1. Ny Whitney-dokumentar er overraskende relevant
Det er en chokerende afsløring, Kevin Mcdonald pludselig serverer mod slutningen af sin nye dokumentar om Whitney Houston, og der er ikke noget at sige til, at det øjeblikkeligt blev en nyhedshistorie. Den afdøde sangers bror Gary Houston fortæller nemlig, at han som barn blev seksuelt misbrugt af sin kusine, den ligeledes afdøde soul-sanger Dee Dee Warwick, og at han mener, at det samme gjaldt hans søster. Flere andre kilder tæt på Whitney Houston bekræfter derefter, at hun blev seksuelt misbrugt af det 18 år ældre familiemedlem, der var blandt dem, som passede Whitney og hendes brødre, når deres sangermor var ude at optræde (hvilket var ofte).
Der er mange faldgruber, når man bringer den slags sensationelle bekendelser til fadet: Dels kan det hurtigt komme til at overskygge resten af filmen. Og dels kan det pseudofreudiansk blive fremstillet som den altoverskyggende baggrund for Whitneys skæbne.
Heldigvis undgår Kevin Mcdonald begge dele. Informationen præsenteres og underbygges, men der bliver ikke dvælet ved den, og selvom det er en nærliggende tanke at se misbruget som en tidlig katalysator for den selvdestruktion, der endte med at tage livet af stjernen, står det langt fra som den eneste faktor.
Uden at være helt lige så stringent og dybdeborende som Asif Kapadias film om Amy Winehouse er ’Whitney’ ude i et lignende ærinde: Den lirker en svalegang af døre op, der giver en indgang til komplekset bag Houstons død som blot 48-årig. Fra en barndom overladt til sig selv, en tvetydig seksualitet, som hun formentlig prøvede at holde skjult, at blive mobbet i det afroamerikanske miljø for sin lyse hud, et mildest talt turbulent ægteskab med Bobby Brown, et eskalerende stofmisbrug og en følelse af ensomhed, når hun på toppen af verden overværede sine nærmeste nasse på hendes succes som igler (hendes egen far sagsøgte hende i 2002 for et beskedent beløb på 100 millioner dollars og stjal hende i årevis).
Whitney blev siden barndommen kaldt Nippy af dem, der var tæt på hende, og i et uhyggeligt klip snakker hun med sig selv: »Whitney kalder Nippy. Nej, hun er der ikke. Whitney kalder Nippy«… Det er hjerteskærende at se den kønne, glade, friske og guddommeligt talentfulde pige forvandlet til en apatisk zombie, og den sidste halve times tid sidder man med en klump i halsen. Op til filmen var mange skeptiske over for, om Mcdonald havde noget at tilføje til Nick Broomfields dokumentar ’Can I Be Me’ fra sidste år, men svaret er ja:
Foruden den store afsløring bibringer ’Whitney’ nye usete optagelser og ærlige interviews med folkene omkring hende, så der er masser at komme efter for både fans og alle andre.
2. Hundemænd
Matteo Garrone indtog verdensscenen i 2008 med ’Gomorrah’, et hårdtslående, realistisk og uromantisk blik på den napolitanske mafia, der vandt juryprisen i Cannes. Siden har han spillet sig mere og mere af banen, først med den interessante, men ikke helt vellykkede ’Reality’ og siden med den flotte, men ligegyldige eventyrantologifilm ’Tale of Tales’.
Med sin nye film ’Dogman’ vender italieneren tilbage til hjemmebanen med en voldsom og medrivende fortælling om småforbrydere i en lille trøstesløs forstad omringet af smukke western-agtige omgivelser. Her møder vi den fraskilte splejs Marcello, der har en datter, driver en lille hundeplejebutik og er en vellidt, mere end respekteret, figur blandt byens andre mænd. På siden sælger han kokain, blandt andet til den to meter høje og to meter brede eksbokser Simone, der terroriserer byen med sin urmaskuline og ukontrollerbare aggression. Et cokehead med mindre og mindre kontrol over sine knytnæver.
Marcello er på overfladen et sødt og rart menneske, Simones modsætning, der tager sig godt af både børn og dyr, men som filmen skrider frem, står det samtidig klart, at han måske er lige så dyrisk som Simone. Mens Simone bider fra sig, logrer Marcello med halen og opretholder uforståeligt loyalt sit venskabsforhold til den monstrøse mand, selvom han ikke har meget at vinde – andet at kompensere for sin egen manglende testosteron måske.
’Dogman’ er en mørk fabel, der i lighed med både ’Gomorrah’ og ’Reality’ udforsker det italienske maskulinitetsideal, og hvad det egentlig er, der trækker mænd ind i de forkvaklede og i sidste ende ørkesløse kriminelle cirkler. Det er fængslende og foruroligende at overvære.
3. Vildt tredimensionelt onetake
Jeg ender med at se 31-32 film på årets festival, men der er altid noget, man fortryder inderligt, at man misser. Jeg ville gerne have set Gaspar Noés efter sigende tour de force ’Climax’, hvis første halvdel skulle være en lang virtuos club-sekvens, og Romain Gavras tilsyneladende underholdende heist-komedie ’The World Is Yours’, som Indiewire beskriver som en »Anti-’Scarface’«. Begge er blevet vist i festivalens uofficielle parallelserier, som det kan være svært at passe ind, når man følger hovedkonkurrencen.
Men allermest er dog jeg ked af at have glippet kinesiske Bi Gans ’Long Night’s Journey into Day’, som forleden havde premiere i den officielle underkonkurrence Un Certain Regard. De internationale medier er helt oppe at ringe, og både Indiewire og The Playlist giver topkarakteren A. Filmen skulle være en poetisk kærlighedshistorie, der kulminerer i et 55 minutter langt one-take skudt i 3D, som bliver beskrevet som et filmteknisk nybrud. Tjek Indiewires glødende anbefaling her, mens jeg fordøjer FOMO-skuffelsen, undrer mig over at filmen ikke er i hovedkonkurrencen og beder til, at ’Long Night’s Journey into Day ’ snart kommer til de danske biografer, eksempelvis under CPH PIX.
Læs også: Cannes dag 9 – ‘It Follows’-instruktør er tilbage med sex, vold og mystik
Læs også: Cannes-highlights dag 8 – Den nye ‘Star Wars’-film er den kedeligste, jeg har set på festivalen