’Olegs krig’: Mesterlig dansk film om krig set gennem et barns øjne
Den væbnende konflikt mellem pro-russiske separatister og Ukraine danner urovækkende bagtæppe i danske Simon Lereng Wilmonts dokumentar ’The Distant Barking of Dogs’, der nu har fået premiere på DR under titlen ‘Olegs krig – en barndom i skyggen af krig’. Filmen er en mesterlig og dybt rørende fortælling om krig set igennem et barns øjne. Nærmere bestemt den lille, splejsede Olegs vidtåbne og konstant registrerende øjne.
10-årige Oleg er forældreløs og bor derfor sammen med sin bedstemor i den lille landsby Hnutove i det østlige Ukraine, hvor de stridende parter bogstavligt talt skyder på hinanden hen over byens tage. Milde, store babushka-bedstemor med det kridhvide hår og verdens varmeste øjne passer Oleg det allerbedste, hun har lært. Hun viser ham, hvordan han bedst kløver brænde, følges med ham på kirkegården, når han skal ’besøge’ sin mor og tørrer tårerne bort, både fra Olegs og sine egne kinder, når det hele bliver for trist.
Forholdet mellem skønne babushka og Oleg er noget af det fineste, jeg meget længe har set indfanget på film. Hvordan Simon Lereng Wilmont, der selv har stået bag kameraet, er lykkedes med at glide så ubemærket ind i miljøet, at du på intet tidspunkt fornemmer hans tilstedeværelse, er utroligt. Som en usynlig flue på væggen har han igennem et helt år registreret stort og småt. Krig og kedsomhed og dovne katte, der slænger sig på sengen og mjaver efter opmærksomhed.
Tidens forløb angives ikke specifikt i ’The Distant Barking of Dogs’, men Wilmont viser os elegant, i brede, naturpoetiske billeder, hvordan årstiderne komme og går derude på landet i det østlige Ukraine. Et smukt bølgende landskab med en bugtende flod, der snor sig pittoresk igennem landskabet.
Vi ser og mærker idyllen, når sommeren kommer, og Oleg og den yngre fætter Yarik tumler ubekymret rundt og bader i den nærliggende flod. Drengenes spinkle, solbrune kroppe i løb gennem marken med blafrende håndklæder som superheltekapper er et sublimt billede på, at selv midt i en kaotisk krigszone går livet videre.
Men krigen er også hele tiden faretruende tæt på. Mortérild oplyser nattehimlen, eksplosioner ryster de tynde vægge og i kælderen, hvor sengene er blevet flyttet ned, vugger babushka Oleg i sine brede arme, når skudsalverne kommer for tæt på. I områdets forladte fabriksbygninger går drengene på opdagelse og finder patronhylstre og ueksploderede miner. Og den ældre dreng Kostya, der har fået fat på en pistol, lærer i smug Oleg og Yarik at skyde til måls.
Hjertet sidder oppe i halsen og frygten knuger i hele kroppen under denne scene, hvor rikochetterende projektiler springer rundt i den tomme bygning.
Oleg minder mig om drengen i Elem Klimovs klassiker ’Gå og se’ (1985): den vel nok bedste fiktionsfilm, der nogensinde er lavet om krigens rædsler og om de uudslettelige spor, der sætter sig i et barn, når han ser uhyrlighederne med egne øjne.
’The Distant Barking of Dogs’ er på ingen måde lige så brutal i sit udtryk, men når Wilmont med så stor nænsomhed viser os, hvor tynd en tråd hverdagen og den ubekymrede barndom hænger i midt i en krigszone, forstår vi situationens alvor.
Denne anmeldelse blev først bragt 20. marts i forbindelse med CPH DOX, hvor filmen fik premiere under originaltitlen ‘The Distant Barking of Dogs’.
Læs også: ‘Den skyldige’ et skridt tættere på Oscar – men feltet på ni film er uhørt stærkt