De 30 mest ventede film i 2018

Der er stribevis af utroligt lovende film i vente i de danske biografer og på Netflix over de næste 12 måneder. Vi giver det store overblik, som det tager sig ud lige nu. Flere vil utvivlsomt støde til, som året tager form.
De 30 mest ventede film i 2018
Rami Malek som Freddie Mercury i 'Bohemian Rhapsody'.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’

Hvem står bag?
Martin McDonagh er manden bag perlerne ’In Bruges’ og ’Seven Psycopaths’. Han har ikke bare instrueret filmene, men også leveret de utroligt velskrevne manuskripter, fuld af kulsort humor og vold, hvor eksistentielt-komiske gangsterdrama ’In Bruges’ indbragte ham en Oscar-nominering.

Hvad handler den om?
Mildred (Frances McDormand) lejer tre store reklameskilte for at minde alle beboerne i flækken Ebbing, Missouri om det bestialske mord på sin datter syv månederne forinden. Hun hænger politichefen Willoughby (Woody Harrelson) ud til offentligt skue, og så ser hun ellers til mest landsbyen langsomt går i hundene, mens morderens sande ansigt titter frem. På rollelisten ses desuden Sam Rockwell i en af karrierens bedste præstationer som afdanket politibetjent, mens også Peter Dinklage, Lucas Hedges, John Hawkes og Caleb Landry Jones er at finde i den stjernespækkede Oscar-kandidat.

Premiere
11. januar (kom til Soundvenue Gallapremiere på filmen 8. januar)

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Call Me by Your Name’

Hvem står bag?
Italienske Luca Guadagnino slog igennem med den æstetisk udsøgte ‘I Am Love’ med Tilda Swinton og delte vandene i 2013 med sin første engelsksprogede film ’A Bigger Splash’, der havde Swinton, Ralph Fiennes, Dakota Johnson og Matthias Schoenaerts i hovedrollerne. Nu fire år senere er han et af de varmeste navne i Hollywood, hvilket i særdeleshed skyldes denne film.

Hvad handler den om?
Den intellektuelle 17-årig teenager Elio (Timothée Chalamet) nyder den italienske sommervarme i 1983 i sine akademiske forældres sommerhus. Men da farens (Michael Stuhlbarg) nye assistent Oliver (Armie Hammer) gør sin entre, spirer en sommerromance mellem de to unge mænd. Vores udsendte var forelsket i ’Call Me By Your Name’ ved verdenspremieren på Sundance-festivalen, og siden er filmen blevet kørt i stilling som en af de førende Oscarfavoritter.

Premiere
1. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’The Disaster Artist’

Hvem står bag?
James Franco er en mand af mange talenter, og i ’The Disaster Artist’ beviser han, at han både kan instruere, producere og spille hovedrollen i en af 2018’s sjoveste film.

Hvad handler den om?
’The Disaster Artist’ fortæller tilblivelseshistorien på den verdenskendte so bad it’s good-film ’The Room’. Vi følger den enigmatiske, aspirerende skuespiller Tommy Wiseau, der får overbevist sin talentløse medstuderende Greg Sestero (Dave Franco) om at tage med ham til Hollywood, hvor de skal lave deres egen spillefilm. Men det går ikke helt som planlagt for at sige det mildt. James Franco er eminent (og uhyre virkelighedstro) i rollen som Wiseau, og Oscar-urnerne messer allerede hans navn.

Premiere
1. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’All the Money in the World’

Hvem står bag?
Ridley Scott instruerer dette kidnapningsdrama baseret på virkelige hændelser, der allerede er en af årets mest ventede film alene på grund af udskiftningen af Kevin Spacey i rollen som verdens rigeste mand John Paul Getty.

Hvad handler den om?
Da 16-årige John Paul Getty III (Charlie Plummer) bliver kidnappet, forsøger hans hengivne mor Gail (Michelle Williams) desperat at få drengens bedstefar, oliemilliardæren John Paul Getty (Christopher Plummer som Spaceys afløser), til at betale løsesummen. Men Getty nægter at bøje sig for de kriminelle, og det tvinger Gail til at alliere sig med bedstefarens forretningspartner, Fletcher Chase (Mark Wahlberg), der har en baggrund i CIA. Sammen må de kæmpe for at redde sønnen og få bedstefaren til at skifte mening.

Premiere
1. februar.

’10 Cloverfield Lane’ var glimrende, så vi har høje forventninger til opfølgeren.

‘Cloverfield Movie’

Hvem står bag?
Ligesom det var tilfældet med de to foregående film i J.J Abrams’ ’Cloverfield’-serie, er det et relativt ubeskrevet blad, der skal instruere den kommende installation. Julius Onah indtager den varme stol, men hvis alt går vel, kan en ’Cloverfield’-film fostre store karrierer, som det var tilfældet for instruktøren bag den oprindelig film, Matt Reeves (’Abernes planet: Revolutionen’, ’The Batman’).

Hvad handler den om?
Det er endnu sparsomt med information om den kommende sci-fi-film, men denne gang rykker universet ud i rummet, hvor en gruppe astronauter pludselig er helt mutters alene, da Jorden forsvinder under et eksperiment med en partikelaccelerator. Mange har allerede nu spekuleret i, at filmen bliver en prequel til de to foregående film i franchisen og dermed fortæller historien om, hvordan rumvæsenerne ankom til Jorden. På rollelisten ses Daniel Brühl (’Rush’), Elizabeth Debicki (’Guardians of the Galaxies vol. 2’) og David Oyelowo (‘Selma’).

Premiere
1. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Panthom Thread’

Hvem står bag?
Med ’Phantom Thread’ bevæger mesterinstruktøren Paul Thomas Anderson sig fra det syrede detektivplot i ’Inherent Vice’ til en overraskende kærlighedsfortælling i 1950’ernes London.

Hvad handler den om?
Daniel Day-Lewis genoptager sit samarbejde med PTA efter sit Oscar-vindende portræt af oliemogulen Daniel Plainview i ’There Will Be Blood’. Denne gang spiller han den nidkære kjoledesigner Reynolds Woodstock, der i mødet med den betagende tjenerinde Alma (Vicky Krieps) må vælge mellem kærligheden og sit perfektionistiske og indelukkede arbejdsliv.  Oscar-hypen er allerede stor for begge skuespillere, og den er kun taget til, da Day-Lewis har erklæret, at filmen bliver hans sidste.

Premiere
15. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The Shape of Water’

Hvem står bag?
Den mexicanske stjerneinstruktør Guillermo del Toro har instrueret og skrevet en af årets største Oscar-favoritter. Med ’The Shape of Water’ vender han tilbage til det fantasyeventyr, der gjorde ham verdenskendt med ’Pans labyrint’, og de internationale kritikere har allerede udpeget filmen til hans bedste siden netop denne.

Hvad handler den om?
Sally Hawkins spiller den stumme rengøringsassistent Elisa, der arbejder ved et topsikret militæranlæg under Den Kolde Krig i 1960’ernes USA. Her knytter hun et bånd med et overnaturligt havmonster, der viser sig at have mere til fælles med hende end mange mennesker. ’The Shape of Water’ er en usandsynlig kærlighedsfortælling, der møder koldkrigsmonstergenren, og det er nøjagtig lige så interessant, som det lyder. Rollelisten er et overflødighedshorn af store biroller med blandt andre Michael Shannon, Octavia Spender og Richard Jenkins i stærke præstationer. Det er dog Sally Hawkins, der stjæler showet som den altoverskyggende kvindelige hovedrolle.

Premiere
22. februar.

Jared Leto i forbindelse med premieren på ‘Suicide Squad’. (Foto: Jamie McCarthy/Getty Images)

‘The Outsider’

Hvem står bag?
Danske Martin Zandvliet er et levende bevis på, at en Oscar-nominering kan føre direkte til stjernerne. Tre år efter succesen med ’Under sandet’ er manden bag ’Dirch’ og ’Applaus’ snart aktuel med en stjernespækket krimi.

Hvad handler den om?
’The Outsider’ udspiller sig i efterkrigstidens Japan, hvor den fængslede soldat Nick Lowell (Jared Leto) får hjælp fra sin cellekammerat til at undslippe. Men hjælpen kommer med en bagside, for hans medfange er del af Yakuzaen. Da han først er sluppet fri, sætter han sig derfor ud for at betale sin gæld af til den japanske mafia, mens han langsomt synker dybere og dybere ned i den kriminelle underverden.

Premiere
Får premiere på Netflix i løbet af februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The Florida Project’

Hvem står bag?
Sean Baker gjorde sig for alvor bemærket med ’Tangerine’, der udelukkende var filmet på iPhones. Med ’The Florida Project’ stiller han stadig skarpt på underklassen i USA, men denne gang er telefonen skiftet ud med rigtige kameraer, tilmed rigtig celluloid – og det illustrerer de gudesmukke billeder tydeligt.

Hvad handler den om?
Seksårige Moonee (kæmpetalentet Brooklynn Prince) bor med sin unge mor Halley (Bria Vinaite) på et motel i Florida – få kilometer fra Disneyland. Mens Halley kæmper for at få tilværelsen til at løbe rundt, gør Moonee det, børn gør bedst – hun leger, får nye venner og provokerer den godhjertede motelmanager Bobby (Willem Dafoe). ’The Florida Project’ er en af årets mest velspillede og visuelt overdådige film med en smuk og tankevækkende historie om at finde glæden i det hårde liv i slummen.

Premiere
1. marts.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘A Wrinkle in Time’

Hvem står bag?
Disney har givet Ava DuVernay lidt over 100 millioner dollars til ’A Wrinkle in Time’ efter flere lavbudgetssucesser som den biografiske ’Selma’ og den Oscar-nominerede dokumentar ’13th’, og de penge får hun tilsyneladende ikke så lidt ud af.

Hvad handler den om?
Filmen er et sansebombardement af en filmatisering over Madeleine D’Engles sci-fi-eventyrroman af samme navn fra 1962. Da den unge pige Meg Murry (Storm Reid) lærer, at hendes far (Chris Pine) bliver holdt fanget på en fjern planet, slår hun sig sammen med sin højintelligente bror (Deric McCabe), klassekammeraten Calvin (Levi Miller) og tre astrale rejsende i et forsøg på at redde faren fra ondskabens klør. Reese Witherspoon, Oprah Winfrey og Mindy Kaling spiller hendes tre vejvisere i, hvad der ligner et kæmpemæssigt sats fra Disneys side.

Premiere
8. marts.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘120 slag i minuttet’

Hvem står bag?
Franske Robin Campillo vandt tidligere på året Grand Jury-prisen på Cannes-festivalen for sit arbejde som instruktør på ’120 slag i minuttet’. Han har tidligere instrueret homodramaet ’Eastern Boys’, der vandt prisen for bedste film i Venedig-festivalens sidekonkurrence Horizon, og så skrev han manuskriptet til Guldpalmevinderen ‘Klassen’, som hans nye film da også er beslægtet med, særligt i første halvdel.

Hvad handler den om?
Filmen følger en gruppe unge aktivister, der kæmper for at få regeringen og farmaceut-industrien til at tage kampen op mod AIDS-epidemien i 1990’ernes Paris. De bruger alternative og til tider ufine metoder for at få mediernes opmærksomhed, men lige lidt hjælper det, når alt i sidste ende styres af den kæmpemæssige medicinalindustris magthavere. Aktivisterne kæmper bravt, men langsomt må deres egne give efter for den på daværende tidspunkt dødelige sygdom.

Premiere
8. marts.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Annihilation’

Hvem står bag?
Forfatteren Alex Garland vandt stor hæder med sin debutfilm som instruktør, science fiction-perlen ’Ex Machina’, som blandt andet sikrede ham en Oscar-nominering for bedste manuskript. Nu er han aktuel med sin anden spillefilm, og han fortsætter i science fiction-universet om end i en noget større skala.

Hvad handler den om?
Da biologen Lenas (Natalie Portman) mand forsvinder, melder hun sig frivilligt til at lede efter ham i en økologisk katastrofezone. Sammen med et hold kvindelige forskere fører hun an i en ekspedition direkte mod zonens kerne, og her støder holdet på et overraskende fund, der hurtigt viser sig at være til stor fare for ekspeditionen og hele menneskeheden. På rollelisten ses desuden Oscar Isaac, Jennifer Jason Leigh og Tessa Thompson.

Premiere
’Annihilation’ får premiere på Netflix i midten af marts.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘You Were Never Really Here’

Hvem står bag?
Lynne Ramsay er en af de mest markante kvindelige auteurs med de stærke ’We Need to Talk About Kevin’, ’Movern Callar’ og ’Ratcatcher’ i ryggen. Og så er hun en fremragende historiefortæller, som juryen på årets Cannes-festival slog fast, da de tildelte hende prisen for bedste manuskript.

Hvad handler den om?
Joaquin Phoenix spiller hovedrollen som den tidligere soldat Joe, der arbejder som hårdkogt problemknuser for velhavende kunder i privaten. Han bliver kontaktet af en senator, der beder ham om at bringe en pige, som er blevet kidnappet af en pædofil prostitutionsring, sikkert hjem. Men selvom Joe er en hårdfør mand, bliver det hurtigt tydeligt, at det er ham, som har brug for redning. Phoenix vandt Cannes-prisen for bedste mandlige skuespiller, og han har gennemgået en bemærkelsesværdig transformation, i hvad der lyder som en ny glansrolle.

Premiere
22. marts.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Happy End’

Hvem står bag?
Den østrigske auteur Michael Haneke anses som en af verdens førende arthouse-instruktører. Han har vundet Guldpalmen hele to gange inden for de sidste 10 år med ’Amour’ og ’Det hvide bånd’, men hans karriere strækker sig endnu længere med mesterstykker som ’Caché’, ’Pianisten’ og ’Funny Games’.

Hvad handler den om?
Hans nyeste drama har hofskuespillerinden Isabelle Huppert i hovedrollen som den kyniske matriark, Anne Laurent, i en fransk overklassefamilie. Hun styrer familien med hård hånd, men selvom titlen antyder det modsatte, er Laurent-slægten langt fra lykkelig. Under den polerede overflade ulmer store konflikter som stofmisbrug og en far, som ikke kan vente med at dø. Med ’Happy End’ udstiller Haneke det moderne borgerskabs afstumpede distance til det omkringliggende samfund.

Premiere
29. marts

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Ready Player One’

Hvem står bag?
Steven Spielberg er en travl herre, der i 2018 har hele to spillefilm i de danske biografer – med få ugers mellemrum. I ’Ready Player One’ vender mesterinstruktøren tilbage til sine rødder fra ’E.T’ og ’Nærkontakt af tredje grad’ med et stærkt imødeset science fiction-eventyr.

Hvad handler den om?
I en dystopisk fremtid anno 2045 er verdens storbyer blevet til det rene slum grundet massiv overbefolkning og forurening. I mangel på noget at tage sig til dykker folk ned i virtual reality-verdenen OASIS. Her bruger teenageren Wade Watts (Tye Sheridan) størstedelen af sin tid i håbet om at vinde det ultimative spil, som belønnes med den nyligt afdøde OASIS-grundlæggers (Mark Rylance) enorme formue. Men mange er ude efter præmien, og ikke alle spiller efter reglerne.

Premiere
29. marts.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The Post’

Hvem står bag?
Med årets anden skæring kaster Steven Spielberg sig over journalistfilmen med et historisk drama, der efter sigende formår at ramme zeitgeisten i dagens USA lige på kornet.

Hvad handler den om?
’The Post’ følger USA’s første kvindelige avisudgiver Katherine Graham (Meryl Streep) fra The Washington Post, der er hovedansvarlig for afdækningen af en enorm mørklægningssag, som strækker sig over flere årtier i 1971. Sammen med sin hårdtarbejdende redaktør Ben Bradlee (Tom Hanks) sætter hun sig for at udgive de mørklagte Pentagon-papirer, koste hvad det vil.

Premiere
5. april.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Lady Bird’

Hvem står bag?
Indie-skuespillerinden Greta Gerwig fra film som ’Frances Ha’ og ’Mistress America’, som hun også har skrevet manuskript til, springer ud som instruktør med den skamroste debut ’Lady Bird’.

Hvad handler den om?
Saoirse Ronan (‘Brooklyn’) spiller titelrollen som Christine ‘Lady Bird’ McPherson i denne coming-of-age-film, der er udpeget til en tidlig Oscar-favorit. Lady Bird bøvler med sin lidt for ærlige mor (Laurie Metcalf), stifter bekendtskab med kærligheden i skolens dramaklub, hvor Kyle (Timothée Chalamet) og Danny (Lucas Hedges) huserer, mens hun drømmer sig væk mod Østkystens skyskrabere.

Premiere
26. april.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Film Stars Don’t Die in Liverpool’

Hvem står bag?
Paul McGuigan har i flere år gebærdet sig som tv-instruktør på blandet ’Luke Cage’ og ’Sherlock’, mens han også stod bag thrilleren ’Lucky Number Slevin’. Men nu er McGuigan klar til at kaste sig over sin første store dramafilm.

Hvad handler den om?
’Film Stars Don’t Die in Liverpool’ er baseret på Peter Turners memoirer og følger Turners (Jamie Bell) forhold til den Oscar-vindende skuespillerinde Gloria Grahame (Annette Bening) i 1978 i Liverpool. Hvad der starter som en hed affære, bliver hurtigt til et dybtfølt forhold, hvilket aftvinger store præstationer fra Bell og særligt Bening, hvis præstation har været nævnt i Oscar-sammenhænge mere end en gang.

Premiere
26. april.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Isle of Dogs’

Hvem står bag?
Wes Anderson vender tilbage til animationsfilmen for første gang siden den fremragende ’Fantasic Mr. Fox’ som opfølger til sin store billetsucces, ’The Grand Budapest Hotel’ fra 2014.

Hvad handler den om?
’The Isle of Dogs’ udspiller sig i fremtidens dystopiske Japan, hvor hunde er sendt i karantæne på en fjern ø i kølvandet på et udbrud af kanininfluenza. Men de fem hunde Chief (Bryan Cranston), Rex (Edward Norton), Boss (Bill Murray), Duke (Jeff Goldblum) og King (Bob Balaban) er godt trætte af det isolerede ø-liv. Så da drengen Atari Kobayashi (Koyu Rankin) dukker op i søgen efter sin hund Spots (Liev Schreiber), kommer hundeflokken ham øjeblikkeligt til undsætning.

Premiere
3. maj.

Bradley Cooper og Lady Gaga i ‘A Star Is Born’.

‘A Star is Born’

Hvem står bag?
Over de seneste år har Bradley Cooper vundet stor hævd for sine roller i film som ’American Sniper’ og ’Silver Linings Playbook’, og nu er han klar til selv at kaste sig over instruktørtjansen.

Hvad handler den om?
Cooper debuterer med det tredje remake af 1937-filmen med samme titel, der følger den aspirerende skuespillerinde/sangerinde Ally (Lady Gaga). I sin indædte kamp for at slå igennem i underholdningsbranchen får Ally hjælp af den afdankede filmstjerne Jackson Maine (Bradley Cooper), som kæmper med et alkoholmisbrug og stadigt færre roller på grund af sin alder.

Premiere
17. maj.

Billede fra de tidlige optagelser på ‘Solo’, inden Phil Lord og Chris Miller blev fyret.

‘Solo: A Star Wars Story’

Hvem står bag?
Ron Howard styrer slagets gang i ’Star Wars’-antologifilmen om Han Solos oprindelse, efter Phil Lord og Christopher Miller blev fyret i utide på grund af kreative uoverensstemmelser.

Hvad handler den om?
’Solo’ følger de tidlige dage i Han Solos (Alden Ehrenreich) liv som dusørjæger. Som det er tilfældet med alle ’Star Wars’-film, holder Disney detaljerne tæt ind til kroppen, men indtil videre ved vi, at filmen følger Solos forhold til hans mentor Beckett (Woody Harrelson) og samtidig fortæller historien om, hvordan smuglerlegenden mødte Lando Calrissian (Donald Glover).

Premiere
24. maj.

Terrence Malicks ‘Radegund’ ser billedskøn ud.

‘Radegund’

Hvem står bag?
Terrence Malick er blevet en travl herre på sine gamle dage. Over de seneste syv år har han instrueret seks film, der blandt andet tæller ’The Tree of Life’, ’Knight of Cups’ og ’Song to Song’. Til sammenligning instruerede han kun fire film i de første 32 år af karrieren, men denne glansperiode bød på mesterværker som ’The Thin Red Line’, ’Days of Heaven’ og ’Badlands’.

Hvad handler den om?
Denne gang vender Malick tilbage til det historiske drama. ’Radegund’ fortæller historien om østrigske Franz Jägerstätter (August Diehl), der nægter at kæmpe for nazisterne under Anden Verdenskrig og i sidste ende må bøde med sit liv. Malicks seneste film har mildest talt været ujævne, men med ’Radegund’ lyder det til, at han har lagt sine lettere lommefilosofiske og eksperimenterende fortællinger bag sig og fokuseret på en mere klassisk fortælling. Rollelisten bryster sig desuden af Bruno Ganz, Matthias Schoenaerts og Michael Nyqvist, sidstnævnte i en af karrierens allersidste roller.

Premiere
24. maj.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Deadpool 2’

Hvem står bag?
’Deadpool 2’ er stuntmanden David Leitchs anden spillefilm efter spionactionfilmen ’Atomic Blonde’. Filmens styrmand er dog Ryan Reynolds, der sågar havde nok magt til at få Tim Miller, der instruerede den første film om den bramfri superhelt, fyret efter kreative uoverensstemmelser.

Hvad handler den om?
Efter at have overlevet et nær dødeligt kvægangreb kæmper den vansirede cafeteria-kok Wade Wilson (Ryan Reynolds) for at opnå sine drømme om at blive Mayberrys hotteste bartender, mens han også lærer at håndtere sin mistede smagssans. Jep, sådan lyder første linje i den kuleskøre, officielle plotsynopsis, der desuden involverer kampninjaer, yakuzaen, seksuelt aggressive hunde og en glitrende Hello Kitty-rygsæk. Der er vist ingen tvivl om, at ’Deadpool 2’ bliver lige så rablende som sin forgænger, og nå ja, så introducerer den også Josh Brolin som superskurken Cable, der er Cyclops tidsrejsende søn.

Premiere
31. maj.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Sicario 2: Soldado’

Hvem står bag?
Den italienske instruktør Stefano Sollima, der blandt andet har instrueret gangsterfilmen ’Suburra’, kaster sig over andet kapitel i ’Sicario’-serien, mens Taylor Sheridan (’Hell or High Water’, ’Wind River) fortsat leverer manuskriptet.

Hvad handler den om?
Josh Brolin og Benicio del Toro gentager deres roller som henholdsvis CIA-agenten Matt Garver og undercover-agenten Alejandro i grænsethrilleren ’Soldado’. Hvor narkotika flød over grænserne i ’Sicario’, smugler de mexicanske gangstere denne gang terrorister. Garver og Alejandro bliver sat ind for at stoppe terroristernes indtog i USA og sætter samtidig Alejandro på sporet af sin tidligere nemesis. Catherine Keener, Matthew Modine og Jeffrey Donovan er desuden at finde på rollelisten, mens Emily Blunt altså ikke vender tilbage som grøn FBI-agent.

Premiere
28. juni.

Tom Hardy udskifter ‘Taboo’-klæderne med en anderledes superheltedragt i ‘Venom’.

‘Venom’

Hvem står bag?
Ruben Fleischer har tidligere instrueret den underholdende komedie-zombiefilm ’Zombieland’ og det ujævne gangsterdrama ’Gangster Squad’, men nu får han karrierens største mulighed, når han både skal prøve kræfter med superheltefilmen og Tom Hardy.

Hvad handler den om?
Der er endnu ikke blevet frigivet en plotsynopsis til ’Venom’, men sikkert er det, at Tom Hardy indtager titelrollen som antihelten Venom. Venom er en alien-symbiote, der overtager menneskekroppe, og hvis mest kendte offer i tegneserierne er Spider-Man. Det rygtes, at Venom vil agere antihelt i denne film, mens Carnage vil indtage rollen som superskurk. Riz Ahmed, Michelle Williams og Jenny Slate er desuden bekræftet på rollelisten.

Premiere
4. oktober.

Ryan Gosling og Damien Chazelle arbejder sammen igen efter ‘La La Land’.

‘First Man’

Hvem står bag?
I år blev ’La La Land’-bagmanden Damien Chazelle den yngste instruktør til at modtage en Oscar i en alder af kun 32 år. Med sin fjerde film lægger han dog jazzmusikken på hylden og vender snuden direkte mod himlen – månen for at være præcis.

Hvad handler den om?
Den biografiske film følger astronauten Neil Armstrong (Ryan Gosling) fra 1961, til han sætter fødderne på Månen i 1969. ’First Man’ følger indgående forberedelserne til den historiske rummission, men også Armstrongs tidlige dage og hans ægteskab med Janet Shearon (Claire Foy). På rollelisten ses desuden Jon Bernthal, Kyle Chandler, Corey Stoll og Jason Clarke.

Premiere
11. oktober.

Steve McQueen vender tilbage til det store lærred med heistfilmen ‘Widows’.

’Widows’

Hvem står bag?
Efter at have arbejdet på HBO-serien ’Codes of Conduct’, der aldrig blev realiseret, er Steve McQueen tilbage på det store lærred efter Oscar-sejren med ’12 Years a Slave’. ’Widows’ er McQueens fjerde film, og der er god grund til at have høje forventninger, for hidtil har han kun fremragende film på cv’et, som desuden tæller ’Shame’ og ’Hunger’.

Hvad handler den om?
’Widows’ er en heist-thriller baseret på den britiske tv-serie af samme navn fra 1983. Da fire mænd bliver dræbt under et fejlslået kup, vælger deres hustruer at træde til og færdiggøre gerningen. Filmen markerer nyt territorium for McQueen, der for første gang kaster sig ud i en genrefilm. Rollelisten tæller blandt andre Viola Davis, Michelle Rodriguez, Colin Farrell, Daniel Kaluuya, Liam Neeson og Robert Duvall.

Premiere
15. november.

Rami Malek som Freddie Mercury under optagelserne til ‘Bohemian Rhapsody’

’Bohemian Rhapsody’

Hvem står bag?
Det er efterhånden et svært spørgsmål at besvare, for selvom Dexter Fletcher er blevet hevet ind som styrmand i 11. time, er det stadig Bryan Singer, der vil blive krediteret som instruktør på den biografiske Freddie Mercury-film.

Hvad handler den om?
’Bohemian Rhapsody’ udspiller sig over 15 år, hvor vi følger det legendariske rockband Queen fra fødslen og frem til en af verdens på daværende tidspunkt største koncerter under Live Aid i 1985. Rami Malek spiller den altdominerende hovedrolle som forsangerikonet Freddie Mercury, og han har gennemgået lidt af en transformation for at ligne den persiske verdensstjerne.

Premiere
25. december.

Martin Scorsese til premiere på sin seneste film med den sigende titel, ‘Silence’. (Foto: Matt Winkelmeyer/Getty Images)

‘The Irishman’

Hvem står bag?
Martin Scorsese står bag en af 2018’s mest imødesete film. Instruktørlegenden genforenes med Robert De Niro og Joe Pesci, som har spillet over for hinanden i nogle af Scorseses bedste film – blandt andet ’Goodfellas’, ’Raging Bull’ og ’Casino’. Men det er utroligt nok første gang, at Al Pacino skal arbejde sammen med filmverdenens sande Godfather.

Hvad handler den om?
Netflix-filmen ’The Irishman’ er et gammelt passionsprojekt fra Scorsese og bringer instruktøren tilbage til hans yndlingsemne: Gangstere. Lejemorderen Frank ’The Irishman’ Sheeran (Robert De Niro) genkalder på dødslejet, hvordan han snigmyrdede fagforeningslederen Jimmy Hoffa (Al Pacino) i sin tid under Buffalo-mafiaen. Med et budget på over 100 millioner dollars og en stjerneparade, der desuden tæller Harvey Keitel, Anna Paquin og Ray Romano, er der god grund til at glæde sig.

Premiere
Vides endnu ikke.

Jeremy Saulnier imponerede med ‘Green Room’, så vi er naturligvis meget spændte på hans kommende film.

‘Hold the Dark’ (Jeremy Saulnier)

Hvem står bag?
Efter debuten ‘Blue Ruin’ slog Jeremy Saulnier for alvor sit navn fast med den intense punkthriller ’Green Room’, der bød på masser af gore-spænding. Og hans nyeste film, der får premiere på Netflix, fortsætter i samme boldgade.

Hvad handler den om?
I en afsides landsby i Alaska er alle på vagt, efter tre børn bliver fundet dræbt af en flok ulve. Men da ulvene kommer for at kræve deres fjerde offer, efterlader de sig intet lig. I stedet forsvinder en seksårig dreng, og de skræmte forældre hyrer forfatteren Rusell Core (Jeffrey Wright) til at opspore og bringe deres søn tilbage fra Alaskas ødemark. Wright bakkes op af et stærkt cast bestående af talentet Riley Keough, Alexander Skarsgård og James Badge Dale.

Premiere
Netflix-premieren er endnu ikke offentliggjort.

Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1

Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1

 Læs også: Årets 10 bedste danske film – rangeret

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af