‘The House That Jack Built’: Rygterne om Lars von Triers sadisme er stærkt overdrevne
Alle Lars von Triers hovedpersoner har været en slags forvredne krystalliseringer af instruktørens eget indre, fra de uskyldsrene kvinder i den såkaldte Guldhjerte-trilogi med ‘Idioterne’, ’Breaking the Waves’ og ’Dancer in the Dark’ til Charlotte Gainsbourgs depressive mor i ’Antichrist’.
Men med ’The House That Jack Built’ har den 62-årige dansker udtænkt sin mest selvbiografiske skabelse hidtil. For selvom filmen fortæller om den titulære Jacks udvikling som seriemorder, handler den lige så lidt om drab, som ’Lucy in the Sky with Diamonds’ handler om en pige på en lyserød sky i himlen. Man kan allerhøjst sige, at Triers værk handler om kunsten at slå ihjel – men trykket skal lægges eftertrykkeligt på kunsten.
I filmens rammefortælling ser Jack (Matt Dillon) i voiceover tilbage på sine meritter over for en mystisk mand ved navn Verge (som digteren Vergil, der ror Dante gennem et af dødsrigerne i ‘Den guddommelige komedie’). Fra det allerførste mord, som sker impulsivt i mere irritation end frustration over en frygtelig kvinde (Uma Thurman) af den slags, som Jens Christian Grøndahl ville sige »søger faren« – til drab, hvor Jack med en blanding af total lemfældighed (han slæber et lig efter sin bil gennem hele byen og bliver kun reddet af et pludseligt regnskyl som sendt fra himlen), umenneskelighed og tiltagende sadisme perfektionerer det, han kalder sin kunst.
Jack lider i begyndelsen af ’karrieren’ af OCD, rengøringsvanvid og et omfattende kontrolbehov, mens han først træder i karakter som seriemorder – med aliasset Mr. Sophistication – da han slipper kontrollen og lader tilfældighederne råde, akkurat som Trier efter sin formfuldendte, men også sjælforladte ’Europa’ skiftede ham med håndholdt kamera og den nedskrællede æstetik i ’Riget’ og siden Dogme-bølgen.
Men det er ikke kun på dette overfladiske plan, at parallellerne mellem seriemorderen og filmkunstneren blotter sig. Samtalen mellem Verge og Jack, der udspiller sig på en rejse, som ligesom Verges identitet først blotlægges til sidst, er én lang kontemplation over kunstnerens raison d’etre: Mens Verge affærdiger Jacks retfærdiggørelser af sine mord som patetiske og afstumpede, mens han plæderer for behovet for kærlighed og humanisme i kunsten, taler Jack for kunstnerens kyniske og destruktive impuls.
Det vil være en stor fejl at sætte lighed mellem Triers egne synspunkter og Jacks. Snarere er samtalen mellem morderen og Verge en slags indre dialog mellem englen og djævelen på Triers egne skuldre: Mellem manden, der selv har ofret sit familieliv på værket og de psykiske dæmoners alter, og instruktøren, som kun med sine film har kunnet udfri nogle af sine psykiske dæmoner. Mellem Trier og kritikerne, hvor instruktøren ikke nødvendigvis altid synes at tage sit eget parti, men dog står fast på retten til at kunne udtrykke hvad som helst, selv det skrækkeligste der findes i verden, uanset prisen.
’The House That Jack Built’ er visse steder blevet stemplet som ulækker, sadistisk, umoralsk og kvindenedsættende, men synsvinkel er ikke det samme som sympati. Jack er hverken beskrevet som en retfærdighedssøgende hævner eller cool antihelt, og i den første del af filmen er han faktisk en grundlæggende komisk figur (og fra start til slut totalt utroværdig seriemorder, hvilket understreger pointen). Trier beskriver hans indledende kluntede mordseancer med udsøgt timing: I første scene, betitlet ’Incident 1’, bemærker Uma Thurman med spilopper i øjnene, at Jack ligner en seriemorder, og at han skal huske at begrave hende seks fod nede, når han har slået hende ihjel. Efter andet mord vender Jack flere gange tilbage åstedet, fordi hans rengøringsvanvid minder ham om nye steder, hvor han har glemt at fjerne blodstænkene efter sig.
Således spiller filmen langt hen ad vejen nærmest som en komedie, understreget af David Bowies ‘Fame’ på lydsiden, men heller ikke som fortællingen skrider frem, er der nogen grund til at holde særligt med eller af den ensporede Jack. Det sætter indlevelsen på prøve, og når Trier ligesom i ’Nymphomaniac’ gør brug af hyppige digressioner, hvor Jack og Verge forklarer om alt fra katedraler til dessertvin og styrtbombefly, testes tålmodigheden. I ’Nymphomaniac’ var der patina og en stilfærdigt bevægende kemi mellem Joe og Seligman, her har man kun distanceret voiceover tilsat visuel fagvidenskabslektion.
Med to en halv times spilletid er der derfor i perioder noget lidt fodslæbende over ’The House That Jack Built’, men som altid insisterer instruktøren på at twiste en velkendt genre efter sine helt egne forskrifter. Midt i seriemorderhistorien får vi alt fra segmenter med Jack, der fremviser skilte i en baggyde i en hilsen til Bob Dylans legendariske ’Subterranean Homesick Blues’-video, til direkte indklip fra Triers egne tidligere film.
Lars von Trier kan selvfølgelig heller ikke dy sig for at smugle kommentarer til sin udelukkelse fra Cannes-festivalen ind ad bagvejen med referencer til sin beundring af Albert Speers arkitektur (som var det, der satte ham i gang med sin berygtede nazist-rant i 2011) og en senere gentaget startreplik fra Verge om, at få af hans ledsagere når frem (mod døden?) uden at ytre sig, ofte »uden retorisk kvalitet«. Alene castingen af Bruno Ganz som Verge er en spidsfindig pointe i sig selv, for Ganz var selvfølgelig manden, der faktisk »forstod Hitler« i rollen som diktatoren i ‘Der Untergang’, som Trier netop havde set inden den herostratiske pressekonference.
Endelig er der selvfølgelig volden. 300 mennesker forlod gallapremieren i Cannes i maj. Og vi kommer ikke uden om, at filmen inkluderer indtil flere grænseoverskridende billeder både forbundet til mord på børn og afskæring af intime lemmer. Men de grafiske skud er ganske flygtige, og har man stiftet bekendtskab med torture porn-film som ’Saw’, Mads Mikkelsen-serien ’Hannibal’ eller bare set krigsbilleder fra Afghanistan eller Syrien, er ’The House That Jack Built’ ikke overdrevent chokerende. Den excesserer ikke spekulativt i tortur eller blod, men hvis det allerede på papiret lyder afskrækkende, at manden bag ’Antichrist’ har lavet en seriemorderfilm, bør man selvfølgelig holde sig væk.
Mest udpenslet er filmens dialog om kunstnerens – og indirekte Triers – plads i verden, og ’The House That Jack Built’ står som hans mest selvoptagede film, der utvivlsomt vil føles vigtigere og større for os Trier-file end for alle andre.
Men som indsigtsfuld, provokerende (særligt i en Metoo-tid) og ofte befriende selvironisk kommentar til et kompliceret liv, til et centralt oeuvre i dansk kulturhistorie og til kunstnerens plads som enten dissekerende kyniker eller forsonende humanist er der så meget at gå på opdagelse i, at det kalder på et gensyn. Også bare for at genopleve epilogens billedmagiske crescendo, hvor Trier fører os og muligvis sig selv direkte ned i et flammende helvede som udtryk for, at det er den vej, det ufravigeligt går, når man begår kunst uden sikkerhedsnet.
Lars von Trier startede karrieren med en seriemorderhistorie, ’Forbrydelsens element’ i 1984, og det kan føles, som om han med sin nye film lægger sidste sten på det hus, han har bygget lige siden. Med ’The House That Jack Built’ er han dog i så god form, at man kun kan håbe på en tilbygning.
Kort sagt:
Lars von Triers mest selvbiografiske film i karrieren er selvironisk og selvoptaget, et mørkt og komisk udsagn om kunstneren som kyniker eller humanist. Indimellem sjov, indimellem creepy, indimellem fodslæbende – kulminerende i et storslået visuelt crescendo, der leder både publikum, hovedpersonen og Trier direkte i helvede.
Anmeldelsen blev først bragt i forbindelse med Cannes-festivalen i maj 2018.
Læs også: Kulturministerens Lars von Trier-tweet er helt igennem håbløst
Læs også: KOMMENTAR – »Jeg har ingen respekt for dem, der udvandrede fra Lars von Trier og sladrede bagefter«
Læs også: Marijana Jankovic om Trier-rolle – »Jeg ville vise ham, hvor stærk jeg var«