1. Princess Leia var et rebound
Jeg har ikke noget nært forhold til ’Star Wars’-franchisen, men jeg har dog været glad for alle tre film i den aktuelle revival-bølge, så helt umulig er jeg ikke at suge ind i galaksen. Alligevel: Tag det følgende med et gran salt.
Den nye spinoff, ’Solo: A Star Wars Story’, årets store blockbuster på festivalen, er den kedeligste film, jeg har set i Cannes. Den savner varmen fra ’The Force Awakens’, mørket og moralen fra ’Rogue One’ og de storslåede actionsekvenser som i ’The Last Jedi’.
Vi møder Han Solo (Alden Ehrenreich) som en ung hustler, der skilles fra sin elskede Qi’ra (Emilia Clarke fra ’Game of Thrones’) og er stålsat på at skaffe et rumskib, så han kan genforenes med hende. Det tager en rum tid. Først bliver han krigsveteran, siden møder han en ældre dusørjæger (altid gode Woody Harrelson i en mentorrolle a la ’The Hunger Games’), og senere teamer han også op med en vis behåret Wookie og møder fanfavoritten Lando Calrissian (Donald Glover). Og helt ærligt: Resten er fuldstændigt tomme plotkalorier, usammenhængende mission på mission, hvor gruppen jagter something-something somewhere-somewhere med someone-someone i hælene. Under en lang actionscene på en togbane glemte jeg fuldstændigt, hvad de egentlig lavede der. Og den følelsesmæssige kerne mellem Hon Snowlo og Daenerys Targaryen er så flad som en fransk crepe med sukker.
Filmen har som bekendt haft et turbulent tilblivelsesforløb, hvor den geniale instruktørduo bag ’21 Jump Street’ og ’The Lego Movie’, Christopher Miller og Phil Lord, blev sat af bestillingen og afløst af garvede Ron Howard. Det mærkes. Miller og Lords humorteknik, hvor scenerne løber længe og improvisatorisk, er barberet ned til oneliners, der nu er lige så sjove som en vejrudsigt på en gråvejrsdag.
Det bedste, man kan sige, er, at man får nogenlunde tilfredsstillende svar på, hvorfra Han Solo fik sit efternavn, hvordan han mødte Chewbacca, hvordan han fik The Millennium Falcon, og hvordan Leia var et rebound. Og Alden Ehrenreich? Manden er jo en movie star, og jeg elskede hans timing og blåøjethed i rollen som netop en sådan i Coen-brødrenes ’Hail Caesar!’. Her er han blot en blank plade og facade.
2. Til fest med Alden Ehrenreich & co.
’Solo’-afterparty på stranden i aftes var en af årets store begivenheder på festfronten, og det siger sig selv, at filmen blev markant bedre med antallet af gratis drinks og canapeer, vi udsendte filmjournalister fik indenbords i rent tjenstligt ærinde.
Et fyrværkeri-show langt over Tivoli-klasse, virtual reality, der bragte én lige ind på casinobordet mellem Aldren Ehrenreich og Donald Glover, og stormtroopers til at vogte indgangen var højdepunkterne – foruden smugkig på Ehrenreich selv i hyggestund med ’Blade Runner’-instruktør Denis Villeneuve, der sidder i årets jury.
Jeg kiggede dog forgæves efter Donald Glover med en komplet urealistisk drøm om, at han skulle optræde som Childish Gambino der lige midt på stranden. Vi måtte nøjes med ’This Is America’ på anlægget.
3. ‘Solo’s diametrale modsætning
’Solo: A Star Wars Story’ bliver selvfølgelig også sat i relief af at blive vist i sammenhæng med film, som virkelig handler om noget. Et par timer inden havde jeg således set Stephane Brizés ’At War’, en nærmest dokumentaristisk skildring af, hvordan en gruppe arbejdere kæmper for deres job over for en kynisk koncern, der vil fyre dem, selvom overskuddet bugner.
Det er noget så gammeldags som en politisk indigneret venstrefløjsfilm, der solidarisk med arbejderklassen viser de menneskelige konsekvenser af kapitalismen, når den er værst. To timer med franskmænd, der råber i hovedet på hinanden, er tæt på at være anstrengende, men den franske stjerne Vincent Lindon er betagende i hovedrollen, og filmen slutter så nådesløst, at hele oplevelsen går op i en højere enhed.