Dansk film har noget, der ligner en rekord, hvad angår antallet af nomineringer i Oscar-feltet for Bedste Fremmedsprogede Film, og også i år er vi med helt fremme.
Gustav Möllers one location-hit ‘Den skyldige’ er nemlig netop udtaget til den shortlist på ni film, hvoraf fem kommer med, når Oscar-nomineringerne falder 22. januar. Det er i sig selv en flot præstation, og det er slet ikke usandsynligt, at filmen, der også er købt til remake på amerikansk, kan klemme sig ind blandt den sidste håndfuld.
Samtidig må man slå fast, at feltet er et af de stærkeste i årevis. Filmen er således oppe mod Alfonso Cuaróns ‘Roma’, der også er en af favoritterne til den ‘rigtige’ Oscar for bedste film og således allerede nu må anses for stor-stor-storfavorit som vinder i denne kategori. Dertil kommer Guldpalmevinderen ‘Shoplifters’, mine to favoritter fra årets Cannes-festival – Nadine Labakis libanesiske børnefortælling ‘Capernaum’ (dansk premiere 7. februar) og Lee Chang-dongs ‘Burning’ (dansk premiere på torsdag) – og polske Pawel Pawlikowskis ‘Cold War’, der netop ryddede bordet ved European Film Awards i weekenden.
Også Ciro Guerra og Christina Gallegos colombianske ‘Birds of Passage’ (dansk premiere 22. februar under titlen ‘Trækfugle’) hører til en af årets bedst anmeldte film i internationalt regi – den fik premiere i Cannes, hvor også Kasakhstans stærke drama ‘Ayka’ om en kvinde under pres åbnede, mens ‘Der Untergang’-instruktør Florian Henckel von Donnersmarck fik ros på Venedig-festivalen for sin nye film ‘Never Look Away’.
Der er således ingen ubeskrevne kort i bunken, som der ellers plejer at være, hvilket antyder, hvor skarp konkurrencen er. Det siger også en hel del, at Ali Abbasis svenske ‘Grænse’ slet ikke er inkluderet. Det er en af årets helt store snubs, men den har måske trods alt været for radikal til at samle nok tilhængere i akademiet.
Danske film har været Oscar-nomineret fem gange siden 2010 – for ‘Under sandet’, ‘Krigen’, ‘Jagten’, ‘En kongelig affære’ og ‘Hævnen’, som endda vandt statuetten.
Her er årets shortlist:
‘Birds of Passage’, Colombia
‘Den skyldige’, Denmark
‘Never Look Away’, Tyskland
‘Shoplifters’, Japan
‘Ayka’, Kasakhstan
‘Capernaum’, Libanon
‘Roma’, Mexico
‘Cold War’, ‘Polen
‘Burning’, Sydkorea
Læs også: Anmeldelse af ‘Den skyldige’