2017 var det bedste danske filmår i evigheder set med kunstneriske og kvalitetsorienterede briller. En række nye talenter brød igennem med visionære og idiosynkratiske film, og det skal blive spændende at se, om det kommende år kan leve op til de løfterige takter. Helst gerne også med lidt mere drøn på billetlugerne end det på den front nedslående forgangne år.
Vi har samlet de danske film, vi glæder os mest til at se de kommende 12 måneder.
1. ’The House That Jack Built’
Når Lars von Trier vender tilbage, er det per automatik årets mest ventede danske film. ’The House That Jack Built’ var oprindeligt tænkt som en tv-serie, men da alle andre efterhånden lavede serier, valgte Trier at holde fast i filmmediet med sin historie om en højintelligent seriemorder (Matt Dillon), der postulerer, at hvert mord, han begår, er et kunstværk. Han tager større og større risici – med politiet i hælene.
Det bliver næppe så direkte plotdrevet, som det lyder på papiret, og da vi interviewede Trier i foråret, fortalte han blandt andet, at filmen vil gøre brug af digressioner ligesom hans seneste film, ’Nymphomaniac’. Han antydede også, at han ikke er blevet mindre grænsesøgende med alderen – filmen har for eksempel et segment om »ikonmagere« som Hitler, Lenin og Stalin, og så var den meget svær at caste.
»Det er virkelig modige mennesker, der er gået med«, fortalte han. »Alle dem, vi gik til, sagde, at de ville give deres højre arm for at arbejde med mig. Og så sagde de, da de havde læst manuskriptet, at de ville give deres højre arm for at arbejde med mig på et andet manuskript«.
Det forventes, at filmen får verdenspremiere på Cannes-festivalen, hvor han er taget til nåde efter sine Hitler-udtalelser i 2011. Foruden Dillon er blandt andre Sofie Gråbøl, Riley Keough og Marijana Jankovic på rollelisten.
Premiere 29. november
2. ’Sankt Bernhard Syndikatet’
’Sankt Bernhard Syndikatet’ er opsigtsvækkende på adskillige niveauer. Det er Mads Brüggers første fiktionsfilm. Det er geniduoen bag ’Den Korte Radioavis’, Rasmus Bruun og Frederik Cilius’ første film som skuespillere. Og så er det en på papiret vanvittig historie om to danskere, der rejser til Kina for at sælge… Sankt Bernhardshunde.
Filmen er som sagt fiktion – en sort komedie – men der optræder flere rigtige kinesere, ligesom Cilius og Bruun rejste til Kina under dække af at være virkelige forretningsfolk. I det nyeste Soundvenue taler Mads Brügger, Frederik Cilius og Rasmus Bruun om filmen (og meget andet!) under en Michelin-middag på Kong Hans. Og her lukker særligt Rasmus Bruun op for sluserne:
»Jeg havde et ønske om at køre mig selv helt ned. Og jeg sagde også til Bodil (Bruuns hustru, red.) inden rejsen: Jeg kommer til at gøre mig selv ondt på den her tur til Kina. Det vidste hun godt. Og jeg sagde også, at jeg kommer nok til at være i nogle situationer, hvor jeg er sammen med… Jeg kommer ikke til at bolle med dem, men jeg forestiller mig, der er scener, hvor jeg er sammen med ludere… Taler med ludere«.
Hvordan det udmønter sig i filmen, får vi svar på til foråret.
Premiere 9. maj
3. ’Så længe jeg lever’
Ole Bornedal stod bag sidste års næstmest sete danske film i biograferne med ’Dræberne fra Nibe’, der kun blev overgået af ’Alle for tre’. Men den produktive provokatør hviler ikke på laurbærrene, og han er klar med den første rigtigt store danske film i 2018: En biopic om den danske folkeskjald John Mogensen, der døde alt for tidligt i 1977 som følge af alkoholmisbrug og en generelt kropsnedbrydende livsstil.
Rasmus Bjerg synes at have fået sit livs rolle som sangeren, mens Helle Fagralid spiller hans kone, og at dømme ud fra traileren er det ikke mindst deres tumultariske forhold, filmen sætter fokus på. ’Dræberne fra Nibe’ delte vandende, og Bornedal er kendt for at stikke til den gode smag, så det bliver spændende at se, hvor langt ud af følelsesbarometeret han vil skubbe os med sin nye film.
Premiere 8. marts
4. ’Den skyldige’
Svenske Gustav Möller blev uddannet fra Den Danske Filmskole i 2015, og nu er han via talentordningen New Danish Screen klar med sin første spillefilm, der allerede har fået lidt af et kvalitetsstempel: Den er – sammen med næste film på listen – nemlig udtaget til den prestigefulde Sundance-festival senere i januar.
»Jeg søger en tydelig, rå og intensiv renhed«, sagde han til Det Danske Filminstitut omkring sin afgang fra filmskolen, og noget tyder på, at det er lykkedes med debuten. ’Den skyldige’ har Jakob Cedergren i den altoverskyggende hovedrolle i filmen om politimanden Asger, der besvarer et 112-opkald fra en kidnappet kvinde. Forbindelsen bliver afbrudt, og Asger må kæmpe for at redde kvinden med telefonen som eneste virkemiddel.
’De skyldige’ udspiller sig i realtid og foregår udelukkende på alarmcentralen, så konceptuelt lyder det som en film i retning af ’Locke’ og ’Buried’. Et særsyn i dansk sammenhæng.
Premiere 14. juni
5. ’Holiday’
Årets anden Sundance-udtagelse kommer ligeledes fra en svensk instruktør, der ligeledes er uddannet fra Den Danske Filmskole. Isabella Eklöf var et af de mest lovende visuelle talenter fra årgang 2011, og meget antyder, at hun indfrier løfterne med debutfilmen ’Holiday’.
Stortalentet Victoria Carmen Sonne (’I blodet’, ’Sange i solen’), som i efteråret var nomineret til Soundvenues Fremtidspris, har sin første hovedrolle. Hun spiller den unge Sascha, der er sammen med gangsterchefen Michael, som laver suspekt business på den tyrkiske riviera flankeret af sit entourage af bøvede Amager-drenge. Sascha nyder godt af den luksus, der falder af på hende som Michaels dame, men mærker også den kynisme og brutalitet, som kendetegner miljøet. Da hun møder en sød hollandsk fyr, der har lagt til land med sin båd, kompliceres sagerne.
»Jeg interesserer mig altid for det oversete perspektiv. I det her tilfælde gangsterkæresten, som både drager nytte af goderne fra og skal lide konsekvenserne af et system, hun i sidste ende ikke selv har bestemt reglerne for«, har Isabella Eklöf udtalt til Filminstituttet.
Premieredato uvis
6. ’Ditte og Louise’
DR trak stikket på komediehittet ’Ditte og Louise’ efter to sæsoner til bagkvindernes store skuffelse. Ditte Hansen og Louise Mieritz havde regnet med og håbet på en sæson mere, og hvad gør man så? Man laver selvfølgelig en film i bedste ’Klovn’-stil.
Hvad filmen handler om, og hvordan den bygger videre på serieuniverset om de to komikeres akavede, kiksede og uimodståelige alteregoer, vides endnu ikke. Sikkert er det dog, at grundholdet fra serien består, og det er således seriens faste instruktør Niclas Bendixen, der også her svinger instruktionsstokken.
Premiere 30. august
7. ’Charmøren’
Det er gået lidt under radaren herhjemme, men faktisk har Milad Alamis debutfilm allerede vakt opsigt i udlandet. Den vandt en kritikerpris under den velansete filmfestival i San Sebastian og hjemtog også priser fra festivalerne i Warszawa og Chicago.
Milad Alami tog ligesom ovennævnte Isabella Eklöf afgang fra Den Danske Filmskole i 2011 og har sammen med Ingeborg Topsøe selv skrevet det psykologiske drama om iranske Esmail, der desperat forsøger at finde en dansk kæreste, så han kan blive i Danmark. Men så forelsker han sig uventet i en ung kvinde, mens han samtidig indhentes af fortiden. I begrundelsen fra San Sebastian-kritikerne lød det:
»Filmen er et fascinerende studie i kulturel diversitet og familieværdier, hvor instruktøren med finfølelse behandler en af de største udfordringer i Europa i dag«.
Premiere 17. maj
8. ’Happy People’
Den herboende franskmand Samanou Acheche Sahlstrøm er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2011 og markerede sig i 2015 med debuten ’I dine hænder’ om en syg mands rejse til Schweiz for at få aktiv dødshjælp.
Nu følger Sahlstrøm op med en film, der baseret på titlen står i kontrast til den alvorstunge debut – men måske skinnet bedrager? Filmen handler ifølge Variety om et dansk par, der bor i udlandet i idylliske landomgivelser med deres 10-årige søn. Men en dag forsvinder drengen pludseligt, og hans tøj findes på stranden. Filmen roterer om forældrenes forskellige reaktioner og temaer som sorg og håb, mens den samtidig skildrer efterforskningen. En historie, der lyder lidt hen ad den aktuelle russiske perle ’Loveless’, om end sat i meget anderledes omgivelser.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der pryder rollelisten.
Premiere 6. september
9. ’Brakland’
Den autodidakte instruktør, dj og Av Av Av-tredjedel Martin Skovbjerg var ligesom ovennævnte Victoria Carmen Sonne i november nomineret til Soundvenues fremtidspris. Det var han, fordi han med webserierne ’Anton 90’ og ’Fastland’ allerede har markeret sig som en innovativ fortæller, der tør betræde nye stier, hvad angår alt fra platform til dramaturgi. Og så fordi vi glæder os til hans første spillefilm, ungdomshistorien ’Brakland’.
Filmen handler om Simon, der flytter fra København til den lille flække Vesterby langt ude på landet og starter i 10. klasse. Han føler sig udenfor, indtil han knytter et venskab med byens 15-årige alfahan Bjarke. Det lyder som en film i ånden efter de klassiske danske ungdomsfilm fra 70’erne, men formodentlig tilsat Skovbjergs moderne billed- og fortællesprog.
Premieredato uvis
10. ’I krig og kærlighed’
Vi har de seneste år oplevet en lang række film om Anden Verdenskrig, fra ’Under sandet’ til ’Fuglene over sundet’, ’9. april’ og ’Hvidstengruppen’. Men nu får vi den første film om Første Verdenskrig.
Med udgangspunkt i Karsten Skovs roman ’Knacker’ handler ’I krig og kærlighed’ om den unge soldat Esben, der fingerer sin egen død i krigen og vender tilbage til sin kone Kristine og søn. Officeren Gebhardt bejler imidlertid til Kristine, og fra sit gemmested på loftet kan Esben se til, mens forholdet mellem Kristine og Gebhardt udvikler sig.
Bag filmen står den succesrige producent Ronnie Fridthjof (’Alle for én’-filmene, ’Armadillo’) og dennes ven og faste makker Kasper Torsting, som primært er kendt som dokumentarist og nu springer ud som spillefilminstruktør. På rollelisten står Sebastian Jessen, der fik en fortjent genopblomstring med ’Mens vi lever’, Rosalinde Mynster, Thure Lindhardt, Natalie Madueño og Ulrich Thomsen. Filmen er lagt an til at blive en af årets store billetslugere.
Premiere 15. november
11. ’Robin’
Yderst talentfulde Rosalinde Mynster har den altdominerende hovedrolle i denne lowbudget-sag fra svenske Antonio Tublén i samarbejde med danske Alexander Brøndsted. Mynster spiller en kvinde, der bliver fundet nøgen i en skov, hårdt medtaget. Hun fortæller, at hun har været vidne til et mord, og at hun har slået gerningsmanden ihjel i selvforsvar. Problemet er, at der hverken er lig eller spor. Og snart begynder hun også selv at tvivle på sin fornuft.
»Det vigtigste for mig er, at der er noget på spil. At man kan bruge sin indignation. Derfor er rollen som Robin også vigtig for mig. For vi mangler virkelig nogle stærke kvindefigurer på film herhjemme«, sagde Rosalinde Mynster sidste år i et interview i Soundvenue-magasinet.
’Robin’ skulle egentlig have haft premiere sidste år, men nu må det være: Vi satser stærkt på at kunne opleve denne psykologiske thriller i løbet af året.
Premieredato uvis
12. ‘C4’
Med den Dreyer-inspirerede middelalder- og heksefortælling ’Sorte måne’ som afgangsfilm fra Den Danske Filmskole i 2015 markerede Kasper Skovsbøl sig straks som et af sin generations største talenter. Hans baggrund som kunstner fra Det Fynske Kunstakademi fornægtede sig ikke i den udsøgte sorthvide billedside.
Forventningerne til Skovsbøls første spillefilm er derfor kolossale – og selvom ’C4’ handler om Christian 4., er der næppe nogen grund til at forvente en konventionel historisk film. Historien udspiller sig udelukkende i kongens karet (dog krydret med flashbacks), hvor Christian er på vej fra Hillerød til København for at dø. Han får selskab af sin ekskone Kirsten Munk, som han har holdt indespærret efter en dramatisk skilsmisse, og undervejs bobler den ubehagelige fortid frem til overfladen.
Filmen beskrives som et kammerspil, og det skal blive utroligt spændende at se, hvad den unge billedmager får ud af begrænsningens kunst.
Premieredato uvis
Det ser vi også frem til…
En lang række film har vi ikke taget i betragtning, alene af den grund at det endnu ikke vides, om de når at blive premiereklar i år. Det gælder ikke mindst Michael Noers comeback til Danmark efter den amerikanske fængselsfilm ’Papillon’, ’Et bedre liv’, der beskrives som en skæbnefortælling fra 1850’ernes Danmark med Jesper Christensen, Ghita Nørby, Clara Rosager, Roland Møller, Elliott Crosset Hove og brødrene Gustav og Oscar Dyekjær Giese på rollelisten.
Men også Kristian Levrings opfølger til ’The Salvation’, ’Amerika’ med manuskript af Anders Thomas Jensen, Pernille Fischer Christensens første film siden ’En du elsker’, ’Unge Astrid’, Frederikke Aspöcks ’De frivillige’, ’Der kommer en dag’-instruktør Jesper W. Nielsens Christian Jungersen-filmatisering ’Undtagelsen’, May el-Toukhys ventede opfølger til ’Lang historie kort’, ’Dronningen’ og Lone Scherfigs danske comeback med den engelske (arbejds)titel ’Secrets from the Russian Tea Room’.
Det skal også blive ekstremt interessant at se ’Den danske racekrig’ instrueret af Simon Staho, der med film som ’Dag og nat’, ’Himlens hjerte’ og ’Bang Bang Orangutang’ i en årrække stod som en af skandinavisk films mest originale auteur-stemmer, men siden spillede sig af banen med en række dyre, mislykkedes film. ’Den danske racekrig’ laver han med dramatiker Christian Lollike.
Af brede titler kan vi blandt andet se frem til Hella Joofs opfølger til den vellykkede ’All Inclusive’, som hedder ’Happy Ending’ (premiere 25. december) og ikke skal forveksles med Michael Hanekes også 2018-aktuelle ’Happy End’, pg Paprika Steens julefilm ’Med hensyn til julen’ (premiere 8. november). I børnefilmland er Marie Dalsgaard Rønns ’Landet af glas’ noget så sjældent som en dansk fantasyfilm baseret på en originalhistorie.
Og så bliver det interessant at se, hvad den tidligere arthouse-instruktør Christoffer Boe kan få ud af Jussi Adler-Olsen-universet med den nye afdeling Q-film, ’Journal 64’ (premiere 4. oktober), i øvrigt den sidste fra Zentropa og dermed efter alt at dømme også den sidste med Nikolaj Lie Kaas som Carl Mørck. Om et øjeblik, 11. januar, får vi også Per Flys første engelsksprogede film, den politiske thriller ’Dobbeltspil’ med Theo James og Ben Kingsley, at se i de danske biografer.
Endelig er der en række debutfilm fra en flok meget talentfulde unge filmskabere, som vi krydser både fingre og tær for, at vi snart får at se, meget gerne i indeværende år. Det gælder Rasmus Kloster Bros ‘Cutterhead’ om en kvinde, der indespærres i et trykkammer i den københavnske metro efter en ulykke. Og i allerhøjeste grad også ’Teenage Jesus’ af Marie Grahtø (’Daimi’, ’Lækre til vi dør’), mikrobudgetfilmen ’Lifeboat’ af Josefine Kirkeskov optaget på en båd i Kroatien og ’Danmarks sønner’ af et af de mest lovende navne fra sidse års filmskoleårgang, Ulaa Salim – et projekt, der beskrives som et »visuelt studie«. Det vækker da nysgerrigheden.
Læs også: De 30 mest ventede internationale film i 2018