Som altid er der mange åbne spørgsmål, der melder sig, når man forsøger at skabe sig et bare nogenlunde overblik over en ny Oscar-sæson, som vi ’officielt’ træder ind i ved startskuddet på efterårsfestivalerne, særligt med vægt på de film, der får premiere i Telluride, Toronto og Venedig (men også, lidt senere på efteråret, i New York).
Det er som regel her, de tunge favoritter vil vise sig, og det er her, de udvalgte få skal sørge for at opbygge en hype, der gerne skulle kulminere på selve Oscarnatten.
Men hvad med de film, vi allerede er blevet præsenteret for tidligt på året (for eksempel ved Cannes og Sundance, men også ude i biograferne)? Har de en chance? Hvad med for eksempel ’Get Out’ og ’The Big Sick’, to indiefilm med klare genretræk (henholdsvis horror og romcom), der har overrasket meget positivt ved de amerikanske billetluger?
Hvad med blockbusterfilm, såsom ’Wonder Woman’, ’Logan’ og ’War of the Planet of the Apes’, der alle har stået distancen også på kritikerfronten, for slet ikke at tale om de kommende ’Blade Runner 2049’ og Guillermo Del Toros ’The Shape of Water’?
Så er der midbudget-film som ’Detroit’ (snart danmarksaktuel), ’The Battle of the Sexes’ og ’Wonderstruck’, Todd Haynes’ kommende film, der fik en blandet modtagelse i Cannes, men måske nok er en ’Oscarfilm’ i højere grad end Haynes’ ’kølige’ periodestykker såsom ’Carol’ og ’Far From Heaven’. Kan andre Cannes-titler som ’The Beguiled’ (Sofia Coppola) og ’The Killing of a Sacred Deer’ blande sig?
Jeg nævner alle disse film i flæng, fordi jeg akkurat ikke tror, de vil komme i betragtning, men alligevel gerne vil understrege, hvor tæt og ubarmhjertigt udskillelsesløbet er.
Og ja, det er en fordel med en tidlig (eller hvis man tør vente med at vise sin hånd, sen) efterårspremiere. Det afspejler sig da også i udvalget af de 10 film, jeg tror står stærkest i opløbet. Strengt aktuelt vurderet, for billedet kan naturligvis se meget anderledes ud allerede post-Toronto/Telluride/Venedig…
10. ’Wonder Wheel’
Det har været hit-or-miss (mest miss) med Woody Allen siden storhedstiden fra slutningen af 70’erne og op til starten af 90’erne. Men selv om der helt bestemt er flere svipsere end det modsatte i disse år, så skal man ikke glemme, at Allen i nyere tid har opnået Oscar-nomineringer af den ene eller anden slags for film som ’Match Point’, ’Vicki Christina Barcelona’ (der indbragte Penelope Cruz en birolle-Oscar), ’Midnight in Paris’ (som han personligt vandt en manuskript-Oscar for) og ’Blue Jasmine’ (som Cate Blanchett vandt en hovedrolle-Oscar for). Hvis det er kendetegnende for en mand, der er færdig, så er det at være færdig vist ikke så skidt endda.
Det er et sats at medtage Allens kommende film som en reel Oscarkandidat, men timingen (en sen efterårspremiere, der tyder på en kampagneindsats ud over det sædvanlige fra den side), den overmåde positive foromtale (den slags forplanter sig som regel af en grund) og så det faktum, at den altdominerende hovedrolle spilles af selveste Kate Winslet (der aldrig tidligere har arbejdet sammen med Allen), kunne tyde på, at Allen har om ikke ligefrem en joker eller et es på hånden, så i hvert fald et af de stærkere billedekort.
Justin Timberlake spiller en større birolle i filmen, der er endnu en periodeskildring fra Allens hånd, men dog én, der ligger tættere på Allens newyorker-komfortzone end længe set, nemlig forlystelsesparadiset Coney Island anno 1950.
9. ’Mother!’
Darren Aronofsky er bestemt ikke noget sikkert kort at spille Oscar-wise, og storsatsningen ’Noah’ var en lige kommerciel nok affære for Akademiet. Til gengæld ramte han en nerve i tiden med sin forrige film, ’Black Swan’, der indbragte Natalie Portman en hovedrolle-Oscar.
Har man set traileren til ’Mother!’, vil man måske kunne genfinde et ekko af netop ’Black Swan’, for der er lidt den samme stemning af uvirkelighed, paranoia og en piblende uhygge over ’Mother!’. Nu er horror jo ikke just i Oscars wheelhouse, men omvendt kan man komme langt med to elementer, som synes at være helt på plads i Aranofskys nye film: visuel panache og stilsikkerhed og, ikke mindst, et imponerende cast:
Jennifer Lawrence, Javier Bardem, Michelle Pfeiffer, Ed Harris og Kristen Wiig (der har et stærkt efterår foran sig – hun er også med i en anden forhåndsfavorit, ’Downsizing’, mere herom senere). Man kan næsten allerede se stærke birollekampagner for hidtil ikke-Oscar-præmierede veteraner som Harris og Pfeiffer for sig, og hvis Lawrence og Bardem leverer varen, er Akademiet uden tvivl mere end tilbøjelige til at honorere dem begge.
Går der for meget Refn-agtig splat i den, svækker Aranofsky måske nok sine egne chancer, men en premiere og deltagelse i hovedkonkurrencen i Venedig tyder på, at båd artfilm-prætentionerne og Oscar-ambitionerne er rigt til stede.
8. ’Mudbound’
På dette års Cannes blev det ivrigt debatteret, om Netflix-distributionsmodellen er forenelig med deltagelse i en seriøs filmfestivals officielle program, og lidt af denne diskussion går igen i forbindelse med ’Mudbound’, som Netflix har sikret sig rettighederne til, efter filmen imponerede iagttagere og kritikere ved årets Sundance-filmfestival.
Spørgsmålet er, om Netflix-associationen vil skade filmen i forbindelse med netop Oscar, der for eksempel ikke tog pænt imod ’Beasts of No Nation’ for to sæsoner siden. Netflix står under alle omstændigheder med en anden slags udfordring: Hvordan fører man en effektiv kampagne for en film, der ikke får almindelig biografpremiere? Vil det i virkeligheden være en fordel af føre en nedtonet frem for en aggressiv kampagne, fordi mange akademimedlemmer ser spøgelser ved højlys dag, når de støder på Netflix-logoet?
Nå, men med tanke på filmens stærke modtagelse på Sundance, dens tematiske indkredsning af sydstatsliv i årene efter Anden Verdenskrig (hvor fattigdom og racisme spiller ikke uvæsentlige biroller) og et cast ført an af endnu Oscarløse Carey Mulligan, ser udsigterne straks bedre ud. Filmen er instrueret af en af tidens mest interessante sorte, kvindelige instruktører, Dee Rees, der fik stor, positiv opmærksomhed med ’Pariah’ i 2011.
I tidens intense (identitets)politiske klima er det sikkert ikke en ulempe for ’Mudbound’, at den er instrueret af Rees, der repræsenterer hele tre af de marginaliserede grupper, som Akademiet har en uheldig historie med at overse og repræsentere: Sorte, kvinder og lesbiske.
7. ’Phantom Thread’
Det er først for ganske nylig, at filmen, der længe er gået under navnet ’Untitled Paul Thomas Anderson Project’ i branchekredse, overhovedet har fået en (definitiv?) titel, nemlig ’Phantom Thread’. Hype skorter det ikke på, som det sig høre og bør, når en af verdens mest anerkendte auteurs melder sig på banen med et nyt og spændende (for ikke at sige, myteomgærdet) projekt, der tilmed har Daniel Day-Lewis i hovedrollen.
Og det med hypen hænger aktuelt ganske meget sammen med netop den tredobbelte Oscarvinder Day-Lewis, der har ladet sive, at det er hans sidste filmrolle overhovedet. Om det viser sig at være den omstændighed, der for alvor kan skyde filmen ud over rampen og nå et bredt, forventningsmættet publikum, eller om det viser sig at blive lidt af en hæmsko, der skygger for filmens faktiske bedrifter, må tiden så vise.
Men hvorfor ikke placere ’Phantom Thread’ højere end på en syvendeplads? Fordi man ikke helt ved, hvad man får, når vi taler PTA, hvilket kunstnerisk vurderet er glimrende, men i Oscarsammenhæng næppe er en stor styrke. Faktisk har PTA kun for alvor betaget Akademiet med ’There Will Be Blood’, et nærmest Orson Welles-agtigt bud på en episk amerikansk nyklassiker, der blev slået på målstregen af Coen-brødrenes ikke mindre pessimistiske ’No Country For Old Men’ (2007). Andersons to seneste film, ’The Master’ og ’Inherent Vice’ forvirrede vist snarere end kildrede Akademiets smagsløg.
’Phantom Thread’s handling er denne gang henvist til de engelske øer (PTA har ellers altid syntes optaget af den specifikt amerikanske erfaring). Vi følger en feteret modeskaber i 1950’ernes society-liv (Day-Lewis), men derudover ved vi ikke så meget. Day-Lewis spiller dog over for blandt andet Lesley Manville (der burde have opnået en birollenominering for indsatsen i Mike Leighs ’Another Year’ for år tilbage). Radioheads Jonny Greenwood står (som vanligt) for musikken.
En anden interessant detalje er, at Anderson ikke alene står anført som instruktør og manuskriptforfatter på filmen, men tillige som fotograf! Her kan man virkelig tale om en auteur, der tager støbeskeen i egen hånd.
6. ’The Greatest Showman’
Oscar har gennem årene haft en sejlivet, men omtumlet kærlighedsaffære med musicalgenren. Lige som man tror, at en stor musicalsatsning står klar i kulissen, skuffer den markant (’Les Miserables’, ’Dreamgirls’, ’Into the Woods’), og når man tror, at Oscar har glemt alt om den slags levn fra 1950’erne, skovler en film som ’Chicago’ pludselig det øverste trofæ på hylden (2002). Sidste år var ’La La Land’ uhyggeligt tæt på at løbe med den fornemste hæder, men blev altså snydt (som i virkelig snydt!) på målstregen.
Årets bud på en musical med mulighed for at erobre statuetter er ’The Greatest Showman’, der fremviser en interessant originalhistorie og et stærkt cast. Det med originalhistorie kan både vise sig at være filmens styrke og svaghed. For ’La La Land’ var det en styrke, men hvis ’The Greatest Showman’ fremstår bare det mindste konservativ og støvet i sit udtryk, ville en genoplivning af en klassiker nok have optimeret mulighederne i større grad. Så det handler altså om at finde en balance mellem at honorere de gamle dyder og samtidig introducere nye, friske ideer, der kan udfordre billedet af musicalen som filmens svar på en museumsgenstand.
Filmen, der har været lang tid undervejs (premieren er blevet udskudt et helt år, netop så ’La La Land’ ikke skulle afmontere dens Oscarchancer), omhandler P.T. Barnum, en bredt mytologiseret figur i den amerikanske populærbevidsthed (der er for eksempel tidligere lavet en musical om ham, ’Barnum’), der pionerede det moderne cirkus, men som i det hele taget var en yderst geskæftig forretningsbegavelse, hvis excentricitet og fantasifulde påfund har fået mange i eftertiden til at regne ham som en art ærkeamerikansk geni.
Hugh Jackman (hvem andre?) spiller rollen som Barnum og bekræfter dermed, at han er musicalgenrens sikreste kort i disse år. Han spiller over for Zac Efron og Michelle Williams. Mon ikke sidstnævnte vil blive kørt i stilling til en long overdue birolle-Oscar (Jackman vil naturligvis være et stærkt kort i hovedrollekategorien)?
5. ’Dunkirk’
Med ’Dunkirk’ har Christopher Nolan præsteret karrierens klart bedste anmeldelser (filmen har en meget fornem score på 94 ud af 100 på kritikeraggregatsitet Metacritic).
Og eftersom det var forbigåelsen af Nolans ’The Dark Knight’, der var den afgørende årsag til, at Akademiet i 2009 ændrede på antallet af nominerede i bedste film-kategorien (fra fem til 10, for siden at ændre det igen til minimum fem og max 10 nominerede), er der ingen tvivl om, at mange i branchen – og helt sikkert rigtig mange menige filmfans – føler, at Akademiet skylder Nolan et klap på skulderen.
’Dunkirk’ er en flot eksekveret krigsfilm, hvis in media res-stil, hvor eksposition, baggrund og rammefortælling (for eksempel om soldaternes kærester, der venter i længsel derhjemme etc.) er skåret helt væk. Filmen fungerer som tre øjebliksbilleder, der er sat sammen til en helhed, hvor det intense sug fra kampene og redningsaktionerne er i centrum. Nolan har dermed ikke valgt den populistiske løsning, men satset på sin egen kompromisløse vision.
Det er meget tænkeligt, at Akademiet vil belønne ham for den indsats, men hvorvidt ’Dunkirk’ har det, der skal til for at gå hele vejen, er nok mere tvivlsomt. ’Dunkirk’ mangler formentlig nogen af den identifikation og følelsesmæssige indlevelse, der skal til for at skabe konsensus om, at den er en ’rigtig’ Oscarvinderfilm. Det er en film, man imponeres af på mangfoldige planer, men det er ikke en film, man føler særlig stærkt for. Dét forhold vil formentlig koste filmen stemmer i sidste ende.
På samme måde (og beslægtet hermed) er det et minus, at filmen i så høj grad er en instruktørs vision frem for en skuespillerbåret film. Det er svært at se filmen score skuespillernomineringer (selvom der sikkert vil blive forsøgt en kampagne på vegne af særligt Mark Rylance), og uden støtte fra Akademiets største kontingent af medlemmer minimeres filmens konkurrencedygtighed i forhold til at vinde de helt store priser.
4. ’Call Me By Your Name’
’Call Me By Your Name’ er nok årets bedste bud på en af de mere glædelige tilbagevendende Oscartravere, nemlig ’the little movie that could’, altså en billig produktion, der i kraft af sine kvaliteter formår at bide skeer med de store og dyre produktioner.
Filmen er skrevet af 89-årige James Ivory (primært kendt for de såkaldte Merchant/Ivory-produktioner fra 80’erne og 90’erne, såsom ’Howards End’, ’Værelse med udsigt’ og ’Resten af dagen’) og instrueret af italienske Luca Guadagnino (’I Am Love’, ’A Bigger Splash’). Det er en coming of age-fortælling, hvor 17-årige Elio (Timothée Chalamet) i løbet af en sommerferie i familiens residens i Italien forelsker sig i sin professorfars (altid glimrende Michael Stuhlbarg) 24-årige amerikanske praktikant Oliver (Armie Hammer).
’Call Me By Your Name’ blev vist på årets Sundance-festival, hvor den scorede fænomenal omtale. Den har aktuelt en Metacritic-score på imponerende 98, og fortsætter den positive omtale med at omgive filmen, når den bliver vist på de nordamerikanske efterårsfestivaler, kan den meget hurtigt etablere sig som en af årets favoritfilm.
Et muligt minus er naturligvis emnet, nemlig en meget ung mands forelskelse i en anden (mere moden) mand. ’Brokeback Mountain’ udgjorde en form for gennembrud for homofilmen midt i 00’erne, men der var da trods alt tale om en jævnbyrdig affære, forstået på den måde, at de to cowboys var jævnaldrende. Til sammenligning er ’Call Me By Your Name’ mere subversiv i den forstand, at der er tale om en mere ulige relation mellem en seksuelt uerfaren dreng og en fuldvoksen mand, et forhold, der i øvrigt er understreget af de to skuespilleres meget forskellige fysik: Hammers muskuløse krop over for Chalamets radmagre skikkelse.
Det skal blive spændende at se, om filmen kan vende sin i Oscarsammenhæng utraditionelle kærlighedsdynamik til en fordel, eller om Akademiet, der jo fortsat (trods ihærdige forsøg på at ændre demografisk profil) består af et flertal af ældre, hvide mænd, føler sig mere frastødt end tiltalt af filmens profil.
3. ’Darkest Hour’
’Darkest Hour’ er årets britiske bud på en rigtig Oscar-prestigefilm, der tager et vigtigt historisk øjeblik op og dramatiserer det med (de forventede) store armbevægelser. Tidligere sæsoner har vi set film som ’Kongens store tale’, ’Teorien om alting’ og ’The Imitation Game’ i genren, og det er da også manuskriptforfatteren på Stephen Hawking-biopic’en ’Teorien om alting’, Anthony McCarten, der har skrevet ’Darkest Hour’, der omhandler de afgørende uger og måneder, der førte til briternes krigserklæring mod den stadigt mere aggressive og utilregnelige Adolf Hitlers naziregime.
Man kan knytte visse forhåbninger til, at ’Darkest Hour’ er lige en tand mere substansfyldt og nuanceret end flere af de førnævnte titler. Dels er det lovende, at Joe Wright (’Atonement’) er sat i instruktørstolen, og dels er castet spækket med særdeles kapable kræfter i de tunge roller. Gary Oldman spiller Winston Churchill (med brug af virkelig heavy make-up), Kristin Scott-Thomas spiller Churchills kone, Clementine (der var en vigtig spiller i briternes pr-arbejde under krigen, blandt andet med et længere statsbesøg i alliancepartneren Sovjetunionen) og Ben Mendelssohn spiller kong George 6., altså den karakter, der gav Colin Firth en Oscar i ’Kongens store tale’.
Der bliver som regel plads til en enkelt britisk produktion i Oscarfeltet, og med amerikanernes forkærlighed for alt britisk vil det være at gøre regning uden vært ikke at inkludere ’Darkest Hour’ som en sikker Oscarspiller.
Den sørgeligt afdøde britiske sværvægter John Hurt var egentlig hyret til at spille rollen som den britiske premierminister ved krigens start, Neville Chamberlain (det var ham med den berømte/berygtede udtalelse om, at »der bliver ikke krig i vores tid«), men han fik konstateret den kræftsygdom, der senere tog livet af ham, netop som man skulle begynde indspilningerne.
Ronald Pickup (måske bedst kendt for sin rolle i ’The Best Marigold Hotel’) blev hyret i stedet. Ærgerligt, at Hurt ikke nåede at sætte en sidste signatur på sit livsværk med ’Darkest Hour’.
2. ’Downsizing’
Det er lidt et sats at placere ’Downsizing’ højt i denne sammenhæng, al den stund at der er tale om en form for sci-fi-komediedrama (ikke just en traver, når vi taler Oscar).
Men jeg tror, at Alexander Paynes første forsøg ud i en type film med bredere (må man formode) appel end den slags sædeskildringer med satirisk anstrøg, han plejer at gøre sig i, har en overmåde god chance for at kildre Akademiet de rigtige steder. Ikke mindst fordi ’Sideways’-instruktøren efterhånden har fået oparbejdet en så markant standing inden for Akademiets rækker, at han, selv når han laver underspillede film i sort-hvid som forgængeren ’Nebraska’, kan hive tunge nomineringer i land.
Springet til en tungere produktionsform (filmen er blandt andet indspillet i og omkring en, må man formode, billedskøn norsk fjord) gør måske Payne ekstra interessant i Oscars øjne? Ser man på castet får man lidt samme fornemmelse, altså at Payne er klar til at spise kirsebær med de helt tunge drenge: Matt Damon, Kristen Wiig, Alec Baldwin og Christoph Waltz er med på holdet. Filmen har desuden premiere ved Venedig-filmfestivalen sidst i august, hvilket i nyere tid må betegnes som noget nær det optimale udstillingsvindue i forhold til Oscar (både set i forhold til tid og sted).
Fortællingen drejer sig om en mand og en kvinde (Damon og Wiig), der beslutter sig for at deltage i et noget odiøst projekt, nemlig at lade sig formindske (hence titlen og sci-fi-aspektet). Kvinden fortryder dog i sidste øjeblik – det er fortællingens catch, formoder jeg.
Det skal blive interessant at se, om denne noget besynderlige præmis kan overvinde et normalt sci-fi-skeptisk Akademi, der plejer at præmiere det opbyggelige over det fabulerende. Men hvis den første barriere af skepsis bliver nedbrudt, kan Paynes film såmænd godt gå hele vejen.
1. ’The Papers’
Kombinationen Steven Spielberg-Tom Hanks-Meryl Streep er næsten så Oscar-prestigemættet, som den overhovedet tænkes kan.
Nuvel, hver gang Spielberg er ude med et historisk drama, bliver han automatisk gjort til forhåndsfavorit i Oscarsammenhæng (senest med ’Bridge of Spies’ for et par sæsoner siden), og som regel går det ikke helt så godt endda: ’Lincoln’ (2012) er nok den eneste gang post-2000, hvor Spielberg stod med en reel chance for at vinde en Oscar (han blev dog snydt på målstregen af henholdsvis ’Argo’ for bedste film og Ang Lee – ’Life of Pi’ – for bedste instruktør).
At det er lykkedes Spielberg at hyre Hanks kan ikke overraske, men det har en vis sensationsværdi, at selveste La Streep også har meldt sig under fanerne. Streep er notorisk utilbøjelig til at arbejde sammen med A-list-instruktørnavne, og det kan derfor kun betegnes som en glædelig og meget spændende udvikling, at hun spiller den kvindelige hovedrolle i ’The Papers’ og dermed for første gang i lang tid virkelig lader sig udfordre af en instruktør af samme kaliber som hende selv.
Og hvad dækker titlen så over? Ja, den dækker over de berømmede/berygtede ’Pentagon Papers’, der blev forsøgt hemmeligholdt af skiftende amerikanske regeringer, fordi de indeholdt eksplosivt materiale om den amerikanske krigsindsats i Vietnam, der var baseret på en række afgørende løgne og fortielser, herunder fordækte bombetogter i nabolandene Laos og Cambodja.
Streep og Hanks spiller Washington Post-ejeren og -redaktøren Kay Graham og Ben Bradlee, der spillede en vigtig rolle først i 70’erne i afsløringen af Washingtons forsøg på at undertrykke sandheden om den fejlslagne krig i Østasien.
I øvrigt: Tag også lige et kig på birollecastet. Bob Odenkirk, Carrie Coon, Alison Brie, Bradley Whitford, Matthew Rhys, Michael Stuhlbarg og Sarah Paulson.
Med andre ord: Kan du ikke sådan uden videre hidse dig op over udsigten til endnu et superredeligt historisk drama fra Spielbergs hånd, så kan castet (der bugner af tv-serie-tunge navne som sjældent set bedre) formentlig få dig på andre, mere positive, tanker.
Det skal blive spændende at se, om Akademiet er parat til at kaste al sin kærlighed i Spielbergs retning igen, eller om kærlighedsaffæren mellem to institutioner i amerikansk populærkultur endegyldigt er stødt på grund.
Læs også: Vi har set filmen, der bliver kaldt en revolution for homokærlighed på filmlærredet