’Loveless’: Russisk Oscar-kandidat er en uafrystelig filmoplevelse
2017 er forbi, men har som filmår endnu meget at byde på. ‘Loveless’, en af de store titler ved sidste filmfestival i Cannes, ser for eksempel først nu dagens lys herhjemme. Ventetiden har været lang, om end Andrej Zvyagintsevs kuldslåede drama måske egner sig bedst til at blive vist netop om vinteren. Den er en udtalt feel-bad movie, der portrætterer et samfund, hvor meningsfulde relationer mellem mennesker for længst er underlagtdet senmoderne individs behov for selvrealisering. Samtidig er den fortalt med et dramatisk overskud, der fra første færd gør den mindst lige så dragende som foruroligende.
Boris og Zhenya skal skilles, og det går ikke stille for sig. Ingen af dem vil have forældremyndigheden over deres eneste barn, den tolvårige Alyosha. Han er intet andet end en klods om benet på de to voksne mennesker, der gerne vil begynde forfra med nye partnere så hurtigt som muligt. Kan man ikke bare sende ham på kostskole? En sublim kamerabevægelse fastslår, at drengen, der er helt grådkvalt, hele tiden har lyttet med i det skjulte. Han løber snart hjemmefra, og forældrene må slå sig sammen for at finde ham.
På sin vis har de dog allerede afskrevet ham som deres søn, og den skam løber gennem hele filmen.
Rammen er vor tids Rusland, et isnende koldt land fuld af tung nationalisme, nedarvet kristendom og alment hykleri. Det lyder fremmedartet, men mon ikke fortællingen om barnet som skilsmissens virkelige offer vil vække genklang på tværs af landegrænser. Cannes viste, at vanskelige familieforhold er et emne, som optager mange af vores vigtigste instruktører. Vi har tidligere set den moderne pater familias blive hudflettet i græske Yorgos Lanthimos’ ‘The Killing of a Sacred Deer’ og svenske Ruben Östlunds ‘The Square’. Og senere på sæsonen kommer østrigske Michael Hanekes bud på en familiesatire i flygtningekrisens tidsalder med ‘Happy End’.
‘Loveless’ skiller sig ud blandt disse titler. Den gemmer sig ikke bag nogen sort humor, men behandler sit emne med en kras realisme, der rammer så meget desto hårdere. En del af tiltrækningskræften er, at Boris og Zhenya ikke fremstilles som onde mennesker partout, men bare som enormt utilstrækkelige og selvbedrageriske.
Vi kommer for alvor under huden på dem, når de på et tidspunkt kører langt ud på landet for at lede efter spor af deres forsvundne søn. Det er et smart trick at optage sådan en afgørende scene i en bil, for her er der en naturlig anledning til at gøre brug af nærbilleder og undersøge personerne tæt på. Zhenya tænder en smøg, Boris bliver irriteret, skruer helt op for musikken og trykker speederen i bund. Det er startskuddet til endnu et skænderi, voldsommere end alle de andre, der sætter hele deres ægteskab i relief. Hvad var egentlig bevæggrundene for at blive gift i første omgang? Det antydes, at Alyosha bærer hele skylden for deres ulykke.
‘Loveless’ handler om en eftersøgning, om en famlen efter svar og om den skam, der plager det mislykkede ægtepar. Men som det bliver fremstillet i den ambivalente slutning, er der ringe mulighed for soning.
Kort sagt:
Zvyagintsev rammer hårdt med sin enkle, men effektfulde fortælling om kærlighedens kår. Alvoren bliver aldrig tyndet op med sort humor. Der er ingen formildende omstændigheder eller mulighed for distance. ‘Loveless’ taler for sig selv. Det er en stilsikker og enormt overbevisende filmskabning.
Læs også: De bedste film vi så på Cannes-festivalen 2017