Hvordan måler man, hvem der er de 10 største nulevende stjerner i Hollywood? Oscar-akademiets nomineringer og statuetter gennem årene giver os faktisk mulighed for at gå numerisk til værks i udformningen af en kanon.
Vi har derfor lavet et pointsystem for at slå konklusionerne målbart fast. Vi opdaterer de største nulevende, kvindelige Oscar-skuespillere efter årets show, men hos mændene vil top 20 ikke blive ændret i år, uanset hvem der løber med priserne, så here goes.
Ganske enkelt handler det om at få flest point – ud fra en skala, vi har fastsat som følger:
Nominering for birolle (NB): 1,5 point.
Nominering for hovedrolle (NH): 2,5 point.
En birolle-Oscar (BB): 3 point (i tilgift til de 1,5 for nomineringen, dvs. i alt 4,5 point),
En hovedrolle-Oscar (BH): 4,5 point (i tilgift til de 2,5 for nomineringen, dvs. i alt 7 point).
Ved pointlighed skuespillerne imellem er det antallet af nomineringer, der vejer tungest. Ud fra denne fremgangsmåde har vi sammensat en top 10, hvor konkurrencen var så hård, at fremtrædende navne som Gene Hackman, Morgan Freeman, Robert Duvall og Anthony Hopkins ikke klarede cuttet.
Til gengæld er der bevægelser tæt ved listens top grundet årets nomineringer til Oscararistokraterne Denzel og DDL!
Let’s go!
10. Jeff Bridges: 18 point
Nomineringer: The Last Picture Show (1971), Thunderbolt and Lightfoot (1974), Starman (1984), The Contender (2000), Crazy Heart (2009), True Grit (2010), Hell or High Water (2016)
Kommentar:
Med sin syvende karrierenominering for rollen som Texas Ranger med udløbsdatoen stemplet i panden i David Mackenzies ’Hell or High Water’ sidste år, fortrængte 69-årige Jeff Bridges akkurat 88-årige Robert Duvalls pointhøst. Og mon ikke chancen for, at Bridges i fremtiden øger sin total er væsentlig større end den vist så godt som pensionerede Duvall? Det tror vi på.
Bridges’ Oscar i 2009 for rollen som countrysangeren Bad Blake i den affable, men tv-filmagtige ’Crazy Heart’ hører til i kategorien for tvivlsomme beslutninger. Jeg havde nok i pågældende årgang peget på enten Colin Firth (’A Single Man’) eller Jeremy Renner (’The Hurt Locker’), men i det øjeblik ’Crazy Heart’ og Bridges blev kørt i stilling som Oscarkandidat var der reelt ikke den store spænding om resultatet. Akademiet så en oplagt chance for at ære en afholdt veteran, der desuden er et kært barn af filmbyen selv (Jeffs forældre er skuespillerparret Lloyd og Dorothy Bridges – og hans bror, Beau, er også skuespiller).
Det er svært at gøre store indsigelser mod en eneste af Bridges’ nomineringer. Det der for alvor stikker ud er den nominering, der mangler i samlingen: nemlig dén for rollen som Bridges for evig og altid vil blive husket for: ’The Dude’ i Coen-brødrenes ’The Big Lebowski’. Den skulle han selvfølgelig have været nomineret – OG vundet – for!
Og ærlig talt: Han kunne og burde også have nuppet nomineringer først i 90erne for ’The Fabulous Baker Boys’ (bare måden han kigger på Michelle Pheiffer på!) og som den overlevende flypassager i ’Fearless’, en af 1990ernes mest undervurderede mainstreamfilm.
9. Michael Caine: 20 point
Nomineringer: Alfie (1966), Sleuth (1972), Educating Rita (1983), Hannah and Her Sisters (1986), The Cider House Rules (1999), The Quiet American (2002)
Kommentar:
Bemærk, at 85-årige Michael Caine har været nomineret i fem forskellige årtier (endda to gange i 80erne). Det er faktisk kun Jack Nicholson (mere om ham senere!), der kan gøre ham den kunst efter blandt de nulevende mandlige skuespillere.
Caine er interessant nok den eneste mandlige skuespiller, der har vundet en Oscar for en Woody Allen-film. ’Hannah and Her Sisters’ er en af mesterens allerbedste film, og Caines figur er den bedst tegnede af de mandlige figurer (som titlen antyder er det en kvindebåret film), men Caine virker ikke, som om han føler sig særligt godt hjemme i rollen, og derfor er det paradoksalt, at han vandt en Oscar for den. Man må bare konstatere, at Allen skriver bedre roller til kvinder (og er bedre til at caste de rigtige kvinder til dem).
Caines anden Oscar for Lasse Hallströms vanen tro parfumerede ’The Cider House Rules’ var en regulær skandale. Caine er alfaderligt patroniserende på en måde som han har været det lidt vel mange gange i alderdomsfasen af sin karriere, og så vandt han jo over Tom Cruises fantastiske mandeterapeut-fra-helvede i Paul Thomas Andersons ’Magnolia’, en rolle, der må være omtrent definitionen på et modigt rollevalg for en etableret stjerne.
Men burde Caine aldrig have været i nærheden af en Oscar? Jo, altså, han er ikonisk i ’Alfie’ (hvis det tæller?), og han kunne med nogen ret have vundet i 1983 for sin rolle i ’Educating Rita’, hvor han er ret vidunderlig som engelskprofessor i scenerne sammen med Julie Walters’ arbejderklasse-titelfigur.
8. Tom Hanks: 21,5 point
Nomineringer: Big (1988), Philadelphia (1993), Forrest Gump (1994), Saving Private Ryan (1998), Cast Away (2000)
Kommentar:
Hanks var komplet forrygende i gennembrudsrollen i ’Big’, men det var – og er – ikke en type rolle, der for alvor kan gøre sig forhåbninger om at vinde en Oscar (dertil er den for meget fanget i en ’uhellig’ trekant mellem komedie, underholdning og ungdomsfilm).
Hanks kunne med god ret føle sig forbigået for en nominering for ’Captain Phillips’ i 2014, en af hans bedste roller overhovedet (sammenbrudsscenen på lægens briks efter den veloverståede befrielse er exceptionelt rørende i lyset af den ro, Hanks’ figur udstråler i resten af filmen). Han var sikkert også tæt på en nominering forrige år for sit portræt af flykaptajnen i Clint Eastwoods ’Sully’, men Oscarguderne smiler ikke rigtig til Hanks længere (hans kampagne sidste år for rollen som den legendariske Washington Post-redaktør Ben Bradlee i ’The Post’ lettede aldrig rigtig heller).
Jeg er på ingen måde en Hanks-hater, men hans rolle i den yderst gennemsnitlige ’Philadelphia’ er meget safe og spiller på en firkantet form for identifikation på vores (publikums) vegne. Filmens bedste scene er den sidste, og der er Hanks død og borte, så det… Anthony Hopkins (’The Remains of the Day’) eller Liam Neeson (’Schindler’s List’) burde have vundet det år.
’Forrest Gump’? Hmm, når man nu bare ikke kan fordrage tomater og bliver serveret en tomatsuppe! Nej, prisen det år skulle naturligvis være gået til John Travoltas uforlignelige comeback i ’Pulp Fiction’!
7. Sean Penn: 21,5 point
Nomineringer: Dead Man Walking (1995), Sweet and Lowdown (1999), I Am Sam (2001), Mystic River (2003), Milk (2008)
Kommentar:
Sean Penn er teknisk set fremragende som Harvey Milk i ’Milk’. Det er den type rolle, der står skrevet ’Oscar’ henover med store typer. Mange filmelskere begræder, at Mickey Rourke ikke vandt det år for sin rørende og fysisk ramponerede præstation i ’The Wrestler’, og med tanke på, at Penn havde en statuette i forvejen (og at Rourke aldrig kommer i nærheden af en Oscarchance igen), gør den ærgrelse forståelig, men strengt skuespillermæssigt vurderet, synes jeg ikke der er noget at komme efter.
Penns stemmeføring, gestik og mimik, hele overbevisningen i hans sag, hans drive og ambition, men også blødheden underneden. Scenerne med James Franco som hans unge elsker? Hmm. Måske er det svært at spille forelsket i James Franco?
’Mystic River’? Jeg hører til dem, der mener, at Eastwoods film er alt for melodramatisk i sin tone, og både Tim Robbins og Penn (der vandt for hhv. birolle og hovedrolle) overspiller deres kort, så det synger! Penn vandt over Bill Murray (’Lost in Translation’) det år. Det gør stadig lidt ondt at tænke på.
6. Al Pacino: 21,5 point
Nomineringer: The Godfather (1972), Serpico (1973), The Godfather Part II (1974), Dog Day Afternoon (1975), And Justice For All (1979), Dick Tracy (1990), Scent of A Woman (1992), Glengarry Glenn Ross (1992)
Kommentar:
Pacinos Oscar for ’Scent of a Woman’ lugtede af to ting: Karriere-Oscar (Akademiet vidste, de skyldte ham big time) og så det forhold, at han samme år også var nomineret for sin birolle i ’Glengarry Glenn Ross’ (der havde været et bedre valg, men han tabte – fortjent – til Gene Hackmans præstation i ’Unforgiven’). At Pacino vandt for sin hovedrolle over Denzel Washingtons magtdemonstration i ’Malcolm X’ er en joke, men en meget dårlig en af slagsen.
’Scent of A Woman’ indvarslede Pacinos nedtursspiral (selvom der stadig var flere stærke præstationer – eller i hvert fald øjeblikke – i ham i film som ’Heat’ og ’The Insider’). Her viser han det, han dyrkede mere og mere, i takt med at ungdommen slap sit tag i ham: Det højlydte, bralrende, scenestjælende.
Pacino burde have vundet for ’The Godfather’ eller ’The Godfather Part II’, men var – ret skal være ret – fejlplaceret i birollekategorien for den første film (hvilket han var så fortørnet over, at han blev væk fra ceremonien!). Nå ja, og han burde også have vundet for ’Serpico’ og ’Dog Day Afternoon’!
Eller sagt på en lidt anden måde: Pacino var Gud i 70erne. Han kunne såmænd have vundet for hvad som helst, han lavede i det årti.
5. Robert De Niro: 23,5 point
Nomineringer: The Godfather Part II (1974), Taxi Driver (1976), The Deer Hunter (1978), Raging Bull (1980), Awakenings (1990), Cape Fear (1991), Silver Linings Playbook (2012)
Kommentar:
Det ville være dumt at argumentere imod de to Oscars, De Niro har vundet. Modsat Pacino var han heldig at modtage dem, mens han var på toppen, og derfor er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved dem. At han så skulle have vundet for ’Taxi Driver’ i tilgift, understreger blot det sindssygt høje niveau han lagde for dagen i karrierens opstart. Og, nu vi er i gang: Hvad med ’The King of Comedy’?
De Niros karriere har været i frit fald siden midten af 90’erne (faktisk i endnu mere dramatisk grad end Pacino), men han fik dog et kammeratligt klap på skulderen for sin rolle i ’Silver Linings Playbook’ (2012). Forhåbentlig kan de fleste i tilbageblik blive enige om, at det ikke var en okay nominering. De Niro er ilde stedt i en rolle, som bærer de fleste af David O. Russells figurers kendetegn: Et uskønt miks af (quirky) komedie- og dramaelementer.
4. Dustin Hoffman: 26 point
Nomineringer: The Graduate (1967), Midnight Cowboy (1969), Lenny (1974), Kramer Vs. Kramer (1979), Tootsie (1982), Rain Man (1988), Wag the Dog (1997)
Kommentar:
På mange måder er det utroligt, at Hoffman ikke har vundet flere end to gange, for hans birolle som drag i ’Tootsie’ skriger ligefrem på en Oscar, og hans underspillede spleen i den generationsdefinerende ’The Graduate’ bliver kun dybere for hvert år, der går.
De to roller, han rent faktisk vandt for, er vidt forskellige portrætter af mænd spærret inde af nogle (vidt forskellige) omstændigheder, der binder dem til tilværelsen som henholdsvis alenefar og en slem omgang autisme. Han er fremragende (og genuint rørende) som karrieremennesket, hvis søn lærer ham en kende ydmyghed og medmenneskelighed, i ’Kramer vs. Kramer’.
’Rain Man’ er ikke på listen over mine favoritfilm (så har jeg ikke sagt for meget), men man kan ikke tage den teknisk gennemførte præstation fra Hoffman. Præstationens monotoni er faktisk med til at gøre den desto mere troværdig og indlejret i fortællingen. Jeg vil dog til enhver tid hævde, at det er Tom Cruise, der har den sværere rolle – og yder den bedre præstation – i Barry Levinsons film.
3. Denzel Washington: 26 point
Nomineringer: Cry Freedom (1987), Glory (1989), Malcolm X (1992), The Hurricane (1999), Training Day (2001), Flight (2012), Fences (2016), Roman J. Israel, Esq. (2017)
Kommentar:
Denzel Washington red med på den politisk korrekte bølge, der ramte Akademiet som en tsunami i det skelsættende år 2001. Skelsættende, fordi Akademiet gav begge hovedrolle-Oscars til sorte skuespillere (Halle Berry løb med den kvindelige hæder), og Sidney Poitier fik en æres-Oscar samme aften. Russell Crowes præstation som John Nash i ’A Beautiful Mind’ var på forhånd udpeget som storfavorit (det ville have været Crowes anden hovedrolle-Oscar på to år, en ’Tom Hanks’, med andre ord), men Denzel vandt.
Akademiet må have tænkt, at nu hvor de havde chancen for at skabe historie, hvorfor så ikke gå hele vejen. Ikke at Denzel ikke er god, men det er ikke en af den slags Oscars, man tænker tilbage på som et af de tilfælde, hvor det hele gav sig selv. Tom Wilkinson (for ’In the Bedroom’) havde fået min stemme.
Denzel kunne med langt, langt bedre ret have vundet for sit portræt af Malcolm X, men han tabte det år (1992) – af ganske enkelt uransagelige årsager – til Al Pacinos præstation i den ulidelige ’Scent of a Woman’.
Hans birolle-Oscar for ’Glory’ kan diskuteres. Han er god, men han vandt over to virkelig stærke præstationer: Martin Landau i Woody Allens ’Crimes and Misdemeanors’ og Danny Aiello for rollen som Sal i Spike Lees mesterværk ’Do the Right Thing’. Sidstnævnte burde nok have vundet.
Denzel var virkelig in the running forrige år for sin præstation i ’Fences’, som han selv instruerede, men han tabte – helt efter bogen – til suveræne Casey Affleck (for ’Manchester by the Sea’).
Det blev heller ikke sidste år, at han vandt sin tredje Oscar. Nomineringen for hans rolle i den ellers totalt oversete ’Roman J. Israel, Esq.’ (hvem fandt på den titel?) handler mest om, at Denzel er rykket op i kategorien for Oscararistokrater, der altid er i spil, hvis de udviser bare den mindste vilje til at være med i en type film, der lugter af Oscarprestige eller dedikation til metieren.
2. Daniel Day-Lewis: 28,5 point
Nomineringer: My Left Foot (1990), In the Name of the Father (1994), Gangs of New York (2002), There Will Be Blood (2007), Lincoln (2012), Phantom Thread (2017)
Kommentar:
Det ville være halsløs gerning at sætte spørgsmålstegn ved en eneste af Day-Lewis’ tre hovedrolle-Oscars. Den rene, skære determination i hans portræt af den spastisk lammede kunstner Christy Brown er respektindgydende. Det mest imponerende ved portrættet er dog ikke den fysisk troværdige transformation, men den følelsesmæssige uro og intelligens, Day-Lewis udstråler med sit blik.
Mere problematisk – og jeg er klar over, jeg stiller mig i skudlinjen her – er hans portræt af Daniel Plainview i ’There Will Be Blood’, hvor Day-Lewis efter min bedste overbevisning overspiller. I disse Trump-tider kan det være vanskeligt at diskutere begreber som ’troværdighed’ og ’integritet’. Men seriøst: Ville en åbenlys psykopat som Plainview være lykkedes med at ende på toppen af den sociale rangstige?
Når det er sagt, er det en ekstremt karismatisk og fascinerende præstation, som kun Day-Lewis ville kunne trykke den af (han brugte noget af det samme krudt allerede i Scorseses ’Gangs of New York’ fem år tidligere, som han måtte nøjes med en nominering for).
Han er til gengæld note-perfect i sit portræt af ’Lincoln’, en karakteroplivning, der virker nærmest naturstridigt overbevisende. Det kan godt være, filmen er en kende tør og langsommelig, men hver gang Day-Lewis er på som ’Store Abe’, lader man blikket suge fast til skærmen.
Kun et fjols vil benægte, at han er god i sidste års ’Phantom Thread’, hvor han doserer sin præstation i en grad, der måske er et udslag af alderens mådehold, og undgår de udadreagerende eksplosioner, som i virkeligheden ville have undermineret fortællingen ved at gøre den mindre enigmatisk – og mere enkel – for sit publikum.
1. Jack Nicholson: 38,5 point
Nomineringer: Easy Rider (1969), Five Easy Pieces (1970), The Last Detail (1973), Chinatown (1974), One Flew Over the Cuckoo’s Nest (1975), Reds (1981), Terms of Endearment (1983), Prizzi’s Honor (1985), Ironweed (1987), A Few Good Men (1992), As Good As It Gets (1997), About Schmidt (2002)
Kommentar:
Som Randle McMurphy i ’One Flew Over the Cuckoo’s Nest’ fandt Nicholson omtrent den optimale rolle til at brillere med netop sine særlige talenter. Hans anti-establishment-persona får her noget direkte heroisk over sig, især i kampene mod oversygeplejersken-fra-helvede, Louise Fletchers ligeledes Oscar-vindende Nurse Ratched.
’Terms of Endearment’ er en klassisk tåreperser, der har mange kvaliteter, ikke mindst et rigtigt stærkt ensemble (ud over Jack: Shirley MacLaine – der også vandt en Oscar for sin hovedrolle – Jeff Daniels, John Lithgow og Debra Winger), og Jack er god, men Oscar-vinder-god? Well, hvis man kigger på nomineringsfeltet fra det år, så kan valget såmænd sagtens forsvares.
’As Good As It Gets’ er classic Jack. Desværre også lidt en parodi. En mestendels træt repetition af fordums store øjeblikke, selvom der er spredte inspirerede øjeblikke indimellem, som da Jacks usympatiske forfatterfigur forklarer, hvordan han skriver om kvinder: »I think of a man, and I take away reason and accountability’«!
Dette er en opdateret version af en artikel publiceret i februar 2015.
Læs også: De 10 største nulevende, kvindelige Oscar-skuespillere