Det var totalt en fest, ikke? Teatre og filmset er også bare små dukkehuse. ’Krummernes Jul’ var en hel by, som jeg gik rundt i. Det er den der fantasi og magi, der er i at få noget til at findes, som ikke findes«.

Et godt ansigt

I skolen mærkede Rosalinde Mynster ikke noget til, at hendes forældre var anerkendte skuespillere, for mange af klassekammeraterne var selv børn af den kreative klasse. Men hun husker, at hendes mor tit blev stoppet på gaden af fremmede, som genkendte hende fra de populære ’Krumme’-film.

»De sagde: ’Du er Krummes mor’, og så svarede min mor altid: ’Nej, jeg er Rosalindes mor’, fordi hun ikke ville have, jeg blev traumatiseret. Jeg syntes bare, det var dobbelt så pinligt, for så stod de der børn der helt forvirrede: ’Hvem er det?’«.

Selv blev Mynster holdt langt væk fra casterne, fordi hendes forældre ikke ville have, at hun skulle blive barnestjerne. Senere havnede hun alligevel foran kameraet til en casting på en kortfilm. Hun fik ikke rollen, men oplevelsen var sjov. Kort efter anbefalede casteren Mynster til en anden caster, som ledte efter en ung pige til den kvindelige hovedrolle i Niels Arden Oplevs spillefilm ’To verdener’.

Jeg sagde hele tiden: Jeg skal ikke, det er kun for sjov. Jeg skal være JAZZSANGERINDE

Denne gang landede Mynster rollen, og som 16-årig debuterede hun som det unge, uskyldige Jehovas vidne Sara, som bliver udstødt, da hun indleder et seksuelt forhold til kæresten Teis (Pilou Asbæk).

Efter debuten blev det nyopdagede naturtalent ved med at spille skuespil, men:

»Jeg sagde hele tiden: Jeg skal ikke, det er kun for sjov. Jeg skal være JAZZSANGERINDE«.

Hvorfor blev du så alligevel skuespiller?
»Jamen, det er jo sjovt at spille skuespil. Hvis man er til stede i en scene og ikke føler, man skal forcere alt muligt, er det virkelig rart, fordi det er en følelse af et eller andet nu. Det var nok bare det, jeg oplevede. Jeg oplevede også virkelig at blive taget alvorligt i forbindelse med ’To verdener’. Der var noget, jeg kunne, og der var nogen, der havde brug for det, jeg kunne, og forlangte noget professionelt af mig. Det falder jo bare på et rigtigt tørt sted, når man er teenager og søger efter, hvad man kan finde ud af«.

Rosalinde Mynster og Pilou Asbæk i ‘To verdener’, der var et gennembrud for begge.

Hvad tror du, Niels Arden Oplev så?
»Jeg tror egentlig bare, jeg havde et godt ansigt«.

Hun griner. Det gør hun tit.

»Der er noget, som man vist kalder et filmisk ansigt. Jeg spillede jo ikke, jeg tænkte bare det, jeg læste. Jeg kan ikke sige det uden at lyde prætentiøs, men jeg kan huske, at Niels sagde, at han hele tiden kunne se følelserne spille i mit ansigt, og det er nok det, film især gerne vil have. Det er det der uforcerede og det med at være i det og stole på, at det nok skal komme af sig selv. Jeg var dejligt umiddelbar«.

Hun kaster med hovedet og tilføjer karikeret krukket: »Dengang!«.

Hvordan var det at spille en anden?
»Generelt laver jeg aldrig karakterarbejde. Selvfølgelig tænker jeg over nogle karaktertræk, men for mig er det noget med at læse manuskriptet hundrede milliarder gange og være tro mod situationerne, og så kommer personen frem af sig selv. Det er meget med mig selv som udgangspunkt, så jeg tænker ikke rigtigt over, at jeg spiller en anden person. Det er mere, når jeg ser filmen bagefter, at jeg kan se, det er en helt anden end mig«.

Hvorfor man spiller

Siden debuten med ’To verdener’ har Rosalinde Mynster primært begået sig i større roller på teatret og på tv som Fie i ’Badehotellet’. De store filmroller er først vendt tilbage til hende nu i skikkelse af de yndige, forføriske hustruer til de mandlige hovedroller Kirstine i ’I krig & kærlighed’ og Kirsten Munk i ’Christian IV- den sidste rejse’, som begge er debutfilm. Hun har også hovedrollen i en tredje debut, thrilleren ’Uro’, som netop er udkommet direkte på Blockbuster.

Men egentlig bryder Mynster sig ikke om at tænke for meget over karrieren. Hun er bare virkelig glad, når de fede muligheder byder sig. Hun udstråler en afslappet coolness. Hendes svar falder selvsikkert og bramfrit. Alligevel lufter hun selv en indre modpol, som gør, at hun det ene øjeblik er ekstremt social og det næste ekstremt indadvendt.

Siden Mynster flyttede til Vesterbro i januar, har hun overvejet, hvordan hun mon kan bidrage til at gøre livet lidt mere tåleligt for sine nye naboer i stofindtagelsesrummet Skyen og Mændenes Hjem. Tidligere boede hun i et veganerkollektiv på Østerbro lige over for Udlændingestyrelsen. Også dengang blev hun så påvirket af, hvad hun så på den anden side af gaden, at hun iværksatte en event, hvor 34 asylstramninger blev lavet om til 34 kunstværker på 34 timer.

(Foto: Rasmus Luckmann/Soundvenue)

Mynster tror på, at kunst kan være med til at træne indignationen, fantasien og evnen til at sætte sig i andres sted, og at det er nødvendigt, så vi kan blive empatisk handlende mennesker og på den måde skabe et bedre samfund med større visioner

Derfor kan hun også godt blive ked af det, når hendes film som den aktuelle ’I krig & kærlighed’ får en lunken modtagelse af anmelderne.

»Anmeldelser handler meget om smag. Det er ligesom bare, hvad det er, men alle dem, jeg har snakket med, har været rigtigt glade for ’I krig & kærlighed«, siger Mynster.

»Man har jo virkelig lyst til, at en masse skal have glæde af det. ’Badehotellet’ fik også virkeligt dårlige anmeldelser, men det havde mange seere, og så får man en dejlig følelse af, at man bidrager med noget, som folk kan samles om«.

Hvordan har du det med selv at blive bedømt på den måde?
»Jeg tror egentlig, jeg er rimeligt cool med det. Men igen må man hele tiden holde sig for øje, hvorfor man gør det og gøre tvivlen konstruktiv og holde sig åben og nysgerrig. Jeg er ikke så vild med alt det, der er rundt om arbejdet. Jeg synes også, det er sindssygt svært at være en offentlig person. Men jeg elsker at arbejde med andre mennesker og finde frem til noget sammen. Det er der, mit fokus er, og så må jeg ikke lade mig forvirre af en eller anden angst«.

Rosalinde Mynster er autodidakt. En enkelt gang har hun søgt ind på de tre danske scenekunstskoler og nåede til den sidste prøve i Odense, inden mailen tikkede ind med et: ’Desværre’. Selvom Mynster gerne ville ind, søgte hun aldrig igen. Det skulle åbenbart bare ikke være, og så blev det åg ligesom løftet af skuldrene.

I stedet opfatter Mynster sig som en evighedskursist. Alt, hvad hun laver, er en undersøgelse, fordi hun aldrig har modtaget stemplet: Nu er du færdig.

Også rent teknisk er Mynster ofte mere interesseret i sine medspillere end i sig selv. Skuespil er et samspil, og derfor er det vigtigt for hende at kunne lade sig inspirere af modparten og give og tage fra hinanden. Helt konkret sværger hun til den såkaldte Meisner-teknik, hvor to skuespillere står over for hinanden og skiftevis fremsiger og gentager en følelse eller observation ved den anden.

Den smukke heltinde

Teknikken med at lade sig påvirke så meget som muligt af modparten har Mynster især hentet med hjem fra Los Angeles. Hun var i starten af 20’erne, da hun boede der on and off sammen med sin daværende kæreste Nikolaj Arcel og fik en smagsprøve på livet som skuespiller i Hollywood.

»Det var helt gakkelak«, husker hun. »Jeg fandt ud af, at jeg i hvert fald ikke skal det«.

Hendes blik forsvinder ud af vinduet.

»Ej undskyld, jeg fik bare lige øje på de der børn, der løber derovre. Det ser så sødt ud. Små dværge«.

Smilerynker toner frem omkring øjnene som to bitte vifter, der folder sig ud. Hun fisker noget rødt Rizla papir frem og spørger, om hun må ryge ud af vinduet, mens hun ruller en smøg. Så drejer hun opmærksomheden tilbage på La-la land:

»Det er meget sådan: ’Next! Next!’. Jeg tror, det er noget andet, hvis man tager derover med et eller andet i ryggen, men da jeg kom dertil, tænkte jeg: Jeg skal da bare prøve at gå til nogle castings og se, hvad der sker, og det var ikke sindssygt fedt. Det føltes lidt ligesom en fabrik, ikke? Herhjemme føler jeg, at folk ser ens potentiale og kvaliteter som kunstner, men derovre bliver man set på som et stykke kød«.

Rosalinde Mynster med Sebastian Jessen i ‘I krig og kærlighed’.

Hvordan oplevede du det?
»Det oplever man bare ved at gå til de der castings. I Hollywood-film er der jo meget smukke, undervægtige kvinder alle vegne, og jeg tror, det er usundt for en skuespiller at tænke for meget over, hvordan man ser ud i stedet for at være til stede i det, man spiller. Jeg har prøvet at lave self tapes, hvor beskrivelsen af rollen var: ’She’s absolutely gorgeous’. Spil det! Man tænker, hvis de søger i hele Europa efter den person, tror jeg bare, de skal tage en af de der gorgeous modeller. Så vil jeg hellere castes som hende den mærkelige grimme, for det, tror jeg, er meget sjovere, og så skal jeg ikke kun konkurrere på mit udseende«.

Du er jo rimelig politisk bevidst, så hvordan har du det selv med at blive castet herhjemme som det unge smukke sidekick til den mandlige hovedrolle?
»Jeg tror, jeg er meget bevidst om ikke at blive for selvbevidst. Hvis jeg får den der tanke: Nu må jeg også hellere gøre mig ekstra lækker eller tabe nogle kilo inden en rolle, må jeg tage mig selv i det og sige: Stop, det er ikke det, det handler om. Jeg har været sindssygt heldig at få de store kvinderoller, og den klassiske protagonist er bare tit god og smuk«.

»Men det kunne da være rigtigt spændende at lave om på det, så helten også blev mærkelig og pinlig, uden at det bliver komisk ligesom i ’Klovn’. Det handler om at skubbe de der skønhedsidealer fra sig, selvom det er rigtigt svært, fordi vi lever i en tid, hvor vi lader kroppen stå så meget i stedet for ånden. I vores kultur er det meget mere attråværdigt at være smuk end at være klog, fantasi fuld eller at hvile i sig selv«.

I WILL NOT REST

Hvordan har du det så selv med at portrættere de her smukke unge kvinder?
»Jeg ser ikke mig selv som den smukke, der ødelægger andre pigers selvbillede. Det gør jeg faktisk ikke. Jeg synes, mit udseende er lidt specielt. Eller det har jeg i hvert fald tit fået at vide. Det er jo tit, fordi jeg har heltinderollen, at det er sådan, og jeg kan ikke ændre folks opfattelse af, hvordan de caster mig«.

Du tænker ikke: Endnu en af den slags kvinderoller?
»Nej, for jeg synes, jeg er virkelig heldig med de roller, jeg får. Det er mere i forbindelse med de der self tapes, at jeg kan have det sådan. I beskrivelsen af Fie, Kirsten Munk og Kirstine er der ikke blevet fokuseret på, at hun er ung og smuk hverken i manuskriptet eller i min portrættering af dem. Der har fokus meget mere været den styrke, de rummer, så derfor synes jeg egentlig også, at alle de kvindekarakterer er forbilleder

De er også alle sammen periodiske roller, som kæmper med nogle bestemte kvindeidealer i deres tid, som jeg synes, vi kan bruge som et spejl på vores egen tid. Kirsten Munk er for eksempel meget lidenskabelig, temperamentsfuld og kompleks, og alt, hvad hun gør, handler om at få lov til at være det og have magt over sit eget liv og sin krop. Det var svært dengang. Det er det også nu, men på nogle andre måder«.

Blandt andre Ditte & Louise har jo kritiseret filmbranchen for, at kvinderoller ofte er de her smukke tomme hylstre: Hvad er din opfattelse af det?
»Det er jo bare sådan, at det stadig mest er mænd, der laver film om og med mænd. Det er ligesom så mange andre mandsdominerede dele af samfundet. Men det bliver problematisk, når det handler om kunst, fordi det er det, vi skal spejle os i. Men der er meget opmærksomhed på det nu. Og det er begyndt at ændre sig. Folk ved godt, at vi skal stoppe med at hylde den der undervægtige, perfekte kvindekrop. Man kan virkelig håbe, at det vender, men det sker jo bare sygt langsomt«.

(Foto: Rasmus Luckmann/Soundvenue)

Er der noget, du frygter ved fremtiden som kvindelig skuespiller?
»Ja ja, der er jo den der: Når du kommer op i midten af 30’erne, så er det slut. Det har jeg bare ikke tænkt mig at acceptere. Jeg vil vise al min kvindepower og så bare fucke dem op«.

Rosalinde Mynsters latter galopperer atter af sted, inden hun hæver stemmen, så den runger teatralsk i rummet:

»I WILL NOT REST! Igen må man bare selv tage initiativ, så det er jeg egentlig ikke så bange for. Jeg er meget inspireret af folk, der er aktivistiske på en eller anden måde og ikke falder ned i den der apati, som man godt kan få lyst til, fordi det hele er lidt uoverskueligt og svært at gøre noget ved. Hvis man synes, noget er vigtigt, må man kæmpe for det. Det er en meget udmattende tankegang, men det er også meget kraftfuldt, og der tror jeg bare, jeg er heldig, fordi jeg har den energi«.

Hun inhalerer sin hjemmerullede smøg. Puster røgen ud i Vesterbros gader.

»Måske er det en lidt naiv energi. Men den er der i hvert fald«.

Kom til Soundvenue Forpremiere på ‘Christian IV – den sidste rejse’ på tirsdag – og mød Rosalinde Mynster og Rudi Køhnke

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af