10. ‘Den bedste mand’
Nok har dansk film i de senere år været lige vel meget optaget af tilbageskuende historiske fortællinger, der stryger lilleput-nationalfølelser og klaphatsentusiasme med hårene, men selvom ’Den bedste mand’ er et lysende eksempel på tendensen, er den også en af de mest vellykkede i rækken.
Altid hypnotisk nærværende Mikkel Boe Følsgaard (med iøjefaldende næseprotese) indtager ringen som den virkelige weltervægtsbokser Jørgen ’Gamle’ Hansen, der i slut-70’ernes Aalborg kæmper for at genstarte karrieren på topplan. ’Den bedste mand’ er en klassisk fortælling om den aldrende sportsmands personlige kamp for en sidste værdig sejr, og i datidssvarende grynede scener, der blander ’Rocky’-ikonografi med et strejf af ’Det bare mænd’, svejser Jørgen skiftevis stål, mens gnisterne fyger, og løbetræner med fabriksskorstene og havnefront som råt industrielt og udpræget maskulint bagtæppe for ’den bedste mands’ strabadser.
Instruktør Mikkel Serups film scorer ikke toppoint på originalitet, men Følsgaards brandcharmerende præstation som Jørgen og den lune danske humor gør immervæk filmen umådeligt svær at modstå.
9. ’En fremmed flytter ind’
Dokumentarist Nicole N. Horanyis blander spillefilm og dokumentar i ’En fremmed flytter ind’ om den enlige mor Amanda Kastrup, hvis liv blev vendt på hovedet, da det viste sig, at hendes charmerende kæreste Casper var professionel storsvindler med en aliasliste så farverig som i det vildeste filmplot. Mange vil givetvis have hørt Amanda fortælle sin historie i Third Ear-podcasten ’I et forhold med … ’ fra 2013, men Horanyis film graver dybere ned i relationens snørklede psykologiske net.
Alle medvirkende spiller sig selv bortset fra Casper, der gestaltes med overbevisende indlevelse af skuespiller Esben Dalgaard. Kemien mellem ham og Amanda i filmens dramatiserede scener –baseret på Amandas hukommelse – gnistrer troværdigt, og man kan ikke andet end beundre den bedragede Amandas mod på at kulegrave sine smertelige oplevelser for rullende kameraer. Bedst som man lader sig opsluge af ’En fremmed flytter ind’ som en reel fiktionsfilm, bryder ’skuespillere’ og instruktør imidlertid metalaget for at diskutere scenerne og stille de opklarende spørgsmål til Amanda, man selv sidder med.
Det er både effektivt og tankevækkende i en sådan grad, at man efterfølgende ikke kan betænke nogen i at skæve lidt mistænkeligt i kærestens retning.
8. ’Fantasten’
Et af årets stærkeste karakterstudier kom fra instruktør Christian Dyekjær Giese med ’Fantasten’ om en midaldrende, småsvindlende ludomans rejse mod helvedets forgård. Dejan Cukic havde karrierens måske bedste rolle som bilhandleren Claus, der får rodet sin uskyldige søn ind i en uoverkommelig spillegæld og selv må fylde en slags mening ind i sit fortabte liv for at redde kastanjerne ud af ilden.
Orgelmusikken buldrer ildevarslende – og kuldegysende – mens Claus i demonstrativt uappellerende omgivelser (casinoer, baggyder, kinesiske restauranter og andre locations fra Københavns vrangside) svæver rundt i en nedadgående spiral, der sætter sig så tungt i kroppen som nogen dansk film siden Nicolas Winding Refns ’Bleeder’. Det er i allerhøjeste grad en effektiv antigambling-film, men også mere end det: Et dybt og hudløst portræt af en mand, hvis indre dæmon kører ham direkte mod afgrunden.
7. ’Danmark’
Det var først, da ’Danmark’ tittede frem på dette års CPH PIX-festival, at det gik op for os, hvor meget vi har savnet en dansk film af netop denne type: En film, der ikke har travlt, men tager det lige så chill som sine hyggelige karakterer, man bare gerne vil hænge ud med.
I centrum for ’Danmark’ står den 22-årige Norge, der driver rundt i en provinsby uden de store ambitioner, men pludselig trues af udsigten til et større ansvar i kølvandet på et overrumplende éngangsknald med den unge Josephine (altid suveræne Frederikke Dahl Hansen). Forelskelsesplottet er sødt, men det er den underspillede dialog og naturalistiske stil, der er filmens trumf, ikke mindst i de lommefilosoferende scener mellem Norge og bedstevennen spillet af Jacob Skyggebjerg.
Man tænker uvægerligt på Richard Linklater eller Kevin Smiths tidlige slackerfilm, når man har set ’Danmark’, som den Super 8-uddannede Kasper Rune Larsen indspillede for flere år siden med penge fra en pitchkonkurrence. Og man glædes over en dansk film, hvor de dramatiske kurver træder i baggrunden til fordel for situation, relation og stemning. Som vi tidligere på året skrev med reference til Jonas Elmers slackerklassiker ’Let’s Get Lost’ fra 1997: »Efter 20 års venten: Endelig sker der ingenting i dansk film«.
6. ’Heartstone’
Det har været et bemærkelsesværdigt år for islandsk film i Danmark. Hlynur Palmasons dansksprogede debut finder man længere nede på denne liste, mens ’Heartstone’ udspiller sig på den grønne ø på det lokale sprog og således – bortset fra en birolle fra allestedsnærværende Søren Malling – ikke på overfladen har meget dansk i sig. Men den er lavet for danske penge og betragtes officielt som dansk og hey, vi tager, hvad vi kan få, når det gælder film af så høj kvalitet som Gudmundur Gudmundssons coming of age-drama.
Vi følger to 14-årige drenge, Thor og Kristian, hvis hormoner pumper rundt i kroppen, samtidig med at de røvkeder sig i det lille fiskerbysamfund. Thor er forelsket i pigen Beth, mens han længselsfuldt venter på at få store muskler og hår på den. Den høje og flotte Kristian forsøger til gengæld at undertrykke sine mere-end-venskabelige følelser for bedstevennen, og alle deres uforløste tanker og drifter kommer naturalistisk til udtryk i dril, leg og slåskamp med masser af undertekst.
Stortalentet Gudmundsson har skabt en gudesmuk film, der sanseligt og sympatisk indkapsler den svære, men også eventyrlige teenagetid. Som vores anmelder skrev:
»Filmen er som et spejl, der pludselig får en til at huske, hvordan det er at være 14 år gammel og håbløst forelsket, mens man vandrer rastløst rundt i de uendelige sommeraftener«.
5. ’En frygtelig kvinde’
På redaktionen kommer vi ikke til at blive enige om, hvorvidt Christian Tafdrups opfølger til ’Forældre’ bør være på denne liste. Sjældent har en dansk film delt vandene så meget som historien om et parforhold, der udvikler sig fra hed forelskelse til kvinden Maries gradvise, manipulerende undertrykkelse af sin passive mand, så han til sidst er en skygge af sig selv.
Det er en fortælling, der uundgåeligt politiseres, men prøver man(d) – og det er kun muligt i en vis udstrækning – at løsrive filmen fra det ophedede samfundsmæssige makroperspektiv, står en velskruet og sjov satirefilm tilbage. Danske komedier har i mange år hældt mod det ekstreme, fysisk grænseoverskridende og latrinært platte, så det er i sig selv befriende at opleve et stykke dansk satire med timing, provokationslyst og noget på hjerte. En komedie med kant og kvalitet – og to karakterer, som mange velsagtens kan finde en flig af sig selv i.
’En frygtelig kvinde’ er stramt og effektivt komponeret og indgyder underspillet troværdighed i situationer, der ellers hurtigt kunne kamme over i ren kliché, fra Maries pertentlige planlægningsgen til hendes kålburgere. Den afdoserede klassiske musik – Vivaldi – tilføjer et kærkomment metaforisk lag, som understreger den Trier’sk drilske præmis, mens Amanda Collin leverer en af årets absolut bedste og mest uforudsigelige præstationer som kvinden, der – selv når manden prøver at sige fra – altid har et ekstra gear. Det kan godt være, Marie er en frygtelig kvinde, men hun er en dybt besnærende filmkarakter.
4. ’Mens vi lever’
Vi kan ikke huske, hvornår en debutfilm sidst har fået så meget opmærksomhed og så mange mennesker i biografen (over 100.000) som Mehdi Avaz’ ’Mens vi lever’, skrevet af hans ene bror Milad og produceret (for en slik) af hans tredje bror Misam.
Nu er opmærksomhed og billetsalg jo ikke en filmisk kvalitet i sig selv, men man må allivel tage hatten af Avaz-trioens ambition om at favne et bredt publikum med en gribende mainstreamfilm – og deres evne til at forløse aspirationerne. Historien om en flok unge menneskers sammenflettede skæbner er opbygget af to parallelle fortællespor, de elegant fører sammen. Og det kan godt være, at den får alt, hvad rem og seler kan holde på følelsesregistret – og lidt til – men takket være de glimrende præstationer fra unge talenter som Sebastian Jessen, Julie Christiansen, Nikolaj Groth, Marie Boda og Julie Andersen hænger man alligevel på rundt om de fleste plothjørner og tårevædede scener.
Kan brødrene Avaz fortsætte ud af dette løfterige spor, når de får rigtige penge mellem hænderne, er de et godt bud på Susanne Biers arvtagere.
3. ’Team Hurricane’
»Et kreativt frådende værk skabt i præcis øjenhøjde med de unge kvinder, den portrætterer. Formmæssigt og stilistisk er den uden sidestykke i dansk film«.
Sådan skrev vores anmelder om Annika Bergs vilde og viltre debutfilm, og ordene gælder stadig. ’Team Hurricane’ var en på dansk grund meget sjælden sammensmeltning af en pågående collageform og et intimt indblik i otte teenagepigers følelsesliv og samvær. De mødes på en ungdomsklub, er alle outsidere med rod i bagagen og finder et fællesskab i deres anderledeshed, samtidig med at de bekender deres hemmeligheder til kameraet, så vi forstår, at et den psykiske lindring ikke er ligetil, men at venskabet alligevel giver trøst og altafgørende samhørighed.
I ’Team Hurricane’ er den dramaturgiske fremdrift løs og fragmenteret – i stedet excellerer Berg i en dybt personlig, associativ stil, hvor electropop, 90’er-referencer, grænseoverskridende nærbilleder og autentisk emotionelt liv går op i en, om ikke fuldendt, så insisterende helhed, som man ikke kan sidde overhørig.
Der er en god grund til, at Annika Berg tidligere på måneden modtog Soundvenues nye hædersmærkning Fremtidsprisen med et legat på 50.000 kroner.
2. ’Vinterbrødre’
Ikke siden Lars von Triers ’Forbrydelsens element’ har en dansk debutfilm skabt så mange æstetiske bølgeskvulp i vor cinematiske andedam. Islandske Hlynur Pálmason (er det for sent at tilbageerobre vulkanøen og dens talentmasse?) fra Den Danske Filmskole har med ’Vinterbrødre’ begået et uafrysteligt værk præget af sjælfulde kunstneriske ambitioner og et fascinerende billedsprog af fotograf Maria von Hausswolff, der får hvide kalkbjerge og brutalistiske industrielle strukturer til at synge af rå poesi på lærredet. Ikke at forglemme Lars Halvorsons lydside, der rammer som et jordskælv i centralnervesystemet – på den gode måde, vel at mærke!
’Vinterbrødre’ handler om skravlede Emil (geniale Elliott Crosset Hove), der sammen med storebroren Johan (Simon Sears fra ’Herrens Veje’) arbejder i et kalkbrud, hvor stærke, tavse mænd dagligt lader sig opsluge af jorden for at svede i undergrundens klaustrofobiske mørke. Emil er ikke nogen stærk mand. Og som en anden socialt akavet papegøje kan han heller ikke holde sin kæft, til sine kollegers store irritation. Mere eller mindre intentionelt synes Emil at forgifte sine omgivelser, om end han egentlig helst vil elskes og allerhelst af den søde nabopige (Victoria Carmen Sonne).
Pálmasons film emmer af en drømmende surrealisme balancerende på mareridtets knivsæg, når den stilfærdige handling på baggrund af tyste vinterskove rammes ind af de overrumplende sanselige virkemidler, der får koldsveden til at pible frem. Det er en knugende og unik seksstjernes-oplevelse, der krydres af en underspillet dæmonisk Lars Mikkelsen i hele to bizarre roller.
1. ’Underverden’
Hvor var det dog befriende at starte det hjemlige filmår med noget så sjældent som et hamrende veleksekveret dansk actiondrama, der turde gå hele linen ud: Turde stole, at man kan lave action på internationalt niveau fra København, men også på at det kan kombineres med en historie, som bag de universelle kvaliteter var så specifik, at den får et ekstra lag netop i en dansk kontekst.
Dar Salim fik karrierens bedste rolle som den succesfulde kirurg Zaid, der trækkes ned i en verden af vold, våben og hævn, da hans kriminelle lillebror bliver dræbt, efter Zaid har afvist ham ved sin hoveddør. Og omkring ham fik vi en perlerække af årets bedste præstationer: Selvfølgelig Ali Sivandi som den karismatiske, kickboksende gangsterboss Semion og Dulfi al-Jabouri som Zaids stener-kontakt fra ghettoen, men også – mere overset – Stine Fischer Christensen som Zaids bekymrede kæreste, der hævede sig langt over ’bekymret, men naiv hausfrau’-klicheen.
Kasper Tuxens kamera iscenesætter en række vilde setpieces, særligt åbningsskuddet fra luften ned mod et bankrøveri på Vesterbrogade, og Jens Ole McCoys score var så electrificerende stemingsfuldt, at det var et af årets bedste danske album i egen ret.
Det, der dog i sidste ende løftede Fenar Ahmads anden film fra en gedigen genreoplevelse til en dansk nyklassiker, var dog måden, den gestaltede en kulturel splittelse, som er så afgørende en del af samfundsdiskussionen, men som filmkunsten indtil nu ikke har formået at beskrive uden at slå for hårdt på stavepladen. Zaids splittelse mellem sine mellemøstlige rødder og sit mønsterbrydende danske succesliv var formidabelt formidlet, langt mere tvetydigt end man normalt ville forvente af en actionfilm. Som vores filmredaktør skrev i sin 6-stjernede anmeldelse, er ’Underverden’ »den bedste film om at være indvandrer i Danmark, der endnu er lavet, selvom pointerne udidaktisk er pakket ind i en hævnthrillers hårdtpumpede gevandter«.
Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1
Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1