Mange har i årevis efterspurgt danske film om og af kvinder, der virkelig rykker og gør alting anderledes. Og lige så mange har begrædt, at Danmark næsten aldrig længere laver film om at være ung, som ikke føles, som om de er lavet af folk, der er for gamle.
Men nu er filmen her, som gør begge dele: ‘Team Hurricane’ om otte spraglede, tvivlende, intelligente, vilde, utilpassede, sårbare, konfronterende og uimodståelige teenagepiger. Om deres sommer i en fritidsklub. Om fællesskab, venskab, sex, mindreværd, sygdom, forældre, drenge og først og fremmest piger. En eksperimenterende punk-chick-flick, der måske bedst kan beskrives som et møde mellem ‘Fucking Åmål’ og Harmony Korine ‘Gummo’ og ‘Spring Breakers’) og får ‘Skam’ til at ligne ‘Fede fritimer’. Eller som dens tagline lyder: »Radical girls in an ordinary world«.
‘Team Hurricane’ er talentet Annika Bergs debutfilm, som – fortjent – er udtaget til programmet for førstegangsfilm ved den prestigefyldte Venedig Film Festival. Berg har udviklet filmen i tæt samarbejde med de otte piger, der indtager rollerne, og det mærker man: Sjældent har man på dansk grund fået et så intimt og troværdigt billede af en flok unge pigers venskab såvel som indre følelsesliv.
Traileren er nu ude til filmen, hvis lancering også bliver meget anderledes. Filmen vises kun én gang i biografen – 11. september ved visninger i Cinemaxx i København, Odense og Aarhus. Allerede 14. september kan den så ses online for 20 kr.