Marijana Jankovic har netop hentet sin billet til aftenens eftertragtede gallapremiere i Cannes på Lars von Triers ’The House That Jack Built’, som alle regner med skal blive talk of the town, når også pressen har fået syn for sagn tirsdag morgen.
»Orchestre«, læser den danske skuespiller højt fra billetten. »Der gider man godt at sidde«.
Det manglede da også bare, at Jankovic får en god plads i salen, for hun er selv med i Triers film, der følger en seriemorders virke gennem mere end et årti. Hun er blot én ud af to danske skuespillere i den engelsksprogede film (den anden er Sofie Gråbøl).
»Jeg har en meget lille rolle. Men for mig er det stort alligevel at få lov til at arbejde sammen med mit helt store idol. Om man så bare skal ind og aflevere et brev, som man siger på teatret – så siger man, ’det vil jeg rigtigt gerne, og jeg vil gøre mig rigtigt umage med det brev«, griner hun, da jeg møder hende på Den Skandinaviske Terrasse på Croisetten om eftermiddagen før verdenspremieren.
»Jeg glæder mig til at opleve filmen i aften. Bare det at læse manuskriptet var som at læse en bibel. Det var nærmest som at læse en god bog. Manuskripter kan nogle gange være lidt tunge at komme igennem, men det her var så rigt, og der var billeder i – det var et værk«.
36-årige Marijana Jankovic er efterhånden et etableret navn i den danske filmbranche og et af de stærkeste kort i den yngre generation af skuespillere med roller i film som ’Alting bliver godt igen’ ’Ækte vare’, ’Qeda’ og ’Lang historie kort’ samt en gennembrudsrolle på tv i TV 2’s ’Norskov’. Men hun gætter selv på, at det var hendes castingbånd, der gav hende rollen i ’The House That Jack Built’.
»Det er en omfattende rolle på den måde, at man skal være fysisk stærk til den. Så jeg sendte en lille video til Lars, hvor jeg blev slæbt hen ad et gulv i en meget mærkelig pose. Det tror jeg, han syntes var ret grineren«.
Husk at sjusk
Altså af en anden, der slæbte dig hen ad et gulv?
»Ja, det var mit bud på, hvordan jeg syntes, den casting skulle være. At vise ham, hvor stærk jeg var«.
Skal man være stærk for at blive slæbt?
»Man skal kunne være i en speciel position. Man skal kunne noget med sin krop. Og det kunne jeg. Og det syntes jeg var sjovt at sende ham – og her står vi!«
Hvor mange dage var du på optagelserne?
»To dage. Den første dag var i Trollhätten og den anden dag i København. Og jeg fik også en trailer! Det er god stil, min egen trailer, selvom jeg kun var der i et par dage«.
Hvordan var det på optagelserne med Trier?
»Det, jeg godt kunne lide med Trier, var, at han har så klar en idé om, hvad han gerne vil have, og det fremstår så tydeligt i manuskriptet, så når man læser det og forbereder sig på sine scener, er man rimeligt godt forberedt til, hvad man skal. Det står så tydeligt beskrevet. Han har et motto, der siger, ’husk at sjusk’, og det synes jeg fremgik ret tydeligt i arbejdet, fordi han ikke øver ting til perfektion, han låser os ikke fast i en måde, vi skal gøre det på, men giver os lov til at komme med et bud, som han så former derfra. Og det synes jeg jo er meget interessant at arbejde med«.
Ja, man har ofte hørt, at han selv til de største stjerner siger »skru lige 200 procent ned«…
»Ja, det var egentlig meget fedt, at man kunne give et bud og så arbejde ud fra det. Og han var super behagelig, det var en rar oplevelse. Han er super skarp, så når han instruerer én, er det et enkelt ord eller sætning, og så har man forstået det. Det er ikke de lange snakke«.
Han har fortalt, at han havde det meget dårligt under optagelserne. Virkede han afkræftet?
»Nej, det var ikke min oplevelse. Det, jeg var vidne til, var enormt behageligt og inspirerende«.
Kedeligt at spille sød og pæn
Spiller du over for Matt Dillon i filmen?
»Det gjorde jeg. Han er en fantastisk skuespiller, og bare det at se ham arbejde var en stor ære. Og i forhold til det voldsomme der er i manus, var han ret sej. Han var godt dækket ind og forberedt på det. Og det er jo en vild karakter. Bare det at han er så modig og gør det… Det er både en drømmerolle og angstprovokerende. Og så var han meget ydmyg. Vi nåede at have nogle gode dage og havde nogle dage i København efterfølgende«.
Havde du reservationer over for at medvirke i noget, der er så voldsomt?
»Nej, man tænker jo altid over, hvad man laver, men det er jo fiktion, og når Lars von Trier har skrevet det, vidste jeg jo godt, at der var kød på, men det skræmmer mig ikke. Jeg synes bare, det er fedt at lave noget, der også er voldsomt. Det kedeligste for mig er at spille sød og pæn. Og så får du at se… Det er meget specifikt, det jeg skal i filmen, haha. Jeg må ikke afsløre det her, men det er så sjovt«.
Bliver du slået ihjel?
»Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed længere, men vi har fået at vide, at vi ikke må sige noget…«.
Har du i de her Metoo-tider tænkt over de sager, der har kørt mod Zentropa, og Björks anklager mod Trier?
»Jeg har tænkt over det overordnet, som alle skuespillere gør, men jeg har ikke tænk, at nu arbejder jeg for Zentropa… Jeg har fået en god behandling, og jeg har ikke mærket nogen dårlig vibe fra Trier. Jeg vil så gerne have, at udgangspunktet er arbejdet, og det, vi skal, er godt. Jeg prøver – i alt, hvad jeg laver – at se kunstneren og ikke monsteret først«.
Læs også: Cannes-highlights dag 6 – »Nicolas Cages mest sindssyge film til dato«