Cannes Film Festival 2018 var en solid årgang. Bundniveauet var højt, og blandt hovedkonkurrencens 21 film var der kun to-tre reelle svipsere (’Akaro 1 & 2’, ’Knife + Heart’, delvist ’Girls in the Sun’). Der er da også gode adskillige film, som ikke kunne klemme sig ind på min top 10 nedenfor.
Forud for festivalen blev det diskuteret, om manglen på store stjernenavne – hvilket er ensbetydende med amerikanske navne – i konkurrenceprogrammet var udtryk for, at Cannes-festivalen var svækket. Svaret viste sig at være både ja og nej. Det er bestemt problematisk for en festival, der skal tiltrække opmærksomhed fra pressen, når glamouren er på retræte. Omvendt fejlede kvaliteten af programmet altså ikke noget. Ingen anden festival kan mønstre så mange stærke film og så få fusere.
Årets konkurrenceprogram havde en social og global profil. Vi har fået empatiske indblik i marginaliserede skæbner som en spedalsk egypter i ’Yomeddine’, ludfattige Beirut-børn i ’Capharnaüm’, en dødspresset illegal immigrant i Moskva i ’Ayka’, fyringstruede flamske fabriksarbejdere i ’At War’ og svigtede italienske landarbejdere i ’Happy Lazzaro’. Verdens ulighed og globaliseringens bagside har trådt op på hovedscenen via intime, ofte smukt udfoldede skæbner, og der er noget unikt over at få sit perspektiv udvidet så eftertrykkeligt midt i rød løber og paparazzier under den franske forårssol.
Man kan så diskutere, om topniveauet har været højt nok. Jeg har savnet flere film, der udfordrede filmsproget med en helt distinkt, overraskende æstetik eller fortælleteknik. Her har man skullet ty til veteraner som Lars von Trier og Gaspar Noé, der ikke engang fik vist deres film i hovedkonkurrence. Det er stadig naturalismen, der dominerer, og filmene har i høj grad haft de rigtige budskaber. De har stort set alle sammen strøget med hårene.
Jeg ville gerne have været anfægtet mere, provokeret mere – som en film som ’The Square’ eksempelvis gjorde sidste år. Det er symptomatisk, at en håndfuld af årets titler handlede om noget så uskyldigt som umulig kærlighed (’Leto’, ’Sorry Angel’, ’Ash Is the Purest White’, ’Asako I & II’, ’Under the Silver Lake’, ’ flere af dem på en samfundsmæssig klangbund, men alligevel).
Og hvem vinder så hovedpriserne? Det har jeg spået om andetsteds. Her følger mine 10 favoritter fra de sidste 11-dages filmbombardement.
10. ’The House That Jack Built’
’The House That Jack Built’ er ikke Lars von Triers bedste film, og som jeg skrev i min anmeldelse til fire stjerner, fungerer samspillet mellem fortællingen om seriemorderen Jack – for det meste beskrevet i utroligt veloplagte scener – og hans samtale med den mystiske Verge højst på et teoretisk niveau.
Men man må samtidig give Trier, at han igen har lavet en film, som bliver siddende i kroppen midt i mængden af nænsomme socialrealistiske dramaer. Adskillige scener er så humoristiske og spændende, at man glæder sig til gensynet, og der er så mange referencer og betragtninger, som man også kun kan få med anden gang. Det er et godt tegn, at man har lyst til at vende tilbage.
9. ’Girl’
Den unge skuespiller Victor Polster vandt fortjent skuespillerprisen i underkonkurrencen Un Certain Regard for sin tour de force-præstation som den 15-årige Lara, der er en pige født i en drengs krop og venter utålmodigt på, at hun kan få den operation, der får hendes fysiske køn til at stemme overens med hendes psykiske.
Lara går på balletskole, hvilket ikke gør sagen nemmere: Hun er under hårdt pres, og hendes krops udvikling står ikke altid mål med de feminine dyder, hun skal excellere i. Den unge debutinstruktør skildrer Laras kamp med sig selv og sine omgivelser med nærgående blik for enhver modstridende følelse, når Lara presser sig selv så meget, at det kan sætte hendes største drøm, operationen, i fare. En særdeles lovende debut.
8. ’Cold War’
Pawel Pawlikowski laver monokrome billeder, som man har lyst til at plastre op på væggen derhjemme, og også hans opfølger til ’Ida’, om en mand og kvindes on-off-forhold gennem flere årtier efter Anden Verdenskrig, er vidunderlig at se på. Med skæve framings i et kvadratisk lærredformat fortæller den polske instruktør mere med billeder end ord.
Selve historien føles dog mere florlet end i ’Ida’, og jo flere dage der er gået siden visningen i starten af festivalen, jo mere har den også fortonet sig. Der gemmer sig i filmen en smuk historie om et Polen i identitetskrise efter krigen, men selve kærlighedsforholdet kommer kun halvt under huden på én. Ikke desto mindre: Festivalens smukkeste film.
7. ’Dogman’
Nogle af de moralske modhager og subtile pointer, jeg har savnet på tværs af konkurrenceprogrammet, får man i Matteo Garrones bedste film siden ’Gomorrah’. ’Dogman’ handler om en vellidt, men lidt underkuet hundeplejer, der sælger stoffer på siden for at kunne forkæle sin datter. Men hans venskab med det mildest talt uregerligt aggressive coke-head Simone er ikke den bedste indflydelse, og i sammenstødet mellem de to får vi en stærk fortælling om det italienske maskulinitetsideal og såvel samfundet som individets moralske fallit.
Det er mørkt, brutalt og tvetydigt.
6. ’Gräns’
Den danskuddannede Ali Abbasis folkloristisk-realistiske ’Gräns’ er til stadighed den vildeste, mest uforudsigelige film, jeg så på årets festival. Først en empatisk naturalistisk historie om en ensom toldvagt, der har en fintfølende evne til at fornemme, hvornår ulovligheder smugles over grænsen. Siden et overnaturligt eventyr, gyser, thriller og fabel med adskillige uventede plotdrejninger undervejs – forankret i en øm historie om at finde sig selv og tage et moralsk valg, der går imod den inklusion, der ellers lige er blevet én til del.
Filmen vandt hovedprisen i underkonkurrencen Un Certain Regard, og det kan jeg kun bakke op om. Læs min anmeldelse her.
5. ’BlacKKKlansman’
Spike Lee er tilbage i storform med den både politisk pointerede og hysterisk underholdende ’baseret på en virkelig historie’-fortælling om en sort politimand, der sammen med sin jødiske partner lykkes med at infliltrere Ku Klux Klan.
Her vender den afroamerikanske instruktør, der hverken i filmen eller under pressekonferencen holdt tilbage med sin kritik af Donald Trump, tilbage til de dyder, der gjorde ’Do the Right Thing’ til et hit i Cannes i 1989: Han forener en fortællemæssigt flagrende energi, en charmerende humor og et slagkraftigt racebudskab, så man morer så undervejs og alligevel sidder skræmt tilbage, når filmen først rundes af med virkelige billeder fra optøjerne i Charlottesville. Adam Driver og John David Washington stråler i hovedrollerne.
4. ’Shoplifters’
Japanske Hirokazu Koreeda har i årevis hørt til den internationale instruktørelite, men siden det mesterlige gennembrud, den foruroligende ’Nobody Knows’, er hans nænsomme hverdagsdramaer blevet mere og mere melodramatisk tilforladelige.
Nu er han imidlertid tilbage med en historie, der ganske vist starter pænt og poleret, men langsomt og elegant blotter sandheden bag en fattig familie af far, mor og børn, som hutler sig igennem med butikstyveri og det løse, men har det godt og hyggeligt i hinandens selskab – også da de tager en lille pige, som bliver behandlet som luft af sine forældre, ind i deres fællesskab.
Facaden brister, og filmen sætter store tanker i gang om, hvad der konstituerer en familie. Koreeda er ikke de store armbevægelsers mand, men med ’Shoplifters’ er gennemslagskraften alligevel uafviselig, efterhånden som dramaet spidser stilfærdigt til.
3. ’Happy Lazzaro’
Alice Rohrwachers fulgte sin sublime ’The Wonders’ om italienske biavlere op med et endnu mere eftertrykkeligt udsagn om Italiens landarbejderklasse ud fra et originalt og absurd udgangspunkt: På en fin landejendom holdes en stor flok arbejdere stavnsbundet af en markise, selvom de i forvejen arkaiske italienske regler om ejerforhold mellem aristokrati og pøbel er afskaffet for længst.
Vi følger den naive Lazzaro, der midt i filmen dratter ned over en skrant og først mange år senere vågner op og indser, at verden er forandret. Her transformerer filmen sig i en magisk-realistisk retning, som deler vandene, men jeg fandt den smuk og pirrende, et poetisk-naturalistisk portræt af en side af samfundet, som sjældent finder vej til film. I en af festivalens bedste scener flygter den kirkelige orgelmusik bogstaveligt talt fra kirken og ud på gaden.
2. ’Burning’
Lee Chang-dongs trekantsdrama forvandler sig til en thriller og sidder stadig i kroppen på mig. Den koreanske instruktør viser mesterskabet ved at forvandle en lille Murakami-novelle til en to en halv time lang film, hvor den foruroligende historie fortælles med uforglemmeligt poetiske skud og en tålmodig spændingsopbygning i historien om en ung introvert forfatterspire, der forelsker sig i en åben og umiddelbar pige.
Men da hun vender hjem fra en udlandsrejse med en ny, flot og rig ven under armen, melder jalousien sig. Og da den nye, overmåde flinke, men også gådefulde fyr bekender sin trang til at brænde drivhuse ned, bevæger filmen sig i en dyster retning, hvor fortællingen om Koreas klasseforhold ligger som en konstant understrøm.
Det er mesterligt forløst, melankolsk og mørkt, men også med håbet om et håb.
1. ’Capharnaüm’
Følelser er ofte forbudte på en festival som Cannes. Det er i hvert fald ikke så fint, hvis filmene svælger for meget i dem, hvilket nok er en af grundene til, at blandt andre ’Den store skønhed’ og ’Toni Erdmann’ tidligere har måttet gå tomhændet hjem. De film, der er i højsædet på Cannes, er som regel gode, men også lidt kølige oplevelser. Antydningens kunst er i højsædet.
Måske er det derfor, at libanesiske Nadine Labakis ’Cahpernaüm’, som jeg forleden kaldte »verdens vigtigste film«, har fået en mere blandet kritikermodtagelse, end jeg havde forestillet mig lige efter visningen. Det er nemlig en film, der med sin musik og sine gribende scener bestemt vil have publikum til at føle, men det er så samtidig også den eneste af årets film, der er gået i tårekanalerne på mig. Og jeg synes faktisk, den undgår billig sentimentalitet i sin historie om en dreng, der sagsøger sine forældre for at have givet ham liv.
Kigger man historien om, hvilken opvækst drengen har haft for at reagere, som han gør, efter i sømmene, er der så meget humor og så mange små modhager og overraskende greb, at det er en usædvanlig velskabt oplevelse. Jeg håber i den grad, ’Capharnaüm’ vinder Guldpalmen i aften.
Læs også: Vores filmredaktør spår – hvem vinder Guldpalmen lørdag aften?
Læs også: Filmmesters sagnomspundne 25-års-projekt har endelig fået premiere i Cannes – men er en katastrofe
Læs også: Denne vigtigste film i verden lige nu er netop blevet vist i Cannes
Læs også: Cannes-highlights dag 10 – er det seksuelle misbrug af Whitney Houston så nøglen til tragedien?