’Grænse’: Næsten-dansk Cannes-triumf er bizar og brillant

Vi kommer nok ikke uden om, at Ali Abbasi både er mere svensker og iraner, end han er dansker. Men han er uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole for vores hårdt opsparede skattekroner, hans debutfilm ’Shelley’ – som vi her på sitet kårede som den bedste danske film i 2016 – var dansk, og der er også danske penge i hans nye film ’Gräns’, hvor han fortsætter samarbejdet med vor nations gode folk som fotograf Nadim Carlsen og klipper Olivia Neergaard-Holm.

Tilmed er manuskriptet, baseret på en bog af forfatteren bag ’Lad den rette komme ind’, skrevet af en anden danskuddannet svensker, Isabella Eklöf, der snart selv instruktørdebuterer med den allerede omdiskuterede ’Holiday’,

Dette nationale regnestykke føles selvfølgelig kun presserende, fordi ’Grænse’ er en så særegen og interessant film.

Tina (en formidabel Eva Melander) er grænsevagt i den svenske told – og en temmelig enestående af slagsen. Med sin overudviklede lugtesans spotter hun urent trav på lang afstand, om det så er fire liter sprut eller en chip fyldt med børneporno.

Hun er også et ensomt menneske. Hendes usædvanlige udseende med grove dyriske træk vækker afsky og tilråb af den grimme slags, og hun bor i en isoleret skovhytte i et platonisk sofakartoffelforhold med hundeopdrætteren Roland.

Men en dag passerer en bemærkelsesværdig mand Tinas metaldetektor. Han bærer sig selv med provokerende selvsikkerhed og et skælmsk smil. Og så ligner han Tina til forveksling.

Det vil være synd at afsløre meget mere, for ’Gräns’ udvikler sig i så aparte retninger med talrige overraskelser undervejs, at man bør gå ind til filmen med så lidt viden som muligt. Fantasy, thriller, horror, eventyr, romance og skandinavisk folklore udgør et sjældent miks, som Abbasi og hans hold dygtigt binder sammen, så de fabulerende elementer hele tiden synes forankret i en, måske ikke autentisk, men troværdig virkelighed.

Billederne af det svenske skovlandskab besjæles smukt og bliver som i ’Shelley’en karakter i sig selv, og Abbasi fortsætter sin sommetider gruopvækkende udforskning af vores forbindelse til naturen, denne gang blot på en større og mere imponerende skala.

Vi får en af historiens mest bizart uforglemmelige sexscener i en film, som kradser i temaer som køn, race og minoritetsspørgsmål uden helt at komme til bunds i det hele. Men først og fremmest er den en dybt, om ikke menneskelig, så i hvert fald væsen-lig fortælling om at finde og udleve sig selv uden at miste sit moralske ståsted. Krydret med ømhed og en tør humor, der letter trykket, når det hele er lige ved at føles for mærkværdigt.

Med ’Shelley’ og ’Gräns’ står det fast, at Ali Abbasi er et af skandinavisk films mest originale talenter, der betræder sine helt egne skovstier og har en overordentligt veludviklet næse for empatiske, men aldrig nuttet-romantiserede skildringer at det abnormale. Opfordringen må derfor lyde: Kom nu hjem, Ali – hjem til Danmark.

Anmeldelsen er en let opdatering af en anmeldelse fra Cannes Film Festival i maj.