Park City, Utah. Allerede to dage inden søndagens verdenspremiere på sin spillefilmdebut ’Holiday’ er Isabella Eklöf travlt optaget med pressen. Da vi møder instruktøren og hendes manuskriptpartner Johanne Algren på Sundance-filmfestivalen, er Eklöf lige blevet færdig med et tv-interview til nyhedsmediet Al Jazeera, og de næste journalister sidder allerede klar til at tage over efter mig.
Og man forstår godt, hvorfor medierne er ivrige efter at blive klogere, hvilke tanker der ligger bag filmen, for ’Holiday’ er både aktuel og kontroversiel.
»For mig er det jo et professionelt gennembrud. En kæmpe anerkendelse og et startpunkt til noget, som kan være en rigtig karriere og ikke bare noget ’nu prøver vi at lave en film’. Jeg ved ikke, hvad det leder til, men jeg føler mig i hvert fald professionel, og det er dejligt«, siger svenske Eklöf, som er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2011.
’Holiday’ bliver vist i sidekonkurrencen for internationale spillefilm og er nærmest dømt til at dele vandene og generere mere end almindelig omtale. Den tager nemlig fat på tidens varmeste emne: Magtforholdet mellem manden og kvinden. Og endda på en overraskende måde.
For selvom hovedkarakteren bliver udsat for overgreb i et dansk gangstermiljø på den tyrkiske riviera – heriblandt den vel nok mest brutale voldtægtsscene nogensinde i dansk film, nærmest på højde med den berygtede ’Irréversible’ i ubehagelighedsgrad – siger hun aldrig klart fra.
Kedelige gangsterfilm
Vi følger den unge kvinde Sasha (Victoria Carmen Sonne i sin første hovedrolle), som er på ferie i Tyrkiet med sin lidt ældre flirt Michael (Lai Yde). Dagene går med at flyde i svømmepølen, købe dyre designersmykker på Michaels regning og feste natten lang, mens small time-gangsteren behandler Sasha efter forgodtbefindende. Da Sasha møder den godhjertede hollandske sejler Thomas (Thijs Römer), aner hun muligheden for et mere almindeligt forhold – og en vej ud. Spørgsmålet er, om hun tør gribe den.
Flere internationale medier har allerede udpeget ’Holiday’ til en af de mest spændende titler på årets festival, og de har betonet filmens nyfortolkning af gangsterfortællingen. Og det er sandt, at den klassiske genre udgør en slags ramme for Isabella Eklöfs debut, men som den selvlærte manuskriptforfatter Johanne Algren slår fast, er det ikke en gangsterfilm.
»For mig er det en film om et menneske, som ikke tager de logiske og normale valg. Som på den måde kan være et oprør mod, at vi har de her handlingsmønstre, som vi alle sammen skal kunne forstå og acceptere«, fortæller hun. Eklöf siger:
»Jeg synes, at de fleste gangsterfilm er superkedelige, for det er en masse action, og action keder mig ihjel. Jeg synes, at man misser det, der er spændende. Så jeg ville fokusere på alle de andre ting, som ikke var action. Mennesker, der lever i en hverdag, hvor de er nødt til at forholde sig til, at de gør nogle ulovlige ting hele tiden. Jeg ville kigge på, hvordan det er at være menneske i et helt liv i den her undtagelsestilstand med frygt og ting, man er nødt til at tage højde for«.
Provokerende passiv hovedkarakter
Sasha gør hverken det rigtige eller det, man burde gøre. Det gør det svært at blive accepteret af det normale samfund og meget lettere at søge mod alternative miljøer. Og det var netop disse mekanismer, Eklöf og Algren ville kaste lys over.
»Det var en undersøgelse af, hvorfor man forsvinder ind i en verden, hvor man ikke er sig selv, og hvor man ikke hører til. Hvor man er i sådan et underligt ingenmandsland af en tilstand og svæver rundt og lader sine grænser blive overskredet«, siger Algren.
Som publikum er det let at blive forarget, når Sasha gang på gang ikke formår at sige fra over for Michael, mens han forgriber sig på hende, og samtidig bliver ved med at vende tilbage til ham, selvom Thomas er et mere attraktivt alternativ. Hvorfor søger man det selvdestruktive valg?
»Man opsøger det, hvis man føler sig hjemløs, tænker jeg i hvert fald. Jeg ved ikke, om alle folk kan forstå det, men Isabella og jeg kunne begge forstå det her med at føle sig lidt hjemløs i verden og søge et sted at høre til. Måske netop fordi man i sin tid er kommet fra nogle meget faste rammer og noget sort og hvidt. Så er det nemt at føle sig hjemme nogle andre steder – et sted, hvor man ikke skal forholde sig så meget til sig selv«, siger Algren.
Makkerparret understreger, at det ikke bare gør sig gældende i gangstermiljøet.
»Jeg synes også, det er det samme, man ser derhjemme. Jeg forstår i hvert fald godt indvandremiljøet i forhold til den problematik, der hedder, ’jeg kan ikke få lov til at være en del af den normale verden. Jamen, så fuck jer, så vil jeg heller ikke’. Så finder jeg ligesom min egen ære i, at jeg ikke er en del af jer«, fortsætter Algren.
#Metoo-genklangen
Man kan trække en parallel fra ’Holiday’ til de nylige beretninger fra kvinder, der i årevis har tiet om overgreb, fordi de har troet, at det bare var sådan, det fungerede i miljøer som filmbranchen.
Selvom ’Holiday’ blevet lavet før Metoo, er instruktøren kun glad for, at filmen kommer frem i den kontekst, for formålet var netop at sætte fokus på overgreb – men også hvorfor mange vælger at blive i voldelige forhold.
»Man bør jo forholde sig til den slags overgreb. Man bør selvfølgelig skride, men det gør man jo ikke altid. Der er meget her i livet, man bør, som man ikke gøre«, siger Eklöf.
»Det er tit sådan, at krænkede mennesker ikke kan gøre op med det, som har krænket dem. Og så er det nemmere at lade det gå ud over nogle andre. Vi mennesker er så tåbelige og ynkelige på det punkt, at vi ofte finder et andet sted at komme af med tingene. Det er en menneskelig mekanisme at tørre den af på nogle andre. For man skal se sig selv i øjnene, hvis man skal se den person, der gør en ondt, i øjnene.
Vi vil alle sammen egentlig bare gerne accepteres og måske allerhelst af den, som mindst gør det. Det er jo også rigtigt ofte de uskyldige, der må bøde og bløde, og at det ikke er det gode, som sejrer«, fortsætter Algren.
Flere minutter lang voldtægtsscene
Både Eklöf, Algren og hovedrolleindehaveren Victoria Carmen Sonne har personlige erfaringer med overgreb, fortæller de. Erfaringer, som har ført til en ucensureret skildring af en virkelighed, som de færreste kender til. Eklöfs på en gang distancerende og nærgående kamera lader overgrebene udfolde sig i lange, nærmest ubærlige tableauer.
I filmens absolut hårdeste scene bliver Sasha voldtaget i en flere minutter lang indstilling, hvor ganske få detaljer går tabt for kameraet. En scene som Isabella Eklöf og Victoria Carmen Sonne forberedte så grundigt, at det bare blev en slags koreografi. Men som tilskuer går den rent ind og viser samtidig, hvordan ingen af vennerne i feriehuset griber ind, selvom de også bliver konfronteret med synet.
»Jeg skrev den, velvidende at jeg sad med en instruktør, som rent faktisk ville lave den her scene. Isabella og jeg ved, at var man gået alle mulige andre steder hen til normale og mere sunde mennesker, så ville de have sagt: ’Jeg forstår pointen, men hvordan skal vi rent filmisk forløse det? Man kan jo ikke rigtigt gøre det her’. Men der var det fedt at være i det grænseløse rum, som vi fik skabt sammen«, siger Algren.
Hendes instruktør er ikke i tvivl om, at filmen vil sætte gang i debatten, og deres forventninger til verdenspremieren er høje.
»Til premieren på operaen ’Carmen’ har folk kastet op og er løbet ud, så det er dét, jeg håber på. Jeg tror også, at der kommer til at være nogle, som udvandrer. Vi har talt om at filme publikum, så vi kan se, hvem der går«.
Læs også: De 12 danske film, vi glæder os mest til i 2018