Daniel Day Lewis trækker sig tilbage – runder af med Paul Thomas Andersons modefilm

Den eneste skuespiller, der nogensinde har vundet tre Oscars for bedste mandlige hovedrolle, har ganske snart indtaget sin sidste af slagsen.

Den 60-årige englænder Daniel Day-Lewis har valgt at pensionere sig selv efter 46 år i filmbranchen, fortæller Variety. Skuespillerens talsmand Leslee Dart fortæller, at beslutningen er et privat anliggende.

Den garvede skuespiller fik sit gennembrud i 80’erne med filmene ‘A Room With a View’ og ‘My Beautiful Laundrette’ og modtog i 1990 sin første Oscar for rollen som Christy Brown i bio-pic’en ‘My Left Foot’. Siden hen medvirkede han i film som ‘Den sidste mohikaner’ Martin Scorseses ‘Gangs of New York’, far-søn dramaet ‘In The Name of My Father’ og Fellini-hyldesten ‘Nine’, men det er nok primært hans Oscar-indbringende præstationer, der vil stå tilbage i historiebøgerne.

Udover ‘My Left Foot’ vandt Day-Lewis for sit portræt af oliemagnaten Daniel Plainview i ‘There Will Be Blood’, som over 100 danske filmfolk tidligere på året udråbte som årtusindets bedste film, og for rollen som præsident Abraham Lincoln i Spielbergs film af samme efternavn. Han er gennem årene blevet kendt som en selektiv herre og for sin ekstreme dedikation,. Eksempelvis isolerede han sig i en fængselscelle og spiste fængselsmad under forberedelserne til ‘In The Name of the Father’ og vandrede rundt i Roms gader og startede slagsmål under optagelserne til ‘Gangs of New York’.

Det bliver dog muligt at se Daniel Day-Lewis i en sidste film, inden han vender det store lærred ryggen. I skrivende stund er Day-Lewis i gang med ‘Phantom Thread’ af Paul Thomas Anderson, som også stod bag ‘There Will Be Blood’. Filmen foregår i modeverdenen og følger en yderst efterspurgt skrædder. Den får premiere i de amerikanske biografer juledag, lige i tide til at nå med i den kommende Oscar-sæson.

Mon Day-Lewis kan runde karrieren af med sin fjerde statuette?

Læs mere: De 10 største mandlige, nulevende Oscar-skuespillere

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af