Festivalerne i Venedig, Telluride og Toronto har i nyere tid fungeret som affyringsrampe for Oscarsæsonens sande hardhittere. Sidste år blev syv af de ni film, der blev Oscarnomineret for bedste film, vist ved en eller flere af de tre festivaler.
Hvor det tidligere (helt op til midt i 00’erne) var normalt at vente med at fremvise sit bud på en Oscarvinderfilm indtil tæt på deadline sidst i december, anses det nu om dage for at være højst risikabelt (og ikke så lidt koldblodigt) at udsætte det uundgåelige: Mødet med presse og publikum.
Tendensen med at komme tidligt ud af starthullerne – dog ikke for tidligt: Sundance og Cannes i henholdsvis januar og maj er gode steder at søsætte artfilm med mere begrænsede Oscarambitioner, men er ikke stedet for de deciderede prestigetitler – er kun blevet bestyrket gennem de senere år, hvor internettets ekkokammereffekt er taget til i styrke og omfang:
Dagligt bliver der fra slutningen af august til midt i september produceret et utal af nyheder om det felt, der trænger sig på i prisøjemed. Forhåndsfavoritterne skuffer eller lever op til forventningerne, og film, hvorom der forlods herskede mindre bevågenhed, bliver opdaget og måske ligefrem promoveret til en position i forreste geled (det har vi i år set med titler som ’Three Billboards in Ebbing Missouri’ og ’Lady Bird’).
Momentum og backlash
I forbindelse med Oscarkapløbet taler man vidt og bredt om momentum, et begreb, der har en lettere genfærdsagtig uhåndgribelighed over sig. Det er naturligvis altid positivt for en film at opleve den navnkundige medvind, selvom det kan være svært at omsætte den til hård valuta eller sikre prognoser, men det er også lettere urovækkende: Med momentum følger også bevidstheden om, at stemningen pludselig kan vende. Forventningens smukke skonnert kan blive forvandlet til skuffelsens bitre, bleggule spøgelsesskib, når eller hvis modgangen sætter ind.
Oscarkapløbet er nemlig lidt af en opvisning ud i dialektikkens grundprincip: En pendulering mellem strygende fremdrift og strid modvind, mellem forhåbning og skuffelse, luftkastel og realitetstjek – momentum og backlash.
Noget af det tilfredsstillende, ja, ligefrem sjove, ved måneden vi befinder os i lige nu, september, er, at der fortsat hersker en slags indbildt uskyldsstemning. Der sættes adskillige skibe i søen, alle står parat til at stævne ud med god vind i sejlene. Der åbnes flere døre op, end der lukkes i.
Backlashet – hvis det kommer – sætter først for alvor ind i januar i Oscarsæsonens anden fase (efter nomineringsoffentliggørelsen), hvor kampagneknivene hvæsses, og medier og bloggere for alvor vælger side. Det er bestemt ikke altid lige kønt.
Erfaringen fra sidste år
Sidste sæson blev den ellers suveræne frontrunner ’La La Land’ ramt af en af den slags backlash, der forvandler velvilje og begejstring til skepsis og næsten-foragt:
Pludselig handlede meget af Oscardiskussionen ikke om filmiske kvaliteter og en brændende lyst til at fortælle gode historier med begejstring og nysgerrighed, men om David mod Goliat, og – ikke uvæsentligt i år 1 efter #OscarsSoWhite – om en film, der repræsenterede ’white privilege’ (foruden en lille, men giftig dosis ’mansplaining’) over for en lille film med udelukkende sorte karakterer lavet af en sort instruktør om et emne, der ellers ikke normalt forbindes med sorte amerikanske selvfremstillinger: Homoseksualitet.
Hollywood valgte følgelig minoritetsstemmen (eller rettere: minoriteten inden for minoriteten!), det inkluderende budskab frem for det selvfølgelige, sikre valg, der smagte mere af i går end af i dag.
Men én ting var det i høj grad blogger-genererede backlash: ’Moonlight’ havde næppe heller slået ’La La Land’, hvis Akademiet ikke havde set et gevaldigt – og meget målrettet – rykind af nye (mere mangfoldige) ansigter i medlemsskaren som en reaktion på tidligere sæsoners udprægede hvidhed på det traditionelle fotografi med de nominerede.
Man kan mene om kampagneforløbet, hvad man vil, men i sidste ende var det næppe et nederlag for filmkunsten og Oscar som institution, at ’Moonlight’ vandt. Mon ikke også ’La La Land’ er bedre tjent med det udkomme på den lange bane? Måske flere vil tillade sig at nyde filmen og dens betragtelige charme, når man ikke passivt-aggressivt lader sig distrahere af mærkatet ’Oscarvinder’, mens man genser den.
Identitetspolitikken sætter sine spor
Identitetspolitiske dagsordner spiller en kæmpe rolle i det amerikanske samfund i disse år. Og Oscar afspejler bredere tendenser i samfundet – dog med det aber dabei, at demografien i Akademiets hellige haller ikke afspejler den amerikanske befolkning (for slet ikke at tale om den menige biografgænger) i mere end meget beskeden grad. Det kan give nogle sære sammenstød, hvorfor Akademiet måske ikke altid helt formår at ’forventningsafstemme’ sine præferencer og budskaber med omverdenen.
En tydelig tendens i år er tilstedeværelsen af særdeles mange kvindelige hovedrolleindehavere i de kandiderende film. På den måde synes årets Oscarfilm at følge op på tendensen fra tv-serie-land, jævnfør weekendens Emmyuddeling, hvor kvindecentrerede serier som ’Big Little Lies’, ’The Handsmaid’s Tale’ og ’Veep’ blev de store vindere. Hvorvidt der er tale om streng identitetspolitik eller blot en anomali i forhold til normaltilstanden, kan være vanskeligt at sige. Men det er et faktum, at årets mest velmodtagne festivalfilm med Oscarambitioner har kvinder øverst på plakaten.
En af de film, der har vundet mest momentum her ved den ’officielle’ åbning af Oscarsæsonen 2017-18, er vinderen af Den Gyldne Løve i Venedig for ganske nylig, ’The Shape of Water’, Guillermo del Toros kærlighedserklæring til koldkrigsstemninger og b-films-monstre, som der hersker generel enighed om er mexicanerens bedste film siden ’Pans labyrint’.
David Edelstein, kritiker på populærkultursitet Vulture, er en af de få, der har kastet lidt malurt i bægeret og samtidig vovet at sætte fingeren på filmens identitetspolitiske helgardering: Hovedrollen er en stum kvinde (Sally Hawkins), hendes veninde og kollega er en sort kvinde (Octavia Spencer), hendes ven og nabo er en homoseksuel mand (Richard Jenkins). Med andre ord: De tre har naturligvis hjerter af guld. Fortællingens antagonist? Naturligvis, en midaldrende, hvid mand (Michael Shannon). Edelstein spår den følgelig stor Oscarsucces. Fundamentet er i hvert fald i orden, kan man sige.
Men (for der er et men): ’The Shape of Water’ er en genrefilm, der efteraber amerikansk films rige b-films-arv og desuden præsenterer en kærlighedshistorie mellem en stum kvinde og et amfibium fra Amazonas! Det lyder lige skævt nok til at vinde den helt store pris den 4. marts 2018. Mærkeligere ting er dog forekommet i Oscarhistorien (for eksempel at en lavbudgetfilm om en sort homoseksuel mands dannelseshistorie løb med statuetten sidste år!).
Sally Hawkins ligner dog et sikkert bud til en nominering i et ellers meget tæt opløb om en plads i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle. De tre førnævnte birolleskuespillere vil formentlig også trænge sig på (selvom Jenkins og Shannon risikerer at komme til at udligne hinanden i kategorien for mandlig birolle).
Gerwig og McDormand høster roser
’The Shape of Water’ er bestemt ikke den eneste film, der har fået positiv omtale i en grad, så det ingenlunde vil være overmodigt allerede nu at skærpe kampagneindsatsen også på den lidt længere bane.
Greta Gerwigs instruktørdebut ’Lady Bird’ har scoret overstrømmende kritik for sin angiveligt delvis selvbiografiske skildring af en ung kvindes drømme om storby og kreativ forløsning. Så langt, så Gerwig. Saoirse Ronan ligner (endnu) et godt bud til den proppede hovedrollekategori, mens Laurie Metcalf, der spiller Ronan-figurens mor, kan trænge sig på i den noget svagere birollekategori (hun mangler dog måske noget navnegenkendelse, så kampagnestaben har en opgave med at få hende anbragt i gunstige situationer med mediebevågenhed i de kommende fire måneder).
Martin McDonaughs ’Three Billboards in Ebbing Missouri’, der vandt publikumsprisen i Toronto, hvilket i nyere tid som regel er lig en sikker Oscarnominering, er også kommet væsentligt styrket ud af efterårsfestival-tretrinsraketten. Filmen med den vanskelige titel præsenterer sandelig også en tung kvindelig hovedrolle i form af Frances McDormand.
Hun skal så kæmpe mod et felt af stærke veteraner – og usual suspects – om en plads eller to: Judi Dench, Meryl Streep, Anette Bening og Glenn Close. Sidstnævnte vil formentlig blive katapulteret højt op i favoritfeltet, hvis den i øvrigt dansk co-producerede ’The Wife’ – om en forsmået forfatterhustru, der følger med sin mand til nobelprisfestivitas, men tilsyneladende uden at føle den forventede glæde på mandens vegne – finder distribution i tide: Det er en af sæsonens store ubekendte, for hvem vil ikke gerne se Close hyldet øverst på Oscarpodiet efter seks forgæves nomineringer?
Spørgsmålet i forhold til ’Three Billboards’ er, om den, trods rigtigt fornemme anmeldelser, har tilpas Oscar-egnede kendetegn? Hans galgenhumoristiske og hårdkogte stil er måske for anti-prestigefilm-præget til at skabe begejstring hos et tilpas stort segment af Akademiet. Omvendt kan man (og det med nogen ret) håbe, at Akademiet har lært lektien i de senere år, så beskedne budgetter og en udfordrende, ikke-sentimental, måske ligefrem kontrær eller genstridig fortælleform ikke udgør et dramatisk setback med henblik på at være konkurrencedygtig.
’Darkest Hour’ – dark horse?
Mere tempereret, men bestemt ikke diskvalificerende, modtagelse er tilgået film som ’Darkest Hour’, ’Downsizing’ (der interessant nok har fået en væsentlig dårligere medfart i Toronto end i Venedig), ’Molly’s Game’ (Aaron Sorkins første instruktørindsats, også med en kvindelig hovedrolle!), ’Battle of the Sexes’ (også her følger vi trenden med kvindelige hovedroller: Emma Stone som den lesbiske tennisstjerne Billie Jean King i kamp mod en armada af privilegerede mandlige kolleger) og ’Stronger’ (om Boston Marathon-bombeanslaget).
Spørgsmålet er, om en på papiret skræddersyet Oscarkandidat som Winston Churchill-fremstillingen (endnu en!) ’Darkest Hour’ behøver fremragende anmeldelser for at nå langt? Det vil vise sig. Der står i hvert fald skrevet prestigefilm med fuldfede typer ud over ’Atonement’-instruktør Joe Wrights biopic, der udgør en interessant kontrast til Christopher Nolans ’Dunkirk’, da ’Darkest Hour’ i høj grad beskæftiger sig med samme episode under krigen mod tyskerne – men altså som en ’behind the scenes’-fremstilling frem for Nolans actionfyldte scener fra selve slagmarken.
Gary Oldman har fået fremragende kritik for sin make-up-modificerede fremstilling af den store statsmand og ligner et ovenud godt bud på en Oscarvinder for bedste mandlige hovedrolle. Men måske Daniel Day-Lewis (for hans angiveligt sidste filmrolle i PTA’s ’Phantom Thread’, som endnu er meget tys-tys) eller Jake Gyllenhaal (som benamputeret bombeoffer i ’Stronger’) kan bide skeer med ham. Feltet synes – ligesom de tre foregående år – ret tyndt på mandesiden.
Clooney og de andre slagne krigere
Afsluttende er der en gruppe af film, der måske havde været bedst tjent med slet ikke at vise hånden så tidligt i spillet – eller måske burde have nøjedes med en mere ydmyg vinter- eller forårspremiere befriet for åget af prisforventninger:
I den bunke finder vi Harvey Weinstein-satsningen ’The Current War’ (en biopic om Thomas Edison med Benedict Cumberbatch i hovedrollen), George Clooneys svært nedsablede ’Suburbicon’, Andy Serkis’ über-sentimentale instruktørdebut ’Breathe’ (med Andrew Garfield og Claire Foy), overlevelses- og kærlighedshistorien ’The Mountains Between Us’ (hvor Kate Winslet og Idris Elba varmer hinanden i den uvejsomme kulde oven på et dramatisk flystyrt) og Stephen Frears’ ’Victoria and Abdul’, hvor Judi Dench nok engang giver den som Dronning Victoria (hun blev nomineret for at spille selvsamme i ’Mrs. Brown’ i 1998).
De fem film kan vi vist roligt parkere ude på sidelinjen oven på en række i bedste fald indifferente anmeldelser. Med mindre der sker stærkt uforudsete udviklinger (såsom at Weinstein ligefrem køber sig til stemmer, eller at skjulte vedtægter fastslår, at Dench som dronning er lig med en nominering uanset antallet af stemmer), vil de ikke blive inviteret ind i varmen.
De store ubekendte
Hvad mangler vi at se, eller anderledes formuleret: Hvem har turdet lade vente på sig?
Der knytter sig en del forventninger til ’Last Flag Flying’, Richard Linklaters mulige Oscaroprejsning oven på skuffelsen med ’Boyhood’ (der snublede i slutfasen af 2014-sæsonen og tabte til ’Birdman’ på målfoto) og ’Wonder Wheel’, Woody Allens stædige forsøg på at forblive relevant. Begge kampagner satser på en senere efterårspremiere, begge ved festivalen i New York, der er regnet for det optimale sene udstillingsvindue.
Af strategiske eller postproduktionsårsager følger tre interessante titler den gamle, estimerede vej til Oscarsucces: Den sene afsløring. Der er tale om Steven Spielbergs ’The Post’ (med den nu kasserede arbejdstitel ’The Papers’), Ridley Scotts ’All the Money in the World’ (der får premiere ved AFI Fest 16. november) og – for artfilm-entusiaster, det helt store dyr i åbenbaringen – Poul Thomas Andersons ’Phantom Thread’, som måske er den film, der er omgærdet med allermest mystik.
Især Spielberg har som en af ganske få instruktører en status, der gør, at han uden at ryste på hånden kan tillade sig at holde sin trumf (eller sin nitte) på hånden, indtil klokken ringer for sidste omgang. Men ellers er det værd at hæfte sig ved, at vi skal tilbage til 2003 for at finde den seneste Oscarvinder, der ventede så længe med at vise sig frem: Clint Eastwoods ’Million Dollar Baby’.
Det kan selvsagt være mere end vanskeligt at indplacere de fem ’ukendte’ kandidater i en aktuel vurdering af styrkeforholdet i de store kategorier, men ikke desto mindre gør vi nedenunder forsøget, for som slagordet lyder på det amerikanske Oscarsite Awards Daily: ’No guts, no glory’!
Bedste film:
1. Darkest Hour
2. The Post
3. The Shape of Water
4. Dunkirk
5. Call Me By Your Name
6. Mudbound
7. Three Billboards Outside Ebbing Missouri
8. Battle of the Sexes
9. Last Flag Flying
10. Wonder Wheel
Andre bud: Downsizing, Lady Bird, Get Out, Phantom Thread, All the Money in the World, Blade Runner 2049
Bedste instruktør
1. Guillermo del Toro: The Shape of Water
2. Joe Wright: Darkest Hour
3. Christopher Nolan: Dunkirk
4. Steven Spielberg: The Post
5. Dee Rees: Mudbound
Andre bud: Richard Linklater (’Last Flag Flying’), Paul Thomas Anderson (’Phantom Thread’), Martin McDonaugh (’Three Billboards Outside Ebbing Missouri’), Denis Villeneuve (’Blade Runner 2049’), Luca Guadagnino (’Call Me By Your Name’)
Bedste kvindelige hovedrolle:
1. Sally Hawkins: The Shape of Water
2. Frances McDormand: Three Billboards Outside Ebbing Missouri
3. Jessica Chastain: Molly’s Game
4. Emma Stone: Battle of the Sexes
5. Saoirse Ronan: Ladybird
Andre bud: Meryl Streep (’The Post’), Judi Dench (’Victoria and Abdul’), Glenn Close (’The Wife’), Anette Bening (’Film Stars Don’t Die in Liverpool’), Kate Winslet (’Wonder Wheel’), Carrey Mulligan (’Mudbound’), Margot Robbie (’I, Tonya’), Michelle Williams (’All the Money in the World’)
Bedste mandlige hovedrolle:
1. Gary Oldman: Darkest Hour
2. Jake Gyllenhaal: Stronger
3. Daniel Day-Lewis: Phantom Thread
4. Tom Hanks: The Post
5. Denzel Washington: Roman J. Israel, Esq.
Andre bud: James Franco (’The Disaster Artist’), Steve Carell (’Last Flag Flying’), Joaquin Phoenix (’You Were Never Really There’), Timothée Chalamet (’Call Me By Your Name’)
Bedste kvindelige birolle:
1. Allison Janney: I, Tonya
2. Melissa Leo: Novitiate
3. Kristin Scott-Thomas: Darkest Hour
4. Octavia Spencer: The Shape of Water
5. Laurie Metcalf: Lady Bird
Andre bud: Holly Hunter (’The Big Sick’), Mary J. Blige (’Mudbound’), Hong Chao (’Downsizing’), Tatiana Maslany (’Stronger’), Lesley Manville (’Phantom Thread’)
Bedste mandlige birolle:
1. Willem Dafoe: The Florida Project
2. Ben Mendelsohn: Darkest Hour
3. Sam Rockwell: Three Billboards Outside Ebbing Missouri
4. Michael Shannon: The Shape of Water
5. Michael Stuhlbarg: Call Me By Your Name
Andre bud: Armie Hammer (’Call Me By Your Name’), Mark Rylance (’Dunkirk’), Richard Jenkins (’The Shape of Water’), Steve Buscemi (’Lean On Pete’), Jason Mitchell (’Mudbound’), Bryan Cranston (’Last Flag Flying’), Kevin Spacey (’All the Money in the World’)
Læs også: Et tidligt kig i krystalkuglen: Her er sæsonens Oscar-favoritter lige nu